Det er Aske, der lægger mærke til alle detaljerne i klassen. Han ser fx de små tegn på, hvordan relationerne mellem de unge er. Hvem der er ked af det, hvem der er vred. Og han ser, at Sølve er tavs i dag.

Derfor er det også Aske, der først aner, at Sølve ikke har det godt. Desværre når han ikke at forhindre hende i at komme op på taget og gøre klar til at springe. Døren er låst, så ingen kan komme derop. Ingen bortset fra Aske, som klatrer op i et træ og springer lige netop langt nok til at få fat med én hånd og hive sig op.

Oppe på taget fortæller Sølve, at hendes mor er ved at dø. Først ved Aske ikke, hvad han skal sige, men så begynder han at tale til Sølve om hendes lillebror, hendes mormor og hendes hund, som alle vil savne hende. Og han rammer plet. Sølve tager imod en stige, som sættes op mod taget.

Først klapper alle, men Aske får dem til at være stille og i stedet give knus til Sølve og ryg-dunk til sig selv. Lærerens reaktion er særlig:

Ib lægger armen om mig.
Aske, du har krudt i røven.
Og din mund står aldrig stille.
Tak for det!

Med de ord sætter læreren streg under, at ADHD er en variation. Der er ulemper for Aske og hans omgivelser, men der er også et stort potentiale, når han stilles de rette opgaver.

ADHD er skrevet med et lix-tal på 8 og er derfor velegnet til unge, som læser dårligt. Bogen fremstår næsten som et digt, men den har sin helt store styrke i, at den gengiver en unge-egnet historie i et letlæst sprog. Det behøver ikke handle om et-stavelses bondegårdsdyr for at kunne få så lavt et lix-tal. I ADHD får den unge læser i udskolingen en dramatisk historie og en indsigt i, hvordan det kan være at have ADHD.

Tempoet skifter fra det meget langsomme i klassen, hvor Aske beskriver mange detaljer, til nogle hurtige klip, hvor han kommer op på taget. I slutningen af bogen er tempoet (og pulsen hos både Aske og læseren) kommet ned igen.

Med så få ord til rådighed, som der er i ADHD, er der grænser for nuancerne i personbeskrivelsen. Der er heller ikke parallelle sidehistorier eller dybdegående miljøbeskrivelser. Men det er tekstens omfang, der sætter grænserne, ikke lix-tallet. Straarup & Co har flere bøger i serien Letlæsning til unge og voksne, som ADHD er en del af.