– Veje til mestring i teori og praksis

"Man får det godt af det. Det er ligesom om hjertet opløses – ikke på den måde, men jeg bliver bare rigtig glad. Det er ligesom om, der kommer sommerfugle ud af min mave. Rigtig glad" (Rambøll)

Citatet stammer fra et barn, der har deltaget i en børnegruppe for børn i voldsramte familier. Udsagnet er meget sigende for formålet med bogen Børne- og ungegrupper, nemlig at børn, der i en eller anden form oplever alvorlige problemer i familien, har stor glæde af at mødes med andre i tilsvarende situationer. Det kan være pårørendes sygdom, misbrug eller vold. De to forfattere har begge en bred uddannelse og erfaring som familieterapeuter, men benævner – nok med velberådet hu, for at nedtone det dramatiske element – ikke gruppesamtalerne terapi, men bare gruppesamtaler. Eller ”børne- og ungegrupper”.

Bogen er delt op i to, den første giver en bred teoretiske indføring i terapifeltets historie og vigtigste teorier især den narrative praksis. Det er en af forfatternes tilbagevendende pointer, at netop det narrative element – at ”få fortalt sin historie” – giver børnene og de unge en forståelse af deres egen evne til at mestre de situationer, de kommer ud for. Desuden er den – mere selvindlysende – pointe, at børnene ved at spejle sig i hinanden opnår tre ting: De får en større forståelse for deres egen situation. De får en følelse af normalitet, der ellers kan være dem fremmed. De kan udveksle erfaringer og derigennem får en endnu større mestring, end de havde i forvejen. Desuden kan de i lykkelige tilfælde opbygge et bredere netværk.

Den anden del af Børne- og ungegrupper er en erfaringsbaseret, men delvist fiktionaliseret, beskrivelse af et forløb i en gruppe med børn i 11-14-årsalderen, der har forældre med psykiske sygdomme. Denne del er på mange måder bevægende, ikke mindst fordi man som læser får en direkte indsigt i børnenes indre monologer og overvejelser både over deres egen situation og over gruppeforløbet. Undervejs er der indskudt konkrete refleksioner over gruppeledernes praksis og dilemmaer.

Børne- og ungegrupper er skrevet i et enkelt sprog, der til tider næsten bliver talesprog. Det gør, at den formmæssigt er meget let tilgængelig, selv om indholdet er komplekst og alvorligt.

Samtidig med at forfatterne gør meget ud af at formidle det komplekse i opgaven som gruppeleder er den ikke afklaret i forhold til f.eks. et begreb som retraumatisering og dets betydning for gruppeforløbet. Det er et klart dilemma, at et barn, der har oplevet traumer, både skal forholde sig narrativt til det, og samtidig ikke skal sige for meget om det, enten det selv eller gruppens andre medlemmer så risikerer at genoplive det eller andre lignende traumer. Det er sympatisk, at forfatterne ikke er endeligt afklarede i forhold til retraumatisering, men blot påpeger skismaet.

Et andet – uløseligt – skisma er, om barnet og dets forældre skal vide, at gruppelederen har skærpet underretningspligt i forhold til de sociale myndigheder. Hvis ikke gruppelederen fortæller det på forhånd, og det bliver aktuelt, risikerer man at barnet mister tilliden. Hvis gruppelederen på forhånd fortæller det, risikerer man, at barnet slet ikke ønsker at deltage eller er bange for at være helt åbent i forløbet.

Børne- og ungegrupper tager ikke endeligt stilling til disse forskellige dilemmaer, men påpeger problemerne og overlader den endelige løsning til læseren og den konkrete situation. For undertegnede er det et plus ved bogen, men nogle læsere vil måske gerne have klarere konklusioner.

Alt i alt er Børne- og ungegrupper meget tankevækkende og både enkel og kompleks. Den er primært rettet mod nuværende og fremtidige gruppeledere og øvrige ”ansatte i behandlings-, social-, skole- og sundhedssektoren”. Som sådan fungerer bogen uden tvivl efter hensigten.

I forordet skriver forfatterne, at bogen er skrevet, fordi de selv manglede en tilsvarende beskrivelse af teori og metoder til gruppeledelse, og at de ”har forsøgt at formidle vores erfaringer, så bogen kan være en appetitvækker for fremtidige gruppeledere”. Det står ikke eksplicit i bogen, men er forhåbentlig tydeligt for alle, at den ikke kan stå alene, hvis man er ved at springe ud som gruppeleder. Den kan kun være netop en ”appetitvækker”, og bør altid gå hånd i hånd med kursus eller efteruddannelse.