Lidt om konferencen

Når man taler om relationen mellem en ung og den professionelle voksne, begynder luften at blive tyk af plusord. Plusord, der forsøger at beskrive indholdet i og rammerne for relationen. Og det er nemt at beskrive. I hvert fald nemmere at beskrive, end at få til at fungere i praksis - både for system og socialarbejder. Når relationen er udgangspunktet for det socialpædagogiske arbejde, rejser det en række spørgsmål:

•      Hvordan kvalitetssikres det individuelle relationsarbejde?
•      Hvordan sikres det, at der er tilstrækkeligt mange voksne som både kan og vil arbejde i krævende og forpligtende relationer med unge?
•      Hvordan sikres den nødvendige fleksibilitet i de systemer, der skal rumme de unge?

Socialministeriet besluttede i 2000 at afsætte midler til en efteruddannelse for pædagogisk personale, der arbejder med udsatte unge. På Københavns Pædagogseminarium har 60 personer gennemfør ”Unge Uddannelsen”. Det er erfaringer og dilemmaer, som de 60 afgangsopgaver repræsenterer, der blev sat til diskussion på konferencen. Dilemmaerne er uddraget af redaktør Benny Lihme og kredser om forholdet mellem system og individ, mellem professionelt og privat, mellem involvering og distance, mellem den professionelt uddannede pædagog og den glade amatør samt mellem hensyn til socialarbejderens behov og hensyn til den unges behov. Under konferencen blev der nedsat syv dialoggrupper med inspiration fra dilemmaer og erfaring som de 60 afgangsopgaver repræsenterer. I dialoggrupperne blev følgende temaer taget op:

Dialoggruppe 1:

Teori og autencitet hånd i hånd – hvordan?
v/Lotte Staal og Mette Lau Pedersen

Dialoggruppe 2:

Uddannelse – begrænsning eller udvidelse af de faglige muligheder
v/Gitte Jørgensen og Sofjan

Dialoggruppe 3:

Om grænsen mellem at være privat og professionel i sin praksis som socialarbejder /socialpædagog.
v/Pia Lund Nielsen og Johnny Lundbye

Dialoggruppe 4:

Glad amatør som professionel behandler?
v/Anders Knigge og Flemming Holm

Dialoggruppe 5:

Moral – kedelig eller nødvendig
v/Yvonne Kahraman Nielsen og Ali Haseki

Dialoggruppe 6:

Når fortrolig viden er kriminel
v/Branko Jankovic og Tine Ros Simonsen

Dialoggruppe 7:

Hvor ”etnisk” skal man være som etnisk medarbejder?
v/Bilal Turan og Christina C. Ruben

Konferencen var en arbejdskonference, hvilket betød, at deltagerne blev inddraget i diskussioner i dialoggrupper og det blev forventet, at deltagerne bidrog med kommentarer til konferencens oplæg. Målet med konferencen var nemlig at nå nærmere en forståelse af relationsarbejde i dialog med deltagere og oplægsholdere på konferencen.
Konferencen var også en invitationskonference. Det vil sige, at deltagerne var en afgrænset deltagerkreds, som alle på en eller anden måde arbejder med relationsdannelse med udsatte unge.

De inviterede var:

• De 60 deltagere, der har gennemgået ”Unge Uddannelsen” på Københavns Pædagogseminarium og ca. 80 af deres kolleger
• Andre arbejdspladser, der arbejder med udsatte unge
• Pædagogseminarier og CVU’ere i området (Sjælland, Møn, Lolland-Falster)
• Lokalpolitikere og embedsmænd, der arbejder med området
• Folketingspartiernes socialpolitiske ordførere
• Repræsentanter fra fagforeninger
• Studerende fra Københavns Pædagogseminarium.

Produkterne fra konferencen var selvfølgelig i høj grad det, som deltagerne bar med hjem og arbejder videre med. Derudover er dette kompendium et produkt af konferencen. Diskussionerne på konferencen er her formidlet i kort form i en artikel skrevet af Lene Byriel, som er placeret først i kompendiet.

