Eventyret om den fortryllende og eventyrlige bog AT FORTÆLLE SIG SELV:
Der var engang den yndigste pige med de fineste krøller sit lange gyldne hår. Hun hed Fortælle. En solskinsdag gik hun en tur i skovens dybe stille ro og plukkede de smukkeste blomster i alle regnbuens farver. Pludselig blev stilheden brudt af en hest, som kom galopperende. Det var den unge, smukke ridder på den hvide hest. Han kom fra JAGOO SLOTTET, og han fortalte Fortælle, at han havde fundet en både fortryllende og eventyrlig bog i en skatkiste med de dejligste og klogeste bøger. Han bad Fortælle om at skrive og fortælle om denne mageløse bog til alle og enhver på gader og i stræder.


Fortælle styrtede glad hjem til sit lille hus i skoven, tog sine eventyrlige fortællebriller på, og begyndte at læse. "Jeg bliver sandelig klog af at læse denne bog", tænkte Fortælle. Den var skrevet af fortællemester Lene, og det var ikke en tung, støvet gammel bog med uforståeligt indhold. Nej, der var sjove tegninger og bogstaver, og den var dekoreret med en fin farve. Og sproget! Jo, det var jævnt og lige ud ad landevejen. Fortælle kunne slet ikke lade være med at læse frem i bogen, for den var så dejlig som det pureste guld, og alle mennesker, som var sammen med børn, ville komme til at elske den ligeså meget, som Fortælle gjorde.


Lene fortalte om vismand Daniel Stern, som havde observeret børn i mange år. Han talte bl.a. om barnets narrative selv fra omkring 3-års alderen, og at det er vigtigt at lytte og opmuntre barnet til at udtrykke sig fortællende. Sprog er ikke bare sprog, man må se på barnets evne til at danne meningsfulde fortællemønstre.  I bogen kan man læse mange kloge ord om børns narrative udvikling helt fra de er ganske små, og det er spændende læsning. Lene ved, hvad hun taler om, for hun refererer til mange andre kloge fortællemestre. Fortælle kendte ikke andre bøger, der handlede så specifikt om børn, fortælling og eventyr.


Fortælle blev glad, da hun læste, at hun ikke skulle være lige så klog som de tre vise mænd for at læse og fortælle eventyr for børn. Hun skulle bare øve sig, og Lene gav hende gode råd. De fysiske rammer skulle være i orden, f. eks. dæmpet belysning, stearinlys, der blev tændt, stilhed. De voksne skulle være nærværende og fortælle sådan, at tid og sted forsvandt, og alle nærmest blev en del af historien. Når pædagogen fortæller historier, kommer der fokus på det indre liv, på barnets egne tanker og følelser, der kan italesættes. Det enkelte barn oplever, at eventyret taler til noget indeni det selv. Lene beskrev hvordan alle eventyr følger et bestemt mønster. Mange gange handler det om børn eller dyr, der skal gå så grueligt meget ondt i gennem, inden de får prinsen eller prinsessen og det halve kongerige med til sidst. Der er altid de gode og de onde. Børnene identificerer sig med personerne i eventyrerne, som har en stor betydning for barnets selvfølelse, identitet, personlighedsudvikling og sprogtilegnelse. De bearbejder deres oplevelser og relationer til andre børn og voksne ved hjælp af eventyrerne.


Fortællinger er alle steder og til alle tider. Alle fortæller historier, og det må ikke overses. Vi har hver vores livshistorie. Nogle har en trist og svær livshistorie. Men livshistorier er fortryllende og magiske. Der altid et lille lyspunkt et sted, som kan blive større og større for til sidst at skubbe den mørke sky væk.  Vi kan selv præge vores egen historie og fortælle det, vi helst vil fortælle.


Lene slutter sin bog med at beskrive en plan for, hvordan man kan lave et fortælleværksted for mindre børn, hvor der er særlig fokus på det enkelte barns sproglige og personlige udvikling. Det er en meget lærerig og anvendelig plan. Og til allerallersidst i bogen: Eventyr med efterfølgende kloge refleksioner.


Fortælle tog sine store, eventyrlige briller af. Nu måtte hun vist stoppe, selvom der var meget mere, hun kunne skrive. Men hun kunne slet ikke være inde i sit lille hus i skoven. Det kildede i maven af begejstring. Hun måtte ud på gader og stræder, ja, ud i den store vide verden og fortælle om denne mageløse og kloge bog. Det var nat, og der var så mørkt og stille derude. Hun kiggede op i det store, uendelige, mørke himmelrum, og hun så seks smukke stjerner funkle for: At fortælle sig selv!