Ærte og Halm hang sammen ved skuldrene ved fødslen – nu er de skilt ad og er derfor begge enarmede. Når de sætter skuldrene hvor de oprindeligt hang sammen, kan de læse hinandens tanker. Tilsammen hedder de Ærtehalm.
Ærte er fortælleren, og hun beretter om den ferietur, de er på med deres far og deres kønne, men ondskabsfulde søster, Sille.
En stor del af plottet er knyttet til de tyske bunkere i Blåvandshug, mug og til Anden Verdenskrig og de tyske børn, der under og efter krigen boede i Danmark. Mere bør ikke siges om plottet i denne børnekrimi.

Jo, lidt mere: Opklaringen åbenbarer chokerende psykologiske og gysende dybder, der leder tanken hen på en så prominent gysermester som Hitchcock.
Lad det være sagt med det samme: Bogen er ikke for sarte sjæle, men den er værd at gyse for.

Det bedste ved bogen er dens billeddannende og flydende sprog, og beskrivelsen af det truede sammenhold mellem Ærte og Halm. F.eks. Ærtes fornemmelse for de tyske børns vilkår, som hun fornemmer i en bunker med udstillet legetøj:
"Jeg lægger hånden mod glasset, og selvom det er imellem os og tingene, kan jeg svagt fornemme legetøjets lyde. Og nogle børn, der ler.
Men pludselig er det ikke latter. Det er gråd. Sådan en gråd, der ikke engang har lyd. Det kan jeg høre. Gråd uden lyd. Måske kan H. også høre det. Hun tager mig i hånden."
Kort, præcist og meget poetisk.
For slet ikke at tale om Ærtes beskrivelse af sin og Halms tingfinderrolle:
"H og mig er en slags historieopsamlere. Vi er som regnvandsbeholdere, der bliver fyldt med dyrebare vanddråber, som man kan vande sine blomster med i haven, når der er tørke."
Vi skal tilbage til klassikerne for at finde et sprog i samme kaliber.
Genremæssigt skriver den sig ind i en lang række børnedetektiv-romaner, men den irriterende kækhed, der kan være over børnedetektiver, er her erstattet af lavmælte og indfølte børneportrætter af et par piger, der kunne opfattes som freaks – og også bliver det, ikke mindst af Søster Sille - men som vender deres særpræg til en styrke.

Rikke Villadsen har illustreret begivenhederne med enkle blyantsagtige streger, der umiddelbart er kære, men hele tiden med en sørgmodig eller uhyggelig understrøm.

ÆRTEHALM er den bedste børnebog, jeg længe har læst.
ÆRTEHALM – MUG I BLÅVANDSHUG er den anden bog i hvad der forhåbentlig bliver en længere serie om og med Ærtehalm-detektiverne. Den blev nomineret til årets Orla, men modtog den desværre ikke. Det havde den ellers fortjent.