Samarbejde mellem hjemmet og institutionen.

Kære forældre. Kære lærere og pædagoger. Mit barn har det svært i skolen. Hvad gør jeg? Er det jeres skyld? Eller min skyld?

Jeg ved, hvordan det er at have et barn, der ikke trives i skolen. Alt er kaos, utrygt og fuld af negative og selvværdsødelæggende energier. Jeg husker, hvordan jeg kunne græde, når jeg havde afleveret min søn i skolen. Hvordan jeg mærkede hans angst, frustration og utryghed. Jeg husker, hvordan jeg oplevede ham. Han ville afsted, fordi det på en eller anden måde var trygt for ham. Han havde jo venner der, sagde han. Jeg husker, hvor svært det var for ham, når han kom hjem, fordi han bare var tømt ud for kræfter og energi. Jeg husker, hvordan jeg "måtte" have ham afsted, så jeg kunne samle nye kræfter og overskud til en hård dag mere. Så jeg kunne føle mig "normal" og "fungerende" igennem mit arbejde og i mine øvrige relationer.

DET VAR EN UBESKRIVELIG HÅRD TID. En tid, som jeg ved, mange af jer kender til og måske endda står midt i.

Hvad kan vi som forældre gøre? Hvad kan institutionen gøre?

SAMARBEJDE, FÆLLESSKAB OG LIGEVÆRDIGHED.

Jeg har lært, gennem dette smukke og udviklende forløb omkring min søn, hvor vigtigt det er, at JEG TØR stå åbent i mine følelser, frustrationer og ønsker for proces overfor pædagogerne og lærerne omkring min søn. Samtidig med, at JEG tager ansvar for at invitere dem ind i dette rum. Et rum, hvor der er plads til alle følelser, alle informaitoner (også dem jeg ikke turde sige højt) og ønsker om samarbejde, udvikling og process for min søn.

I stedet kunne jeg, som jeg gjorde tidligere, skabe modstand til dem.
Hvorfor kan I ikke hjælpe min søn? Hvorfor er han altid smadret, når jeg henter ham? Hvorfor kommer han altid I konflikter her? Osv. osv. osv.

Der er kun EN taber I denne modstand. Det er mit BARN, min SØN.. som om jeg kunne tro, at jeg, gennem denne modstand, forsøgte at hjælpe ham ud af det, der var svært.

Vores børn, der mistrives I skolen og I hjemmet, de viser os, at de ikke har det godt indeni. Jeg ved idag, at jeg som FORÆLDER har det største ansvar for at ændre den udvikling og livsstemning for mit barn. Men jeg ser og forstår også det KÆMPE pres, mit barn er i, herfra den livsstemning i hans krop. Derfor er netop samarbejdet mellem mig, mit hjem og min søns institution så afgørende for at skabe ro, tryghed og faste tydelige og positive rammer omkring ham, så VI kan vende det svære og negative til en positiv givende og udviklingende proces.

Når mit barn er max presset i sin indre tilstand, så prøver hans indre system at skabe ro i alt kaoset ved at kontrollerer omgivelserne. Det kan se ud på mange måder; ord, fysiske handlinger, splitting, agressiv adfærd osv.

Hvordan opfatter vi det? Som et barn, der er dårligt opdraget og et problembarn? Et barn, som ikke passer ind her?

Her er det, at vi må lære at erkende at barnet IKKE er forkert, men har brug for vores hjælp. Noget er ikke ok? Her SKAL vi tage anvar.. OG her.

Lige præcist her kan vi skabe mere ro for barnet. I vores samarbejde mellem hjem og institution. Ved at skabe et trygt fælleskab med tydelige rammer, tydelig kommunikation mellem os, overleveringer af "dagen", som er gået, både fra hjemmet, så de I institutionen er forberedte på reaktioner, tilstand, konflikter fra skolen og uoverenstemmelser. Fra institutionen, så vi forældre er forberedte på reaktioner, og de følelser der kommer med hjem.

Det er lærenes skyld - de andres skyld, har jeg hørt min søn sige mange gange! Ved at VÆLGE en tæt og åben dialog med min søns lærere og pædagoger kan jeg nemt tage det negative pres (negative kontrol) fra min søn.Ved at sige, at jeg har talt med læreren og på den måde skabe ro for ham. Ved at skabe denne enighed med institutionen og samtidig vise tillid og samarbejde med de "voknse", giver det ikke kun ro for barnet, men i højere grad ro og plads til menneskelig, social og faglig udvikling og indlæring.

Denne proces kan være meget sårbar for mig som forældre, det ved jeg. For jeg siger samtidig JA til at ville kigge ind i de steder af mig selv, jeg er udfordret af. Men ved, at hvis jeg som forældre tager ansvar for at skabe åbenhed, tillild, VIDENSDELING og lyst til at forandring, uden modstand, i samarbejdet med institutionen, kan dette lade sig gøre. For mig er DETTE arbejde og værdien heraf, den helhedsindsats vores børn har brug for. Den indsats mit barn har brug for. Jeg ser, det lykkes foran mig hver dag, i det min smukke søn viser af sig selv, i små skridt og nogle gange store skridt. Jeg ser det lykkes i de familier, jeg arbejder sammen med. Jeg VED det kan lykkes!

Dette fælleskab og samarbejde er uden sidestykke noget af det vigtigeste for vores børns trivsel.

Er du parat til at tage det ansvar? Som forældre, som lærere, som pædagog, som leder af institutionen?

Det handler ikke om vi voksne, men om det enkelte barn der har behovet. Dit barn måske?

Med venlige hilsner.

Tommy Lynnerup, Forældrecoach og foredragsholder