April 2004

VÆSENTLIGE OG VEDKOMMENDE BERETNINGER

Anbringelser. Et glohedt emne der konstant er genstand for opmærksomhed i medierne; Hvor meget koster det at anbringe børn udenfor hjemmet? Anbringer vi for få eller for mange? Hvilke kommuner anbringer flest, hvilke færrest?
Sidste år slog en rapport fra Socialforskningsinstituttet fast, at vi i Danmark ved meget lidt om, hvad en anbringelse uden for hjemmet betyder for børnene.

Med ANBRAGTE BØRN får vi en mulighed for på ganske uvidenskabelig men stærkt personlig og vedkommende vis at placere os direkte i orkanens øje – der hvor anbringelse er blevet en skæbne.

ANBRAGTE BØRN er 25 beretninger af 25 vidt forskellige mennesker, der i løbet af deres opvækst har følt sig anbragt. De forsøger at give svar på, hvilken betydning dette lod har for dem som voksne. Et spørgsmål der vel i bund og grund er nærmest umuligt at besvare. For som flere af bogens bidragydere også netop trækker frem, er det ikke til at vide, hvordan deres liv havde formet sig, hvis ikke anbringelsen havde været en realitet.
Men ikke desto mindre giver det bestemt mening at beskæftige sig med spørgsmålet på den måde, som ANBRAGTE BØRN tager fat i det på.
For de 25 personlige beretninger viser dels 25 unikke individer med hver sin historie bag sig og hver sin nutid og refleksioner dels 25 variationer af oplevelsen ’anbragt udenfor hjemmet’ med et fællestema af bestemte følelser og problematikker, der ulmer og spøger. Hermed tegner bogen i sin helhed en forsigtig karakteristik af betydningen af at have været et anbragt barn.

Fortællingerne i ANBRAGTE BØRN rummer hudløse beskrivelser af den angst, hjemve og ensomhed, der er blevet eller har været en del af tilværelsen. De giver et indblik i, hvordan de voksne undervejs har kæmpet eller stadigvæk kæmper med manglende selvværd, savn, følelsen af at være anderledes samt problemer med at stifte familie trods i manges tilfælde stor lyst og tilskyndelse til at få sin egen familie.
Det er fortællinger, der hele tiden kredser om behovet for at knytte sig til nogen og mulighederne eller netop manglen på muligheder for at knytte sig til nogen som anbragt barn.
Bedsteforældrene indtager i mange af livshistorierne en meget central rolle og særlig betydning som de voksne (og biologiske familiemedlemmer) mange af bogens forfattere føler sig tæt knyttet til. Fra stunder med bedsteforældrene stammer de roligste og mest trygge minder fra barndommen i manges tilfælde.
Men også pædagoger, kostledere, plejeforældre og især de andre børn, barnet har været anbragt sammen med, figurerer som centrale og betydningsfulde personer, som i nogle tilfælde på en særlig måde kan være ophav til følelsen af at høre til.

Den store bredde mht. alder, geografisk placering og anbringelsessteder, som beretningerne i ANBRAGTE BØRN spænder over, er med til at give variationer i de begivenheder og refleksioner, vi indvies i.

Årsagerne til anbringelse er et af de punkter hvor bogen overrasker, hvis man er vant til at følge emnet fra mediernes dækning.
Omsorgssvigt og alkoholproblemer er kun en del af årsagerne til anbringelserne. Også voldsomme skilsmisser, en forælders død, en praktiske løsning på et praktisk problem (forældres job) mm. giver anledning til anbringelse udenfor hjemmet.
Børnene som nu er voksne, oplever deres anbringelse som mere eller mindre uforståelig eller mere eller mindre forståelig. Flere ræsonnerer, at ”det var nok det bedste” (at blive anbragt). Andre er stadig uforstående.

De 25 personer, der har valgt at dele en del af deres livshistorie med læseren, har (med en undtagelse) alle selv skrevet deres historie.
Det er et rigtig godt valg, da beretningerne dermed får deres rette autentiske og vedkommende tone.
ANBRAGTE BØRN er blevet en spraglet samling fortællinger fra den nærmest Peter Høeg’ske De små mænd hvor kronologien er utydelig og læseren i høj grad må fornemme og føle sig frem til mere stramme fremstillinger med en klar kronologi og et tydeligt udtalt svar på, hvilke spor anbringelsen har sat i sjælen på det voksne menneske.

For at få et realistisk billede af anbringelsers spor i voksne sjæle, er det vigtigt, når man læser ANBRAGTE BØRN at have in mente, at bogens bidragydere er ’stærke’. De har modet til at stå frem og fortælle deres historie – de er i stand til at fortælle den i bogform.
Som Lorentz Lindemann skriver i forordet: ”Min næste tanke går til min søster. Som sidder på en bænk et eller andet sted med tænderne i lommen. Totalt gået i hundene. Hun er ikke med i bogen, men hun skal ikke glemmes.”
De 25 skæbner vi møder i ANBRAGTE BØRN er de skrøbelige skibe, der ikke er blevet væltet helt, da de blev anbragt på det store hav (se bogens forside).

Bogens layout er gennemført og indbydende. De enkelte beretninger indledes med et stort portrætfoto af forfatteren, hvilket er med til at give fortællingerne et ansigt, men også i høj grad er medvirkende til at understøtte budskabet: Disse mennesker har noget vigtigt at fortælle.
Og det har de.

Som pædagog eller anden fagperson med kontakt til anbragte børn, giver bogen mulighed for at sætte sit arbejde ind i en helt anderledes tidsramme. Som professionel møder vi mennesker på et bestemt tidspunkt og i en afgrænset periode af deres liv. Men det er hele mennesker. Livet er begyndt, før vi møder dem, og det fortsætter bagefter.

ANBRAGTE BØRN er alt i alt fortællinger, der rummer betragtninger, budskaber og især erfaringer, man som pædagog, politiker, menneske simpelthen ikke kan sidde overhørig.

Mette Hegnhøj Mortensen