At møde verden med undren består af seks overordnede kapitler. Udgangspunktet er en case i Vejle Kommune, som har gennemført flere projekter med fokus på innovation og kreativitet. Casen introduceres tidligt i bogen, men forsvinder derefter lidt for til sidst at dukke op i det sidste og konkluderende kapitel. Mere om det senere.

Flere af kapitlerne er grundlæggende begrebsafklarende. Det gælder særligt kapitlerne om undren og undrings- og visdomssøgende innovation. Hansens pointe er, at vi har skabt meget lidt plads til at undre os i vores organisationer i dag, fordi vi er så fokuseret på målopfyldelse. Det betyder samtidig, mener Hansen, at vi har svært ved at komme ind til de problemer, som er meningsgivende for os. Her henter Hansen bl.a. inspiration i en mere poetisk undren, der skal hjælpe os med at være mere åben følelsesmæssigt for det, der møder os i verden. Det kan lyde en smule uklart, og det bliver det også enkelte steder. Både fordi Hansen bevæger sig på et filosofisk plan, som enkelte steder bliver meget teoretisk. Men også fordi bogen har en tendens til at blive meget abstrakt, når den føromtalte case glider ud. Det havde i disse passager styrket bogen, hvis konkrete erfaringseksempler havde fyldt mere.

Hansen skriver en del om forskellige former for innovation fx Klods Hans-innovation, poet-innovation og meningsdreven og filosofisk inspireret innovation. Det giver et solidt teoretisk udgangspunkt for at forstå begreberne, men kan også enkelte steder stå i vejen for en mere praktisk anvendelse. Pointerne står efterhånden skarpere, når det handler om forskellige måder at arbejde organisatorisk på, når Hansen fx skriver, at når medarbejderne begynder at opnå meningsfuldhed i arbejdet, så er det fordi man som leder og som organisation lærer at inddrage den menneskelige faktor eller længsel efter at deltage og være en del af en højere mening og et højere formål. Kan man samle folk om et sådant hvorfor, vil man kunne opleve en helt ny kreativ og menneskelig energi strømme ud i organisationens yderste lemmer og fibre.

Pointen er, at hvis medarbejderne skal finde arbejdet meningsfuldt, så er lederne nødt til at finde tid og rum til, at medarbejderne kan undre sig over de problemstillinger, som de møder i hverdagen. Det er ikke nogen nem øvelse, fordi der er så stort fokus på konkret opgaveløsning i langt de fleste organisationer.

En del af løsningen giver Hansen i bogens sidste kapitler, som igen vender tilbage til casen i Vejle Kommune. Her kommer en stribe eksempler på, hvordan der er arbejdet med Wonder Labs, som er samarbejdsformer, der giver plads til forskellige former for innovation, herunder muligheden for at kunne undres. Her bliver det pludselig konkret igen, og jeg havde ønsket, at der undervejs i bogen blev henvist flere steder til de konkrete cases. Det havde gjort bogen lidt nemmere at læse, og ville samtidig understøtte selve intentionen med at bringe praksis i tæt samspil med undren. Det betyder dog stadig, at der er tale om en vigtig udgivelse, fordi den taler ind i en organisationer, der ofte er styret ud fra forskellige afarter af public management, hvor der er risiko for, at der bliver meget lidt plads til, at den enkelte medarbejder kan finde mening i de enkelte arbejdsopgaver. Her taler bogen for, at det er tid til, at vi undres. Og at der bliver sat tid af til det i enhver organisation.