Det er en sød lille historie med en pointe om bøgernes magi. Om de mange gennemtænkte, velformulerede og dejlige børnebøger. Som historiefortæller gør det lidt ondt, at den spontane, dialogiske og kontekstbårne fortælling ikke kan tilfredsstille Sara, men det sker jo.

Mors historie er nu også meget sjov. Den går over ca. halvdelen af siderne i Bare lige én til , og handler om Saras lærer, som giver en vaffel til en bjørn i zoo. Om aftenen banker bjørnen på lærerens dør og griber hende. Det spændingsmæssige højdepunkt: hun er sikker på, at hendes sidste time er kommet. I stedet viser det sig at være begyndelsen på en kærlighedshistorie, hvor de bliver gift, lærer hinandens verden at kende og tager på lange rejser.

Historien slutter ikke her, som traditionen ellers byder. Trætheden indfinder sig for Sara, da mor fortæller videre om en krokodille, et rumvæsen, cancan på planeten Tchonki Boulou og

Marianne Barcilons illustrationer rammer tonen i Bare lige én til  Bløde streger, smil og hjerter i luften. Der er noget at kigge på, mens den voksne læser. Jeg tror, det vil blive en bog, som bliver taget frem igen og igen til de yngste børnehavebørn eller de ældste vuggestuebørn måske på vej ud at sove?