Kompendiet består af to dele.

Del I indeholder konferencens hovedoplæg ved Benny Lihme, Klaus Bonde, Jørgen Toft Kristensen og Terese Mersebak.

Del II indeholder de referater som blev skrevet under konferencen. Der var placeret studerende i alle dialog- og storgrupper til at tage referat af diskussionerne. Referaterne er her præsenteret i deres næsten oprindelige form. Håbet er, at kompendiet må være inspirerende for den videre kvalitetsudvikling af relationsarbejdet med udsatte unge.
God læselyst!!

Det er relationen, der rykker

Reportage fra konferencen DET VIRKER om relationsarbejde med udsatte unge

Manualer, målinger og succes-tal er populære – visse steder også i arbejdet med udsatte børn og unge. Men da 200 socialarbejdere i efteråret 2005 samledes til konferencen DET VIRKER i København, var det ikke tal og tabeller, men erfaringer og åben dialog om de dilemmaer, de dagligt står i, der var på programmet

Af Lene Byriel, journalist (DJ)
Når man spørger unge, der har været anbragt, om, hvad der virkelig har betydet noget for dem, handler svaret ofte om særlige voksne, der har givet andet og mere end 37-timers ugentligt lønarbejde. Voksne, der har turdet være betydningsfulde. Voksne, som har turdet gå ind i de unges liv, og som har set dem som personer med værdi.

At indgå i meget tætte, personlige og samtidig professionelle relationer skaber store udfordringer i det sociale arbejde. For hvordan finder man balancen, hvor de unge både mærker, at man vil dem fuldt og helt, uden samtidig selv at brænde ud? Og hvordan gør man den unge klart, at der er tale om et professionelt forhold, der godt nok er betydningsfulde, men dog må afvikles på et tidspunkt?

Samtaler udenfor arbejdstiden

Pia Lund Nielsen er pædagog og souschef i Dildhaven, som er en døgninstitution i Herlev. Hun er en af de mange, der holder mobiltelefonen åben efter den officielle arbejdstid. En sen aften ringer moren til en af de piger, hun arbejder med. Moren har selv psykiske problemer, og lige nu har pigen det ekstra svært på institutionen. Pia Lund Nielsen ved, at samtalen kan tage lang tid:

Jeg vælger alligevel at tage telefonen – der er jo en grund til, at hun ringer til mig. Jeg lytter til moren, men forklarer hende samtidig, hvorfor jeg ikke vil komme akut ind på institutionen for at tage mig af datteren nu, hvor klokken er 23

Da hun dagen efter fortæller sine kolleger om samtalen, er de uenige i hendes beslutning: De ville ikke have taget telefonen.

Blandt Dildhavens medarbejdere – og blandt mange andre af dem, der arbejder med udsatte unge, som fx kontaktpersoner, ansatte på opholdssteder og lukkede institutioner - er der forskellige regler og fremgangsmåder, når det drejer sig om telefonsamtaler med unge (og deres forældre). Med mobiltelefonen er man i princippet til rådighed så længe, man vælger at have den tændt – for nogle betyder det i døgndrift, for andre i afmålte perioder.

Preben Berg Pedersen er konstitueret forstander på døgninstitutionen Jakob Michaelsens Minde:
-Vi har haft diskussioner om det, og vi udleverer ikke telefonnumre. Der kommer en grænse for, hvornår man ikke orker mere, og man skal passe på, man ikke når den grænse.

Flere fremhæver - lige som ham - retten til at sige fra over for samtaler, der måske kan vente til næste dag. Og derfor udleverer de ikke mobilnumre. Andre kunne ikke forestille sig det tætte relationsarbejde uden en telefon tændt i 24 timer – og de siger ikke nej til et opkald.

