25. april 2018
Forestil dig at din teenagedatter eller -søn sidder inde på sit værelse og er dybt ulykkelig over at være blevet forladt af sin første og største kærlighed.
Ud gennem dørens sprækker til teenageværelset siver den mørkeste musik ud blandet med dyb ulykkelighed og manglende tiltro til, at kærligheden nogensinde vil komme igen.

Hvad gør en far eller mor? Med den største kærlighed til sit store barn ønsker man at reducere smerten, så de kan rejse sig op, skifte musikken ud og træde ud i livet og livsglæden igen.

Så vi trøster og inddrager al vores livserfaring i forsøget på at berolige og fjerne smerten og siger: Der kommer en ny og bedre kæreste til dig!

Forestil dig, at du er 15 år. Din første og største kærlighed har lige slået op, og din verden er i ruiner. Du er ulykkelig, såret, i sorg, opgivende og ser et lang og kærlighedsløst liv foran dig.

Du har buret dig inde på dit værelse. Spiller den sorteste musik, som passer til din sindsstemning, mens du skiftevis græder og bander over smerten du føler lige nu.

Så kommer dine forældre ind, sætter sig ned, og siger Der kommer en ny og bedre kæreste til dig. Du ved det ikke endnu, men sådan skal det nok gå!

Er det hvad du har brug for? NEJ! Dette velmenende forsøg på at trøste ender i værste fald med, at du opgiver at kunne betro dine følelser til dine forældre, fordi du har gjort dig erfaringen med, at de ikke møder dig, der hvor du er

Så uanset hvor gerne vi vil tage smerten fra vores barn, er trøst ikke at berolige og sætte plaster på. Det er først og fremmest at kunne være sammen med det menneske, som er i stor sorg, tvivl, angst eller utryghed. At kunne være sammen med sit barn, holde om det, sætte sig i barnets sted uden at overtage dennes følelser og selv kunne bære, at den man elsker pt. har store og svære følelser.

Hør mere om dette emne i foredraget Sådan styrker du dit barns selvværd anerkendende opdragelse


Tina Espander
Psykolog, lærer og foredragsholder