Inklusion i daginstitutionen er en grundbog, som samler et stort materiale på en overskuelig måde. Den består af en teoridel og en praksisdel. Umiddelbart ser teoridelen ikke ud af meget, men praksisdelen formidler også viden om baggrunden for de vanskeligheder, det enkelte barn kan være i.

Flere og flere pædagoger har arbejdet med den akademiske skrivemåde i uddannelsen, og Inklusion i daginstitutionen er bygget op på samme måde. Det virker måske lidt overkill at angive, hvilke byer forlagene ligger i, i litteraturlisterne. I en bog som denne er det næppe nødvendigt at skrive, hvornår hjemmesiderne er besøgt, men de mange henvisninger og introduktionen til hvert enkelt kapitel er en hjælp til de, der vil grave sig længere ned i stoffet.

I teoridelen gennemgås baggrunden for at tale om inklusion. Begrebet defineres sådan: Inklusion i daginstitutionen betyder, at alle børn inddrages i institutionens fællesskab - og er medregnede som en værdifuld del af fællesskabet. Inklusion deles op i tre typer:

• Fysisk inklusion (at være til stede)
• Social inklusion (at deltage)
• Psykisk inklusion (oplevelsen af fællesskab).

Man kommer heller ikke uden om at definere normalitetsbegrebet. Hvor bredt er det? Hvad betyder det, når man taler om forskelle? Hvad er normalt - og hvad er afvigende?

Det normale kan enten anskues statistisk (hvad de fleste/færreste gør), moralsk (hvad der er godt/dårligt) eller medicinsk (hvad der er rask/sygt). Man når ikke nødvendigvis frem til det samme resultat, hvis man definerer sit normalitetsbegreb med de tre forskellig briller.

Der er flere andre begreber, som er væsentlige for en bred forståelse af inklusion. F.eks. zonen for nærmeste udvikling og fælles opmærksomhed. Teoridelen læner sig meget op ad allerede udgivne tekster og indeholder ikke meget nyt. Til gengæld når den rigtigt langt omkring. Derfor kan jeg se Inklusion i daginstitutionen som en grundbog, også på pædagoguddannelsen.

Der er en kraftig opfordring til at observere hinandens praksis og forholde sig til det, man ser. Både i forhold til de øvrige pædagoger i institutionen og i det tværprofessionelle arbejde. Det har ifølge Anne Marie Marquardsen vist sig svært, når man ikke arbejder sammen i det daglige.

Vi lærer hele tiden og i alle situationer. Derfor er læringsrum både hverdagslæring, skole- og uddannelseslæring, læring i arbejdslivet, fritidslæring og netbaseret læring. En liste, som bogen uddyber. Med den tilgang giver det ikke mening at tale om ét læringsrum. I stedet præsenteres læseren for en model, hvor de to trekanter selv/den anden/objektet og relationer/sprog/opmærksomhed danner en sekstakket stjerne med læringsrummet i midten. Den model er gennemgående i praksisdelen.

Praksisdelen fylder langt det meste. Den formår at blande relevant teori for at pointere, at teori og praksis ikke er hinandens modsætninger. Vi ledes gennem en række cases med børn, der af vidt forskellige grunde kalder på særlig opmærksomhed. Høj sensitivitet, flygtningebaggrund, diabetes, ADHD og forsinket sproglig udvikling kræver forskellig specialviden hos pædagogen, men alle børnene kan ses i en inklusionsramme.

I den pædagogiske praksis med barnet er der flere gode forslag til, hvordan man inddrager børnelitteratur, leg og andre lavpraktiske hverdagsaktiviteter. Der er fokus på at inddrage barnet i den daglige aktivitet med andre børn og voksne. Det bliver aldrig generaliserende, f.eks. hedder det, at det er ikke alle flygtningeforældre, der er traumatiserede, men de har alle oplevet ekstreme forhold, tab og afsavn.

Pædagogen skal i mindst lige så høj grad som børnene på arbejde, for at inklusionen lykkes. For at kunne hjælpe barnet med autisme, skal den voksne have rummelighed for to, energi for to, håb for to (og) fantasi for to. Det kan denne anmelder skrive under på som støttepædagog.

En hjælp til at nærme sig det ideal er at forstå barnets vanskeligheder, se barnet bag adfærden, fokusere på det positive (og kommunikere det), være på forkant og give udfordringer/opgaver af relevant sværhedsgrad.

Layoutet i Inklusion i daginstitutionen er usædvanligt let og flot, og bogen har få, men velplacerede illustrationer af en af Danmarks bedste illustratorer, Dorte Karrebæk, som gør bogen til noget visuelt særligt. Det omfattende stof og det høje niveau formidles, så man har oplevelsen af at læse af lyst, også hvis man skal!