Birgitte Darring er misbrugsmedarbejder i Herlev Kommune:
- Vores opgave er at give de unge et værdigt liv, og derfor, så længe jeg ikke er brændt ud, er det min opgave at tage den telefon. Det handler nogle gange om liv og død for dem.

Atter andre bruger telefonen som et redskab til at komme tættere på de unge:
- Når jeg får en ung, er det altså mig, der er den opsøgende i starten – det er mig, der siger til den unge: Jeg vil hoppe på tungen, bare du gider lukke op for posen, siger Birgitta Berthelsen, Hyblerne i Rymarksvænge.

Anette Skjold fra Skjold & Co., tror også på telefonen som et af de vigtigste arbejdsredskaber:
- Jeg står til rådighed. Ungerne er jo skidesøde, og de ringer altså ikke, hvis de fx ved, at jeg har været i byen aftenen før. Der er tale om rettidig omhu. Og det er faktisk også mit privilegium at stå til rådighed på den måde, for det er dejligt, at jeg har muligheden for at sætte ind, når der virkelig er brug for det. I stedet for at skulle bruge de næste 14 dage på en konflikt, kan den løses her og nu. Det er ikke bare en service for den unge, det er også et arbejdsredskab for mig.

I Pigegruppen i Saxogade arbejder en lille gruppe medarbejder fleksibelt og med døgnåbne mobiler:
- Men vi har klare aftaler med pigerne om, at de kun ringer om visse ting. Hvis jeg skal kunne være der som person, bliver jeg nødt til at kunne sætte grænser, det er en styrke i relationen. Det er vigtigt at kunne have en relation til en pige, men at man samtidig pointerer: Jeg er IKKE din mor.
Jeg mener ikke, en relation kan gøres op i telefontid. Men det betyder meget for tilliden, at de bare ved, at telefonen er åben. Nogle ringer hele tiden i starten, kun for at teste mig og lige høre, om jeg er der, også selvom de egentlig ikke vil noget, siger Marie Johnsen.

Opgaven er ifølge flere af deltagerne at lære de unge, hvornår det er nødvendigt at ringe, og hvornår det ikke er. Og behovet for at ringe til den voksne falder normalt med tiden. Når telefonen så en enkelt gang ringer en sen aften, er det oftest fordi, det er en nødvendig samtale. Sms-beskeder er blevet et populært redskab og ”sikkerhedsnet” – den unge kan skrive til den voksne, og den voksne kan så vurdere, om det er nok med en besked tilbage, eller det er nødvendigt at ringe op.

At stå til rådighed

Betyder det at arbejde med tætte relationer altid at skulle stå til rådighed hele døgnet? Flere beretter om gode resultater og trygge unge, der ved, at den voksne er til at få fat på, når behovet er der.

Urban Olsen er ansat på Kofoeds Skole og bor i en tjenestebolig i forbindelse med et bofællesskab:
- Det kan ikke undgås, at jeg bliver opsøgt, så jeg står tit og skal vurdere, om problemet er vigtigt. Jeg kan nogle gange være hurtig til at sige, at det ikke er vigtigt, men for den unge kan det jo være meget vigtigt. Der er en flydende grænse mellem, hvornår man er privat og professionel, jeg kan ikke sige, at nu er jeg det ene, og nu er jeg det andet. Hvis én kommer og siger, at han vil tage sit eget liv, kan jeg jo ikke afvise ham og sige: Jeg har altså fri lige nu.

Der er bred enighed om, at det vigtige er at melde klart ud om, hvornår de unge kan regne med den voksne, og hvornår de ikke kan. Svigtet kommer, hvis de får lovning på, at man står til rådighed og fx rykker ud – og så ikke gør det. Et nej kan også være en form for omsorg, og relationer kan opbygges på mange andre måder end ved hjælp end 24-timer-i-døgnet-kontakt.
- Og ligesom vi arbejder med mennesker til dagligt, skal vi også huske, at vi selv er det. Vi har brug for pauser og brug for at sige til de unge, at ”jeg har pause”. Selvfølgelig kan man ikke altid sige, at det må de bare forstå, men jeg er ikke sikker på, at man hjælper dem ved ikke at sætte grænser, siger Uri Harlam, der er opsøgende medarbejder i Ballerup Kommune.

