En børnebog er en bog skrevet for børn. Sådan lyder Mac Barnetts definition på en børnebog. Han har sat sig for at skrive en bog til voksne, hvor han forklarer, hvorfor børnelitteratur er så vigtig for børn og for voksne. Det gør han på 104 smalle sider, hvor han skriver i en form og et sprog, der bærer præg af mundtlighed. Det er en direkte henvendelse til læseren. Det er en letlæst fagbog, der kan læses af alle med interesse for børnelitteratur.

Han skriver om den klassiske opfattelse af børnelitteratur: Børnebøger skal lære fra sig. Børnebøger skal have karakterer, der kan virke som rollemodeller, helst talende dyr, allerhelst kaniner. Børnebøger må kun indeholde simple ord, som børnene kender i forvejen. De skal rime. De skal fortælle om magi og feer. () De skal slutte lykkeligt. Sådan er det formentlig i mange engelsktalende lande, men i forhold til det danske (og norske og svenske) børnebogsmarked så er der sket et markant skift i børne og ungdomslitteraturen.

Danske (og nordiske) børnebogsforfattere og illustratorer har taget mange tabuiserede, svære og komplekse temaer op i deres børnebøger. Der er billedbøger, der handler om skilsmisser, om kønsidentitet, om vold i hjemmet, om angst og død og sorg. Danske (og nordiske) illustratorer tegner rigtignok i øjenhøjde med børn, men de eksperimenteres med form og farve. Mac Barnett skriver ud fra sin amerikanske baggrund, og derfor kan hans synspunkter forekomme lidt ude af trit i en dansk kontekst. Alligevel er der god grund til at læse bogen.

Mange voksne, der jo køber og låner bøger på deres børns vegne, har fortsat en forventning om, at børnelitteraturen ikke har ændret sig, siden de selv var børn. De kan her læse Barnetts udsagn om, at der findes virkelig megen dårlig børnelitteratur, helt som der findes megen dårlig voksenlitteratur. Der skal derfor være gode formidlere også til børns læsevalg.

Der bliver citeret fra en lang række klassiske børnebøger. De er hentet fra en engelsksproget verden, det er blandt andet Lewis Carroll, C. S. Lewis, Richard Scarry og Shel Silverstein. Det er fine eksempler, der er ofte små sort-hvide illustrationer med på tekstsiden, så man som læser kan blive mindet om, hvilken bog der refereres til.

Mac Barnett skriver i en mundtlig form, men hans noter (som der er mange af) er mere faktabaserede og med mange gode informationer. Fodnoterne skal læses. De er oplysende og til tider med en humoristisk undertone.

Barnetts hemmelige dør er en bog, der fortæller om børnelitteraturens store dannelsespotentiale. Og husk: Hvis man ikke mener, at børnebøger er rigtige bøger, mener man på sin vis heller ikke, at børn er rigtige mennesker.