Seks historier fra 1944 – 1960 er her samlet for første gang. To af dem har ikke været på det danske marked i over 30 år. Er det en længe ventet mulighed for nye læsere eller et forsøg på at presse hver en krone ud af noget gammelt materiale? Skulle det være sket for længst, eller skulle historierne være blevet i forlagets gemmer?


De seks historier er:

• Frederik med bilen
• Drengen i grøften
• Bugivugi og hans fire sønner
• Aben Osvald
• Blå mand
• Papegøjebogen

Derudover har Klaus Rothstein skrevet et forord om Egon Mathiesen og hans produktioner samt en introduktion til hver historie.

Egon Mathiesen eksperimenter med billede og tekst gennem de seks historier. Han bruger elementer fra én historie i en anden, så man støder på den samme figur i flere historier, f.eks. en abe og en dreng. Også katten fra ”Mis med de blå øjne,” som ikke er med i denne samling. Set med 2011-briller er det dog et noget blandet udtryk. Det er bestemt ikke alle historier, som holder til tidsrejsen. For min skyld kunne især Papegøjebogen godt være blevet i skuffen, da der var audition til denne samling.


Den skæve men rolige rytme trækker til gengæld godt op i bedømmelsen. Noget rimer, andet ikke, men det gør ikke noget. Egon Mathiesen har et naivt univers, hvor illustrationer og i tekst læner sig fint op ad hinanden. Det er en rar oplevelse at læse ABEN OSVALD OG ANDRE FINE HISTORIER. Den er mere egnet til oplæsning med ganske få børn (eller et enkelt barn) end i den store samling, hvor historier med store armbevægelser kommer til deres ret.


I 1940’erne og 1950’erne var det helt almindeligt at tale om "negere," og man kan smile af det eller forarges alt efter temperament. Tilbage står, at verden i dag er en anden end den var dengang. Det er ikke i orden at fremstille den del af jordens befolkning som brednæsede, jazztrompetspillende objekter, medmindre vi læser ABEN OSVALD OG ANDRE FINE HISTORIER som ren litteraturhistorie. I sin tid tjente den vel et antiracistisk formål, men børns erfaringsverden er altså blevet større på 60-70 år. Personligt ville jeg i hvert fald have betænkeligheder ved at præsentere visse af bogens afsnit for børn i dagens børnehaver.


Man kan ikke undgå at mistænke forlaget for at ville sælge de knap så kendte historier på "hovednavnet", derfor også titlen, som fremhæver Aben Osvald, nok den kendteste af Egon Mathiesens historier. MIS MED DE BLÅ ØJNE fra 1949 er ikke med. Den sælger sikkert godt nok som selvstændig bog, og med rette.


Alle disse betragtninger om børnelitteraturens vilkår på et kommercielt marked skal ikke afholde mig fra at glædes over ABEN OSVALD OG ANDRE FINE HISTORIER. Forord og introduktioner indeholder nyt også for mig, og historierne giver nogle dejlige stunder med drenge, mænd, aber og andre dyr. Som med så mange andre samlinger må pædagogen læse det hele på forhånd, sortere med hjælp af sin faglighed og sin personlighed og så ellers præsentere børnene for alle de gyldne øjeblikke.