Birgitta Berthelsen fra Hyblerne Rymarksvænge er enig:
- Det handler om at vise, at man er til rådighed, men til en vis grænse. Det er vores ansvar, at vi lærer de unge, at den relation, vi skaber, også skal kunne bruges til at skabe relationer med andre, fx en mormor, som godt nok tit er fuld, men som også godt kan bruges til nogle ting. Vi skal kunne klæde dem på til at kunne begå sig og fungere sammen med andre mennesker og ikke udelukkende fokusere på relationen til os selv.

Flere fortæller, at ”relationer smitter”: Lærer den unge, at det kan lade sig gøre at have en god relation til én voksen, så dannes der grobund for, at han eller hun også kan skabe gode relationer til andre.

- En relation behøver ikke at være ”for altid”. Man må mærke på sig selv, om man kan påtage sig opgaven at være den primære i fx den opbyggende fase, hvor man går fuldt ind, samtidig med at man skal fortælle, at man er professionel. Og med tiden finder den unge så ud af, at han eller hun skal opsøge relationer hos de andre. Fx er jeg ikke den fede at spille fodbold med, og så søger den unge automatisk videre. Måske bliver jeg skiftet ud. Måske vender den unge tilbage til mig. Relationer kan også vare ved, siger Emmy Petersen, der er pædagogisk konsulent ved Solhaven.

Nogle vælger at bevare relationerne til de unge i årevis, mens andre har en bevidst strategi for, hvordan relationen afvikles og evt. videregives. Det er en af de faser, der kan være svær for både den voksne og den unge. Faren kan være, at det ikke blot er den unge, der er blevet afhængig af den voksne, men at også den voksne er blevet afhængig af at være så betydningsfuld, og at den unge ikke kan undvære den konstante hjælp. Det må ikke ske, at relationen bliver så privat, at den unge kommer i tvivl, mener flere deltagere.

Det kan være sårbart, at det hele hænger på én person. Flere deltagere mener derfor, at de unge ikke blot skal knyttes til én person, men rundt om flere mennesker. Er der nogen ressourcepersoner i nærheden af de unge, skal de drages ind – det kan fx være studievejledere, lærere eller familiemedlemmer. Ved at man trækker andre personer ind i det sociale relationsarbejde, kan de unge lære at begå sig socialt og skabe relationer til andre. De unge skal – ideelt set – lære at kunne navigere selv, så de får flere relationer, de kan trække på, hvis det brænder på. Det kræver, at de voksne, der arbejder med dem, bliver i stand til at gøre de unge opmærksom på, at det ikke kun er dem, der kan bruges, men også andre voksne.

Maria B. Andersen er opsøgende medarbejder i Gadeplan, Høje Taastrup:
- Vi gør meget ud af, at de unge skal lære alle at kende, så de lærer at bruge Gadeplan og ikke ”mig”. Vi siger til de unge: Alle de andre kender din historie, så de kan hjælpe dig lige så meget, som jeg kan. På den måde kan vi aflaste og hjælpe hinanden.

Timer eller fuldtidsansvar

Der er bred enighed om, at det er vigtigt, at der på arbejdspladsen dels er en åben snak om, hvor meget og hvordan den enkelte medarbejder involverer sig og står til rådighed, og dels nogle over ordnede regler og normer for, hvordan man arbejder. På den måde bliver det nemmere at aflaste hinanden, så risikoen for, at den enkelte medarbejder brænder ud, mindskes.

