9. oktober 2017
Som barn af halvtredserne og aktør på Børne- og ungeområdet, både i det politiske system og som selvstændig, har jeg kigget på de begreber, som fylder lige nu i debatten: livsduelig og robusthed, for at forstå de bagvedliggende årsager til den bevægelse, der er omkring begreberne.

Jeg vælger at koncentrere mig om livsduelighed, da ordet robusthed dækkes ind i min definitionen af ordet, som er evnen til at navigere i sit liv og omsætte negative og positive oplevelser til robusthed.

Hvordan bliver man livsduelig og hvem afgør, at man er det? Ja, der er ingen forskning, der fuldt og helt giver svaret. Der er mange forslag. Er det karaktertypen? Er det at tage en uddannelse, få arbejde, stifte familie, leve et langt og lykkeligt liv! Nej, svaret kommer først, når man dykker ned i historien.

Lad mig bruge mig selv som eksempel. Født i halvtredserne, hvor samfundet som jeg voksende op i var patriarkalsk, og jeg var aldrig i tvivl om, hvad der var rigtig eller forkert. Jeg skulle ikke bruge energi i at definere mig selv, det tog samfundet sig af, og det tog en stor byrde af skuldrene ikke at skulle stille spørgsmål ved alt. Det gjaldt i familien og skolen. Begge mine forældre arbejdede. Det betød, at den livsduelighed, som jeg voksede op i var fællesskabet og tillid. Tillid gav ansvar. Det betød, at det nogen gang gik min vej og andre gange ikke. Robustheden gik på, at hvis det ikke gik min vej, så måtte jeg kæmpe for, at det kom til at gøre det. Gjorde det så ikke det alligevel, var det ikke noget der gik ud over livsdueligheden, men udviklede den sejhed der ligger i livsduelighed til at komme igen, efter man havde været nede i hullet. Det har betydet mange nederlag, men også mange sejre.

Som aktør på Børne- og ungeområdet i mange år ser jeg en klar ændret udvikling blandt børn og unge og deres forældre. Den vigtigste er at kunne definere sig selv som barn og ung. Intet er givet. Det er jo positivt, men det kræver, at man kognitivt er udviklet til at vurdere og afstemme, og det er man ikke som barn og ung. Samtidig er de voksende krav fra de sociale medier med til at skabe en utryghed og en ikke stolen på fællesskabet som rettesnor. Oplysninger hentet fra Internettet er blevet sandheden. Vi vil forklare og kunne forklare alt. Det kan man ikke, så derfor har vi udviklet et sindrigt diagnosesystem, som placerer børn og unge i kasser, ikke for deres skyldt men for deres forældre, så de kan forklare hvorfor deres barn eller ung netop agerer således. Vi stoler ikke på fællesskabet, hvad enten det er skolen eller det lægefaglige område. Vi vil selv tage stilling ud fra vores egen oplevelse og mening. Et godt eksempel er HPV vaccine, andre børnevaccinationer, som i min barndom blev betragtet som en landvinding, og noget man skulle modtage, men som i dag bliver sat i skammekrogen, når noget uforudset og ulykkeligt hænder i et barn eller unges liv.

Løsningen omkring livsduelighed er at skabe rammer, hvor "aben" at ville forklare alt skal tages af børn, unges og forældres skuldre. I stedet skal vi læne sig op af demokratiet og fælleskabet. Det vil betyde, at den mangel på indre regulering livsdueligheden, som jeg ser det, vil kunne etableres eller genskabes. Vi er jo blevet så fokuseret på at måle og teste, så derfor vil man med simple metoder kunne måle om et barn eller en ung udviser livsduelighed.

Du kan booke et foredrag med John Madsen om netop livsduelighed, ved at klikke på hans profil nedenfor. 


John Madsen
Børne- og ungekonsulent, psykoterapeut, forfatter og foredragsholder