Kan man fortælle børn om alkoholisme? Og hvordan? Svaret på det første må være et modspørgsmål: Kan man undlade at fortælle børn om alkoholisme? Tilbage bliver det lille ord ”Hvordan”, og med denne bog får vi en afdæmpet, lidt trist historie, som ender rigtigt lykkeligt.

I Alkofanten i rummet er det Peter på 10 år, som fortæller om sin hverdag. Ved første øjekast har han en ret almindelig familie med to forældre og en lillesøster på 6 år. Men allerede i andet afsnit er der en sprække i overfladen: I nat sover far på sit arbejde. Det gør han tit. Når han er for træt til at gå hjem. Læseren forstår hurtigt, at det ikke er arbejdet i sig selv, der gør far træt.

Både tekst og billede viser, hvad alkoholen gør ved far. Han klarer ikke simple hverdagsopgaver som at hente og bringe børn, gå lige, låse døren op eller læse godnathistorie. Og hvad teksten ikke fortæller, viser billederne: Der er en stor, grå elefant (alkofanten), som følger far hele tiden. Den holder ham i sofaen, når han sover. Den omfavner hele lejligheden, når far og mor skændes.

Billederne viser også, at børnenes forhold til far langsomt forværres. Fra overbærenhed over bebrejdelser til sorg.

Vendepunktet kommer, da familien siger fra. Far, du er her, men du er her ikke. Er du ligeglad med, hvad vi laver? Hvorfor leger du ikke med os, som andre fædre gør?, spørger Peter. Det får far til at gå en lang tur og tage en samtale med sin kone.

Nu løbetræner far. Mor siger, at han også skal tale med en psykolog. Gennem hende hører læseren også, at det sværeste ikke er at lade være med at drikke. Det sværeste er at blive ved med at lade være. Det er en god detalje, som viser læseren, at selv om historien ender lykkeligt, så er der også en dag, efter at bogens sidste side er læst.

Sideløbende med den reale historie kører en leg en fantasirejse som Peter og lillesøster har. De flyver i raket. En virkelighedsflugt, som samtidig er en overlevelsesstrategi, når de ikke kan være i lejligheden. I slutningen af Alkofanten i rummet tager de elefanten med i raketten. Børnene sætter den af på månen, hvor der også er andre elefanter. Vi er ikke de eneste, der har flyttet elefanter. Der er masser af elefanter i verdensrummet.

På bogens sidste opslag er idyllen genoprettet. Familien sidder og læser godnathistorie sammen. Udenfor vinduet er månen med de mange elefanter. Alle er glade. Og på brystet af far sidder en slags medalje, som mor har lavet til ham: En elefantorden!

Skønlitteratur
Jensen & Dalgaard
Ditte Steensballe
Kirsten Gjerding
32
Bjarne W. Andresen
21. februar 2019

Seneste anmeldelser

Tilmeld dig vores nyhedsbrev