ANTON OG ARNOLD er Ole Lund Kirkegaard light. Bogens personer har den skævhed, man kender fra Albert, Lille Virgil og alle de andre. Alligevel er historierne nemmere at følge med i, især for yngre børn, som ville falde fra ved kapitelbøger. Der ryger desværre også noget af den fandenivoldskhed, som har gjort Ole Lund Kirkegaard kendt.


Den navnløse jeg-fortæller møder to tvillinger, Anton og Arnold på en dag så varm, "at folk må sove uden nathuer på, og hønsene lægger blødkogte æg." Tvillingerne ligner hinanden så meget, at de ikke selv kan finde ud af, hvem der er hvem. De tre drenge kommer ud for en række små misforståelser, primært fordi fortælleren bilder Anton og Arnold ind, at han kan læse. De gør ting, som frække drenge gør i det Kirkegaardske univers: laver en hemmelig klub, lukker grisene ud, leger indianere.


Det er karakteristisk, at selv de mest skøre påfund fortælles helt neutralt. Bogens titel antyder, at der kun er to frække drenge; altså at fortælleren ikke ser sig selv som fræk. Alligevel har han ikke antydningen af fordømmelse af de andre. Han har ikke dårlig samvittighed over at lyve, det kommer ligesom helt naturligt til ham og kan nemt forklares. Den vinkel er god og gør det til et sikkert hit hos børn. De gider nemlig ikke løftede pegefingre og moraliserende voksne.


En af historierne handler om den dag, fortællerens mor tog på skovtur med de andre damer (sådan kaldes de!) på gaden. Far kan slet ikke finde ud af at passe huset imens, selv om Mor har lagt en seddel med det, han skal lave: Nilfisk-støvsugeren puster, frikadellerne brænder på og han bruger en saks til at klippe græsset, så de kan finde en nøgle, som viser sig at sidde i døren. Det er en ren anakronisme, men den fungerer godt på sine egne betingelser.


Det kan godt være, Lille Virgil vakte opsigt i 1967 ved at være helt anderledes end børnebøger før det. ANTON OG ARNOLD virker derimod meget tam og hyggelig – og skal netop læses på den måde. De fem historier i bogen er pudsige og deres figurer og situationer er vel heller ikke helt uddøde. Man har lov at håbe. Måske vil ANTON OG ARNOLD bidrage til, at lidt flere frække drenge (og piger) får lyst til at høre historier, når de ikke lige driller smede, fanger drager og bygger huse!


Kendere af Ole Lund Kirkegaards forfatterskab vil huske, at ANTON OG ARNOLD allerede udkom i 2005. Denne nye udgave adskiller sig på to måder. Dels har Rasmus Bregnhøi lavet helt nye illustrationer, dels er historierne nedskrevet direkte fra optagelser fra de radioudsendelser, Ole Lund Kirkegaard oprindeligt indlæste dem til. Illustrationerne er holdt lidt i samme stil som forfatterens egne illustrationer uden at forsøge at være plagiater. Det er lykkedes rigtigt godt.