BØRNEBILLEDBOGEN er et overflødighedshorn for nørder. Over 20 forfattere, illustratorer og andet godtfolk har bidraget med en bred pallet, som dækker så forskellige områder som forlagsvirksomhed, samarbejde forfatter-illustrator, en historisk gennemgang, tabuer, udstillinger og oversættelser. Kun en lille del er direkte relevant for pædagoger i deres praksis, men det opvejer BØRNEBILLEDBOGEN ved at have hele tre billedbøger på sine sider. Ud over de hele historier er bogen gennemillustreret i farver.


Det begynder ellers dårligt. Første kapitel er på norsk. I alt 36 sider fordelt på tre kapitler er på andre skandinaviske sprog. Det er faktisk rigtigt en skam, for det lyder ellers spændende at høre om bl.a. billedbogen som nøgle til at forstå dansk kultur. I virkeligheden et vilkår for alle danske børn: at tilegne sig sit lands kultur gennem bl.a. billedbøger? For mange vil det ikke være et problem at læse fremmedsprog, men det er altså for dårligt at have sparet en oversætter dér. Det samme gør sig gældende i et kapitel om den første "danske" billedbogsforfatter, Frølich, hvor der er en del korte og uoversatte franske citater, titler og udtryk.


Hvis man ikke lader sig skræmme væk af den noget uheldige begyndelse, venter der en rig belønning. Det er svært at vide, hvad man skal fremhæve. Jeg har særligt hæftet mig ved de tre billedbøger. "Ands oplevelser" af Rasmus Bregnhøi er dels gengivet inde i BØRNEBILLEDBOGEN, dels kan den skabes i et lille format ved at skære og folde smudsomslaget. "Max & Møv" illustrerer ganske fint, hvordan et samarbejde omkring en billedbog kan foregå – eksemplificeret gennem parret Oscar K. og Dorte Karrebæk. Den sidste fulde historie er jeg ganske særligt glad for. Ole Lund Kirkegaards hidtil ukendte værk "Historien om en snor" er lavet syv år før "Lille Virgil", som indtil nu har været forfatterens første bog.


Der er i det hele taget meget fokus på store kendte navne: Thomas Winding beskrives i noget, som fremstår som en illustreret nekrolog og har været trykt i Politiken 6. juli 2008, dagen efter hans død. Et kapitel omhandler Ib Spang Olsen og Halfdan Rasmussens samarbejde. Med beskrivelse af såkaldte foldebøger, som jeg klart ser som inspiration til det foromtalte smudsomslag. Kina Bodenhoffs anbefalelsesværdige oversættelser af Astrid Lindgrens bøger er meget spændende beskrevet, om end det kan undre, at kapitlet er skrevet af Kina Bodenhoff selv!


Hanne Bartholin beskriver processen med at lave "Orm får en ven". Pia Jønsson fortæller om forlaget Alma. Lillian Brøgger giver et indblik i en illustrators arbejdsvilkår. Og så videre og så videre.


Et kapitel beretter om billedbogens vilkår i Iran. Om uddannelse af forfattere. Om fald i oplagstal. Om det officielle og undergrunden. En verden langt fra den danske. Og så alligevel ikke. Det er vel dybest set de samme problematikker, der kæmpes med herhjemme. Miljøet i Danmark er også præget af en lille gruppe mennesker, som pudsigt nok er rigt repræsenteret i BØRNEBILLEDBOGEN. De er venner og partnere til hinanden. Om det giver flest fordele eller ulemper, vil jeg lade andre bedømme. I dette tilfælde betyder det, at en del titler, emner og personer omtales flere gange. Det virker nu ikke generende og er et vilkår, når så mange forskellige forfattere beskriver det samme emne.


Flere kapitler beskæftiger sig med tabuer, og om der overhovedet er tabuer tilbage. Døden, aborter, selvmord osv. Desværre er der et påfaldende fravær af de yngste børn i en undersøgelse af, hvad læserne mener om "Anden, Døden og tulipanen". Læserne er repræsenteret ved en 12-årig og to 9-årige, en folkeskolelærer, en præst, en sygeplejerske og en billedkunstner, som også underviser.


I det hele taget er BØRNEBILLEDBOGEN en bog af, om og til voksne. Et kapitel af Nina Christensen indeholder ganske vist en ret lang analyse af "Den sorte bog" (Dorte Karrebæk) og ”Snabels Herbarium” (Christina Weise/Rasmus Bregnhøi), men det er ikke direkte til brug i pædagogisk praksis. Til gengæld bliver man som voksen læser (og som formidler af børnebøger) meget klogere. Og det er et gennemgående træk i bogen. Man skal være noget af en bognørd for at blive helt begejstret. Det er jeg. Bognørd. Og begejstret.