Med Hjernesmart pædagogik udkommer en værktøjsbog henvendt til professionelle, som arbejder med børn på 3-16 år. Den er et sandt overflødighedshorn af viden og aktivitetsforslag, og så giver den føde til mange overvejelser. Bogen er bevidst rettet mod både lærere og pædagoger, fordi de to faggrupper har meget tilfælles. Forfatteren Anette Prehn er sociolog og har dermed en anden tilgang end de psykologer, neurologer og pædagoger, som oftest skriver bøger om hjernens funktioner.


Der er mange modeller, visuelle hjælpemidler og sange tilknyttet Hjernesmart pædagogik. Det meste kan ses og høres (og downloades) fra den indholdsrige hjemmeside, som er tilknyttet bogen: www.hjernesmart.dk.


En boganmeldelse kan slet ikke yde de mange smarte hjælpemidler retfærdighed, men nogle enkelte skal fremhæves: Amygdalaflasken, som er en vandflaske med glimmer, som kan rystes, så man kan se glimmeret falde til ro. Amygdalauret, hvor barnet selv kan angive sin arousel. Et følelseskatalog med en lang række følelser, man kan plukke af alt efter målgruppe. Værdikatalog til at hjælpe med at lave "hen imod"-sætninger i stedet for "væk fra"-sætninger.


En række lege tager livtag om vanen med at sige "Jeg vil ikke have" i stedet for "Jeg vil have". F.eks. lyder en leg som en morsom øjenåbner, hvor man leger ikke-købmand. "Goddag, jeg vil ikke have kartofler og gulerødder."


Aktivitetsforslagene supplerer den overskuelige og praksisnære gennemgang af amygdala (hjernens alarmklokke), arbejdshukommelsen, pandelapperne (hjernens boss) og hippocampus (huskecentralen). De er områder af hjernens funktion, som arbejder tæt sammen og er gensidigt afhængige af hinanden.


Når amygdala er på overarbejde, kaprer den adfærden og sproget. Det giver derfor ikke mening at spørge et barn i affekt, hvad vi skal gøre. Tag i stedet ansvar og skab ro, er anbefalingen i Hjernesmart pædagogik.


Amygdala husker også. I bogen bruges udtrykket, at vi ”asfalterer vejen”, så man har øget sandsynlighed for at blive vred i fremtiden, hvis man lader vreden overtage i nuet. Derfor er det en dårlig ide at lade barnet rase videre. Særligt svært kan det være, hvis både barnet og den voksne er vrede. Her gælder det som i andre situationer: "Du er den voksne."


Arbejdshukommelsen beskrives som en midlertidig tegnetavle og sidder ikke et bestemt sted i hjernen. Der er kun plads til en vis mængde ”tekst”, så hvis vi fylder for meget på, forsvinder noget andet. En tommelfingerregel er, vi kan huske fire ting i 20 sekunder. Hvis man skal gå og huske på sine fire gode ideer, lukker man af for muligheden for at andre kommer ind. I forhold til børn kan man bruge arbejdshukommelsens begrænsning til så at sige at "viske tavlen ren" ved priming, f.eks. som en påvirkning i forhold til en kommende aktivitet.


Pandelapperne styrer populært sagt vores gode opførsel. Desværre er det en begrænset resurse, og de er sensible i forhold til temperatur, søvn, mad osv. Pandelapperne er færdigudviklede omkring ved 25-årsalderen. Hvis pandelapperne keder sig, opsøger de selv udfordringer. "Hvis man skærmes fra de små risici, vokser trangen til at opsøge de større risici," som det beskrives i bogen. Der er derfor et tæt forhold mellem amygdala og pandelapper. Hvis amygdala er i hvile eller i forhøjet beredskab, er der skruet ned for pandelapperne, især for evnen til at handle fleksibelt.


Hippocampus indeholder ikke selve hukommelsen, men den samler facetter fra andre dele af hjernen. Den kan tage skade af f.eks. Alzheimers syndrom og depression. Hvis man stimulerer flere centre samtidig, styrker man hukommelsen og dermed læringen.


Hjernesmart pædagogik gør op med myten om, at vi kan multitaske. Kun 2,5 procent kan multitaske uden præstationsdyk. Anette Prehn supplerer de to kendte begreber online og offline med begrebet optline, hvor forstyrrelser i form af f.eks. digitale beskeder er en mulighed. Vi bruger opmærksomhed på at sanse, OM der kommer beskeder, også når der ikke er nogen.


En simpel måde at øge opmærksomheden er at stå op. Når vi sidder ned, modtager pandelapperne dæmpede signaler. Når man skal formidle, lærer man også bedre, så børnenes fremlæggelser i skolen tjener faktisk også det formål.


Bogen taler om syv mentale aktiviteter: søvn, fokuseret tid, afslapning/afkoblet tid, social tid, legende tid, fysisk tid, refleksion. Hvor mange pædagoger tilbyder sin brugergruppe alle syv aktiviteter i løbet af hverdagen? Søvnen har afgørende betydning for ydeevne, humør, stress, immunsystemet, hukommelse, fokus, læring osv. osv. Det er måske ikke i orden fortsat at definere søvn som en aktivitet, som kun hører hjemme-tiden til?


Når man træner arbejdshukommelsen, kan den blive bedre, men effekten aftager, når den ikke vedligeholdes. Der er meget store udsving i arbejdshukommelsen hos jævnaldrende. En gruppe 12-årige spreder sig i spektret fra den 8-åriges til den 16-åriges gennemsnitlige arbejdshukommelse.


Hjernen er plastisk, den forandrer sig hele tiden. Forfatteren håber, at hjernemotion engang bliver lige så udbredt, som kropslig motion er det i dag. Håbet kan hentes i, at for 50 år siden så man på kropslig motion på samme måde, som hjernemotion bliver betragtet i dag. Begrundelsen hentes i, at ”en af de primære grunde til, at hjernen forringes med alderen, er, at mange mennesker, når de ældes, begynder at leve et forudsigeligt liv, domineret af vaner og velkendte rutiner, og at de ydre stimuli er meget begrænsede." Man skal altså ikke udelukkende lade børn lave, hvad de har lyst til.
Faglitteratur
Dafolo
Anette Prehn
288
Bjarne W. Andresen
7. februar 2016

Seneste anmeldelser