Normerne og måden at organisere arbejdet på er vidt forskellige. På Solhaven ansættes man fx til et ansvar i stedet for et eksakt timetal. Medarbejderne står i princippet til rådighed 24 timer i døgnet. Tommy V. Jensen er en af dem:

- Jeg mener slet ikke, at man kan blande fagforeningsregler og børns velfærd sammen. Hvis man har at gøre med svigtede børn, så kan man jo ikke gå kl. 16, hvis barnet fx sidder og græder. Det er uforsvarligt at handle sådan overfor børn som i forvejen er svigtet, siger han. Det er dog ikke sådan, at Solhavens medarbejdere ikke har mulighed for at sige fra: Er der perioder i ens liv, hvor man har behov for at trække sig, er det muligt. Har man brug for at holde fri og lade op, anerkendes det selvfølgelig. At arbejde med et konstant ansvar er særdeles krævende, og derfor skal det følges med stor omsorg for ikke blot de unge, men også for medarbejderne.

Nogle arbejdssteder bruger andre metoder til at organisere arbejdet. Det kan fx være et tillæg i lønnen for den øgede fleksibilitet, arbejdet kræver, eller formaliserede systemer og praktiske rutiner, der skal sikre, at der løftes i samlet flok – fx en vagtplansordning for, hvem der har åben telefon og rykker ud, hvis det kræves.

Med hjem eller…

Lige meget hvordan arbejdet organiseres, er det tætte relationsarbejde ofte krævende arbejde, og der er sjældent tale om livslange ansættelser. Det kræver i mange tilfælde forståelse fra ens eventuelle bagland. Nogle kalder det en livsstil i døgndrift, mens andre sætter klare grænser.

Tom Kryger er socialfaglig koordinator ved Indre Nørrebro Lokalcenter:
- Jeg har altid sagt, at jeg er ildsjæl, men kun i 37 timer. Jeg har det sådan, at jeg skal hjem og have et andet liv og lade op til at klare arbejdet.

På Solhaven indebærer det at være ansat til et ansvar blandt andet, at medarbejderne af og til tager de unge med hjem til deres familier. Og netop det at tage de unge med hjem, er et af de temaer, der ofte er stor uenighed om. Marie Johnsen fra Pigegruppen i Saxogade oplever det som et dilemma:

- Kan man gå for meget ind i en relation? Fx er der en pige, som jeg ved, ikke har noget sted at gå hen, men jeg tilbyder hende ikke at tage med mig hjem, selvom jeg har lyst. Jeg tror, det handler om, at vi har en kultur i Pigegruppen om, at de kommer til vores sted, vi kommer ikke til deres. De kan komme og bruge os, og relationerne med dem foregår primært dér.

Birgitta Berthelsen fra Hyblerne i Rymarksvænge har ikke så store betænkninger:
- Jeg har med jævne mellemrum haft unge med hjemme, fordi jeg har haft en særlig relation, fx hvis én skulle have en abort, uden at moren skulle vide det. Så har de spurgt mig, om de ikke kunne ligge hos mig og komme sig.

Rene Pedersen, der er opsøgende medarbejder i Køge, bor privat på en bondegård:
- Jeg har haft stor glæde af, at børn fra København kommer på gården, og det har de også haft stor glæde af. For mig er det et sjovt afbræk i dagligdagen, det handler ikke nødvendigvis kun om, at det er synd for dem.

Under alle omstændigheder bør det efter deltagernes mening overvejes, hvad der er grunden til, at man evt. vælger at tage en ung med hjem. Mange oplever, at der er nogle unge, man bedre kan lide, end andre. Og de unge, der er nemmere at holde af end andre, kunne man måske godt tænke sig at tage med hjem, mens man aldrig kunne drømme om at tage andre med hjem.

- Man skal gøre sig klart, om man tør tage de omkostninger, der er ved at involvere sig rigtig meget. Der er mange bolde at vende, inden man går ind i det, siger Ingrid Lüttichau, Pigeprojektet
Vores Duniya.

Læs hele kompendiet ved at vælge "Gem som PDF" i toppen af denne side. Det er i alt på 129 sider.

Links:
www.spuk.dk
www.kbhps.dk