Man kan ikke læse den samme gode bog to gange, for man er blevet en anden af at læse den. Denne omskrivning af Heraklits ord passer særligt godt på Til døden os skiller. Først side 262 afsløres historiens rette sammenhæng, og man er nødt til at bladre tilbage for at se, hvordan man kunne overse (eller snarere fejltolke) de spor, som er lagt ud.

Rammefortællingen er et alarmopkald fra Nick. "Det gik galt helt galt," som han selv udtrykker det. Hvad det var, der gik galt, må læseren altså vente yderligere over 250 sider på at finde ud af. Titlen afslører naturligvis allerede en del, og undervejs bygges der op til en fatal slutning. De korte faktasider fra Det kriminalpræventive Råd med voldsstatistik viser sig at være en del af læseoplevelsen og ikke blot småirriterende afbrud af fiktionen. Genialt.

Nick prøver at få tingene til at hænge sammen. Ryger lidt for meget hash. Har problemer med at møde til tiden på det værksted, hvor han arbejder. Kommer lidt for meget i slagsmål. Prøver at undgå besøg hos sin mor. Hverken han eller Emma er rigtigt klar til at komme videre med deres forhold, som mest er "friends with benefits".

Indtil Nick møder Isabelle. Hun er en helt anden liga. Rig, smuk, styr på sit liv. Alligevel vælger hun Nick, som knap tror sine øjne og ører, da han lukkes ind i en verden, han hidtil kun har kunnet betragte udefra. Isabelles forældre er også yderst tilfredse med Isabelles nye kæreste. Som deres datter beundrer de Nicks evne til at kunne arbejde med hænderne.

Isabelles far går endda så langt som at tilbyde at skyde penge i et autoværksted til Nick. Som en investering, ganske vist, men den stolte Nick prøver længe at finde andre veje. Selv sin mor og sin chef på værkstedet prøver han at få til at kautionere eller låne penge. Samtidig dropper han sit misbrug og passer sin søvn og sit arbejde.

Det bedste ved Til døden os skiller er det overraskende tvist i slutningen af historien, som jeg ikke vil afsløre her. Det næstbedste er den imponerende gode skildring af de kulturforskelle, som Nick oplever. Nick er jeg-fortælleren, og man kan derfor smile ad nogle af hans formuleringer. I svigerfamiliens hjem ser han "en stol, der ligner et æg," og han prøver at bluffe sig igennem, at han hverken kender den Monet eller den doktor Mengele, de taler om.

Svigerfars firma "hedder noget på fransk eller russisk, jeg ikke kan udtale," og Nick er tydeligt imponeret af hans udseende: "Veltrænet på 'jeg løber fem kilometer om dagen'-måden".

Hvad Nick kun fortæller sig selv (og dermed læseren) er, at han hellere ville have været med Isabelle i teateret end følge vennerne (og Emma) til fodbold. "Det er sikkert spændende at se folk stå på en scene og tale. Og hvis det ikke er, kan jeg være tæt på Isabelle og bare spise popcorn."

Imidlertid lurer der noget under overfladen. Nick har det ikke nemt med at skulle veksle mellem de to verdener, og Emma vil ikke bare give slip ham. Både Emma og Isabelle benytter både list og sex til at ydmyge den anden, og Nick er et nemt redskab i det spil. Når han endelig siger fra, bliver det voldsomt, og flere gange må han følge Isabelle på skadestuen. I de episoder indgår en hammer, læseren allerede præsenteres for i 1. kapitels linje 2.

Volden er ikke udpenslet. Tværtimod. Teksten lige inden kapitelskift til et skadestuebesøg lyder f.eks. "Og så går det galt igen. Og hammeren ligger ikke langt nok væk."

I Nicks vennekreds er også Lasse. Det er dejligt befriende, at der ikke gøres det store ud af, at Lasses kæreste hedder Rudi. Det er bare sådan, det er. Lad os så komme videre. Til gengæld er Nicks seksuelle oplevelser med Isabelle og Emma beskrevet ret eksplicit. Alt efter temperament kan man mene om det, at det afholder bornerte dansklærere fra at bruge bogen i undervisningen (det ville være en skam) eller det får nogle læsere til at blive hængende (så de har tjent til mere end at beskrive en ikke uvæsentlig del af Nicks liv) og dermed få oplevelsen af både den veldrejede historie, de væsentlige pointer undervejs og den overraskende slutning, som udfordrer læseren på både forventninger og fordomme.

Men den slutning er man altså nødt til at læse sig til andetsteds. Nemlig i Til døden os skiller.

Skønlitteratur
Carlsen
Kit A. Rasmussen
277
Bjarne W. Andresen
2. juni 2017

Seneste anmeldelser

Lille Virgil
Skønlitteratur