Januar 2005

AT SÆTTE EN PÆDAGOGISK DAGSORDEN er en debatbog med oplæg til mange diskussioner i personalegruppen. Den giver ikke endelige svar på, hvordan man laver pædagogiske læreplaner. Til gengæld giver den mange bud på, hvad man kan tage med i sine overvejelser undervejs i arbejdet.

Unni Lind har en meget konstruktiv tilgang til pædagogiske læreplaner. På den ene side skal man huske at bevare de værdier, man allerede har i sin pædagogiske praksis. På den anden side er videreudvikling vigtig. Kunsten er at ramme en balance mellem de to hensyn.

Læseren advares mod for firkantede mål, f.eks. at børnene skal lære at tælle til ti. Pædagogiske læreplaner kan være en del af bevægelsen fra en socialretslig opgave (og pasning) mod en pædagogisk opgave. Det indebærer en risiko for skolificering. I stedet skal man have fokus på differentiering, så man tager udgangspunkt i barnet. Der er et afsnit om udsatte børn.

Indledningsvis gennemgås Servicelovens paragraf 4 - 8, inklusive den nye 8a. Det er den del, som handler om generelle bestemmelser om børn og unge samt formål for dagtilbud. Det er et stort plus at se disse paragraffer i sammenhæng. At der er kommet et nyt tillæg om pædagogiske læreplaner i loven, betyder ikke, at de gamle formål får lavere gyldighed. Børns rettigheder, f.eks. FNs børnekonvention, inddrages i forhold til pædagogiske læreplaner. Etnicitet, kønsproblematik mm. i forhold til barnet nævnes også.

De sidste kapitler i AT SÆTTE EN PÆDAGOGISK DAGSORDEN får lidt mere præg af en lærebog, selv om det aldrig bliver bogens karakter. Læseren møder to forskellige omsorgskulturer, som defineres ved graden og typen af interaktion barnet og den voksne imellem. Det er i denne del af bogen, man finder et meget væsentligt afsnit om begrebet læring. Unni Lind forholder sig positivt til begrebet. Hun skelner mellem erfaring og indlæring. Læring er et resultat af mange forskellige processer, og man må også definere forholdet mellem læring, opdragelse og dannelse.

AT SÆTTE EN PÆDAGOGISK DAGSORDEN formidler en række andre fagpersoners syn på, hvad barnet skal have ud af dagsinstitutionslivet: Erik Sigsgaard, Donata Elschenbroch ("Kanon for syvårige") og Lois Malaguzzi (Reggio Emilia). Det sidste får endda meget plads.

Sidst i bogen er eksempler fra Sverige, som har arbejdet med pædagogiske læreplaner i en årrække. Man kan hente hjælp fra forskellige skemaer og endelig er de relevante paragraffer og betænkningen trykt som bilag.

AT SÆTTE EN PÆDAGOGISK DAGSORDEN giver stof til mange diskussioner og er god til at sætte gang i processen med at lave pædagogiske læreplaner.