AI i socialt arbejde mere tid til kerneopgaven er en ambitiøs og vigtig fagbog. Vi er alle i berøring med AI ofte uden at have et klart sprog for, hvad det egentlig er eller gør ved og for os. Bogens styrke er, at den hverken forfalder til teknologibegejstring eller dommedagsretorik, men fastholder et undersøgende, reflekteret og praksisnært blik på kunstig intelligens som et vilkår i pædagogisk praksis.

Et gennemgående greb er, at AI præsenteres som et redskab, der potentielt kan understøtte faglighed men aldrig erstatte relation, dømmekraft eller ansvar. Kornum er tydelig i sin pointe om, at AI overhovedet ikke er etisk eller tager ansvar. Det kan alene mennesker! AI tænker ikke, men producerer data ud fra mønstergenkendelser og er en sprogmodel. Denne insisteren er vigtig i en tid, hvor effektivitet og automatisering ofte fremstår som uproblematiske goder.

Bogen giver eksempler på anvendelser af AI i socialt arbejde, fx i forhold til dokumentation, sagsforberedelse og støtte til refleksion. Eksemplerne er jordbundne og bidrager til at afmystificere teknologien. Det er en styrke, at bogen ikke kræver teknisk forhåndsviden.

Et vigtigt anvendelsesmæssigt perspektiv, som bogen aktualiserer, er den stigende belastning af den faglige dømmekraft i en hverdag præget af kompleksitet, tidspres og knappe ressourcer. AI kan opleves som en attraktiv støtte, men har ikke den fornødne kontekst til at blive brugt ukritisk. Det er alene en algoritme. Når algoritmen anvendes, har borger fx krav på indsigt. Ligesom der er krav om, hvordan du til at starte med også deler viden med din AI (almindelig tavshedspligt og GDPR). Bogen bliver således eksemplarisk guidende for, hvordan man som medarbejder i det sociale felt både inviteres til at bruge AI og forholder sig til redskabet.

AIs sprogmodeller er karakteriseret ved et venligt, anerkendende og konfliktdæmpende sprog. Har vi brug for et system, der primært er bekræftende og imødekommende eller har vi brug for en kritisk medspiller? Hvis du stiller AI en opgave, som den ikke kan svare, vil den gå alt for langt i bestræbelsen på at gøre dig glad ved at tilbyde dig svaret alligevel. Den ligefrem hallucinerer sig frem til svar. Første gang jeg ville anvende ChatGPT, og bad den sidestille nogle teorirammer; så kunne den ikke og digtede helt vildt. Det passede slet ikke, det den delte med mig! Jeg forholdt den til dette faktum og den reagerede ved at fremstamme et undskyld. Kornum svarer præcist ind i dette; hvordan skal en nyuddannet have den fornødne faglige overskud til at blive sandhedsserum for sin anvendelse af AI? Herhjemme hos mig har jeg nu promptet min ChatGPT til ikke at tale mig efter munden; altid undersøge noget flere gange og fra forskellige perspektiver.

Samtidig oplever jeg, at netop AIs tilgængelighed i hyperkomplekse situationer (hvor du ikke har tid eller mulighed for at sparre med nogen af dine kollegaer) kan virke emotionsregulerende for den professionelle selv. Som konsulent og supervisor arbejder jeg med at tilbyde AI som en del af den brede værktøjskasse, jeg stiller til rådighed for ledere og medarbejdere i det livslange arbejde med at forblive professionelle.

Bogen prioriterer refleksion og overblik frem for faste manualer og færdige løsninger, hvilket gør den velegnet som grundbog og samtalestarter i de pædagogiske fællesskaber på arbejdspladser eller i uddannelserne.

Når jeg har arbejdet med velfærdsteknologier, er det afgørende, om det er som professionelt pædagogisk værktøj? De gode råd de professionelle gives her, hvordan arbejdes disse ind og bliver greb, som borgere selv kan anvende? Det betragter jeg som et stærkt potentiale, som jeg stadig er nysgerrig på. Jeg er sikker på, at det vil være et produktivt redskab for forskellige målgrupper, når det introduceres på samme fine måde som denne bog formår.

Samlet set er AI i socialt arbejde en vigtig bog, fordi den minder os om, at teknologisk udvikling altid også er en pædagogisk og etisk udfordring. Og at det netop er her, pædagogers faglighed er uomgængelig.