Marts 2004

SOLSTRÅLEHISTORIER OM AT FINDE OG FORTÆLLE DE GODE HISTORIER

Anerkendelse som glose skriver sig direkte ind i det pædagogiske repertoire af slagord og slogans, der længe har vundet og stadig er i gang med at vinde sig udbredt plads i virksomhedsplaner, kontrakter og målsætninger.
ANERKENDELSE I BØRNEHØJDE er først og fremmest en samling solstrålehistorier, der evner at putte kød på det spinkle skelet, som slagord altid er i fare for at forblive.
Forskellige praktikere fortæller omhyggeligt om, hvordan de i større og mindre projekter har arbejdet med anerkendelse og værdsættelse i en praksis inspireret af Appreciative Inquiry (AI), systemiske og narrative teorier.
Det er projekter, hvis fællesnævner er, at alle involverede sætter fokus på det positive; finder de gode historier og oplevelser frem og fortæller dem.
Det er en mere-af-det-metode, hvor grundtanken er, at det giver energi til forandring at se på det, der virker.
Alle fortællingerne vidner da også om, at der opstår forvandlinger:
Børn, der før havde begrænsede strategier, oplever at udvikle en vifte af nye handlemuligheder. Klasser med mobning og holden-udenfor oplever, hvordan de som ved et trylleslag kan lukke hinanden ind i varmen, og hvordan nye venskaber pludselig og uventet opstår. Læreren for hvem det lykkes ærligt at anerkende en ”møgunge”.
Fortællingerne præsenterer mangeartede sider af det at arbejde med anerkendelse og formidler utvetydigt, hvor god en ide det er at arbejde med anerkendelse (også) i børnehøjde. Denne konklusion er der i sig selv ikke noget overraskende ved. Det ny-skabende ved bogens ideer er, at det ikke bare er de voksnes arbejde med at anerkende børnene, men også børnenes oplevelser, når de begynder at anerkende hinanden, der fortælles om. Her fænger eksemplerne stærkest.

Det er de større projekter, der fortælles om i ANERKENDELSE I BØRNEHØJDE. Det er ikke anerkendelse i hverdagens stille praksis, det er ekstraordinært som f.eks. et trivselsprojekt i en klasse ledet af en konsulent, en åben rådgivning på en skole, et længere forløb med ny skolegård, hvor anerkendelsesprojektet indgår som en del af et større projekt, brug af systemiske og narrative teorier i et længerevarende forløb med nogle en gruppe drenge fra en klasse m.m.

ANERKENDELSE I BØRNEHØJDE skal læses som det, den er: spændende inspiration for praktikeren, der ønsker at få ideer til den konkrete udformning af rammer til at arbejde med anerkendelse med børn. Det er metodiske overvejelser og praksiseksempler, der er fokus på i bogen. Læseren introduceres kortfattet til de begreber, antagelser og teorier, som projekternes tanker og ideer udspringer af, men det er ikke en bog, hvor AI, systemisk tænkning og narrative teorier udfoldes.

Børnehøjden i ANERKENDELSE I BØRNEHØJDE er skolealderen. Den måde, der arbejdes på er meget ’sproglig’ – børnene interviewer eksempelvis hinanden – hvor-for arbejdsmetoderne umiddelbart synes at matche denne aldersgruppe. Alligevel sidder jeg med en fornemmelse af, at det ville være en oplagt mulighed og udfordring at prøve ideerne af (i tilpasset form) med børnehavebørn – og lidt ærgerligt at eksemplerne begrænser sig til skolebørn.

ANERKENDELSE I BØRNEHØJDE er i den grad skrevet i anerkendelsens ånd; fokus på det positive, de gode historier, det der virker – fordi det giver energi.
Fortællernes åbenlyse begejstring over, hvor fortryllende projekterne falder ud, er da også hovedsagelig smittende. At begejstringen sommetider klinger en smule overgearet er nok i virkeligheden et udslag af anmelderens (og mange andre janters) manglende erfaring med at fokusere udelukkende positivt. For som arbejdsmetoderne præsenteres i bogen forekommer de geniale, og eksemplerne bliver i sig selv gode historier om at finde og fortælle de gode historier.
Og det giver energi at læse bogen. Man sidder ikke tilbage med en lang liste af pas-på-disse-typiske-fælder-forbehold, men i stedet en lyst til at prøve…

Mette Hegnhøj Mortensen