Som du sikkert allerede har opdaget ud fra overskriften læner denne artikel sig op ad Svend Brinkmanns tanker om, hvorvidt vi i det moderne samfund somme tider med fordel kan tage nej-hatten på som et svar på tidens idéer om konstant selv-udvikling og ubetinget positivitet. Svend Brinkmanns tanker har de seneste år givet anledning til gode refleksioner hos os voksne omkring de arbejdspladskulture, som vi hver især færdes i. Imidlertid synes jeg, at man med lige så stor relevans kan bruge tankerne til et eftersyn af de idéer om selv-udvikling og positivitet, som vi møder børn med i de pædagogiske og undervisningsmæssige rammer, som de tilbringer så stor en del af deres dagligdag i. Måske vi med fordel kan sørge for, at der også findes et sæt nej-hatte i børnestørrelse dér, som en del af den pædagogiske grundudrustning?

Dagtilbud og skoler som børnenes arbejdspladser

Hvor vores forældres og bedsteforældres arbejdsliv primært bestod i at løse de opgaver, de var ansat til, ved hjælp af de færdigheder, de havde erhvervet sig under deres læretid eller uddannelse, forventes vi i det moderne arbejdsliv at indgå i en række selvudviklende processer og teamstyrkende aktiviteter, som i højere grad trækker på psykologiske og terapeutiske diskurser end på den fagviden, der hører vores profession til.

I dagtilbud og skoler ser jeg tegn på, at dette skift også udøver indflydelse på måden pædagoger og lærere møder børnene. Denne ændrede tilgang kan der også siges gode ting om, men der er en række problemstillinger og bivirkninger, som jeg synes, det er vigtigt at belyse. Især fordi disse er svære at få øje på ved første øjekast. Samtidig kan de kan have nogle ret uhensigtsmæssige konsekvenser. Jeg vil derfor gennemgå dem under følgende tre hovedoverskrifter:

  1. Det, vi gør i den bedste mening, kan have de modsatte effekter
  2. Det kan være svært at opdage, hvad der er på spil
  3. Det kan være svært at sige nej både som børn og forældre

Læs hele artiklen af Jacob Folke Rasmussen i vedhæftede PDF.

Bilag