I Al den snak om læring fremlægger Steen Beck en læringsteoretisk position, som forener Piaget og Vygotsky. Målet er at vise, hvordan det at lære er forankret i den enkeltes egen eksistens såvel som i samspillet med andre.

Bogen falder overordnet set i tre dele. Første del omhandler Piaget og Vygotskys teoretiske standpunkter. Anden del tager fat i nutidige positioner på forskningsområdet med Piaget og Vygotstky som omdrejningspunkter. Tredje og sidste del er Becks eget bud på, hvordan en didaktik kan tænkes i samspillet mellem Piaget og Vygotskys; en såkaldt socio-eksistentiel læringsteori.

Allerede i indledningen slår Beck fast, at bogens formål er at blande sig i den nuværende diskussion om læringsbegrebet. Det gælder både folkeskolens Hattie-inspirerede læringstilgange og Biestas kritik af den målstyringsiver, der risikerer at føre til en instrumentalisering af undervisningen og i sidste ende elevernes tænkning. Beck ønsker at undersøge, om der ikke hos de to læringsteoretikere Piaget og Vygotsky, som har haft enorm indflydelse siden 1960erne i Danmark og de øvrige nordiske lande, findes nye veje at gå. Jeg kan afsløre med det samme, at det mener Beck, at der gør.

Dette understøttes særligt i bogen første del, hvor de to teoretikeres vigtigste positioner undersøges grundigt. Først Piaget og derefter Vygotsky. Det er også denne første del af bogen, som for læseren kan virke en smule lang og meget teoretisk. Selvom der er vigtige pointer, fx at Piaget ikke kun arbejdede med læring i individuelt psykologisk perspektiv, men også havde blik for at vi lærer i samarbejde med andre, så sidder man alligevel ofte med en fornemmelse af, at der er tale om en teoretisk gennemgang, som nok er nødvendig men ikke synderligt relevant i den store sammenhæng. Jeg er med på, at Beck har brug for det teoretiske fundament for senere at kunne folde sin egen læringsteoretiske position ud, men måske det havde fungeret som en bedre trædesten, hvis der havde været en større vekslen mellem de to dele.

I bogens anden del tager Beck fat i nutidige fortolkninger af Piaget og Vygotsky, herunder Illeris, Säljö, Biesta og Hattie. Det giver et godt indblik i, hvordan de to teoretikere stadig anvendes i bredt omfang i dag. Becks fokus er hele tiden på, hvordan undervisningen hænger sammen med det at lære, og hvor vigtigt det er at have for øje, at læring altid foregår i en kontekst. Bl.a. skriver han i en kritik af Hatties ranglister og fokus på virkning i undervisningen: Problemet er bare, at undervisning altid foregår i en kontekst, hvor mange faktorer spiller ind, og hvor man som lærer altid skal vælge mellem forskellige løsninger i en verden af begrænset tid og ressourcer. Becks pointe i den forbindelse er, at hvis læreren blot ender med at skulle følge en række anbefalinger på baggrund af Hatties måling af virkning, så ender lærerens forståelse af god undervisning med at blive kunstig og uden forståelse for lige netop de faktorer, han har udelukket gennem sine metodiske (fra)valg.

Det fører videre til bogens tredje del, som uden tvivl er den stærkeste (og som egentlig også er hele pointen med udgivelsen). Her udvikler Beck en mulighedernes didaktik som fokuserer på både elevernes indre psykologiske og eksistentielle rum og et ydre socialt læringsrum. På baggrund af cirklen med de fire læringsrum, som Beck udviklede i 90erne, tilføjes de fire læringsrum en dimension med gode læreprocesser med udgangspunkt i Piaget og Vygotsky. Målet er at pege på, hvilke læreprocesser eleverne kan arbejde med i forskellige aktiviteter i undervisningen fx projekter, opgaver m.v. Der gives således ikke en læringsmanual for aktiviteter i undervisningen med effektmåling osv. Der er i stedet tale om refleksioner, der handler om læringsmuligheder i undervisningen.

Modellen er både praktisk anvendelig og teoretisk funderet, og er derfor glimrende til at igangsætte refleksioner over egen undervisning eller som udgangspunkt for supervision. Jeg kunne dog ønske mig flere konkrete eksempler i denne del af bogen til at illustrere de didaktiske pointer. Det kan være, at det kommer i senere udgivelser på baggrund af de samarbejdsprojekter med skoler, som Beck gennem årene har været engageret i.

Overordnet set er bogen et must for undervisere, der gør sig refleksioner over egen undervisning. Becks læringsteoretiske position er grundigt underbygget og det afsluttende kapitel om læringsrum i undervisningen fungerer som en øjenåbner selv for den garvede underviser.

Faglitteratur
Frydenlund
Steen Beck
238
Sune Weile
14. september 2018

Seneste anmeldelser