Jeg har slet ikke lyst til at give denne bog 6 stjerner. For den er rigtigt væmmelig. Samtidig er den også nødvendig. For det er nødvendigt at sætte ord og billeder på overgreb mod børn. Ikke ”selv om det er væmmeligt”, men ”fordi det er væmmeligt.” Og det gør Gro Dahle og Svein Nyhus.

Guldmaj leger meget med sine legetøjsdyr. Hun har værelset fuld af dem. I kassevis. Hun tager også sin far med i legen. Han er en struds, mener hun. Det er far ikke helt tilfreds med, men han bliver ikke sur. Storebror kalder hun Aben. Han viser hende kattevideoer og andre sjove Youtube-klip, så hun ler.

Men en dag bliver alting anderledes. Aben er alvorlig og trækker vejret tungt, da han kommer ind på Guldmajs værelse og trækker gardinerne for. Han låser døren. Den leg, han vil lege, bryder Guldmaj sig ikke om, men hun kan ikke gøre modstand, ikke sige fra. Nu er storebror en blæksprutte, som rører hende allevegne.

I tiden efter bliver Guldmaj tavs og lyser ikke, som hendes mor ellers kalder det, når hun leger med sine dyr. Blæksprutten bliver ved med at være der. I stuen, i hendes tanker, i hukommelsen, for kroppen husker som bekendt. Guldmaj siger ikke noget til forældrene om Blæksprutten, for hvad hvis de ikke tror på hende? Hun kommer også selv i tvivl: Er det virkelig sket? Og er det hendes egen skyld? Hun gjorde jo ikke modstand.

I en biltur med mor begynder Guldmaj pludselig at fortælle. Og så kan hun slet ikke stoppe igen. Hun fortæller alt. Og mor bliver til en ørn, som tager sin datter i forsvar. Hun ringer og gør alt det, som skal gøres, når der er sket et overgreb mod et barn. Far er derimod stadig struds.

For dem der er store
skal passe på dem der er små.
Som hunde passer på deres hvalpe,
som køer passer på kalvene.
For sådan er det.
Hjælpe. Ordne.
Reparere det, som næsten ikke
kan repareres.

De lyriske sprog i Blæksprutten giver ikke ord til detaljerne, og det kan læseren være godt tilfreds med. Hvad der helt præcis sker med storebror, fremgår ikke, men han bliver i hvert fald afskåret fra at have noget med Guldmaj at gøre. Hun savner ikke Blæksprutten, men hun kan godt savne Aben. For Aben må ikke løfte hende. Må ikke mule, kilde, være alene med. Mor hjælper hende med de modsatrettede følelser, for det er i orden også at savne lidt. Ligesom det er i orden, at hun ikke sagde nej til Blæksprutten.

Her fortæller et opslag Guldmaj og læseren, at man stadig kan stole på de fleste mennesker. Vi skal ikke have hemmeligheder, og vi skal ikke trække gardiner for og låse døre. Vi skal stadig kunne lege, røre og være trygge imens.

På sidste side er vi hjemme igen. Guldmaj er blevet tryg igen og kan igen lege, tegne, og leve. Dejligt at være til.

Det er en væmmelig historie, vi møder i Blæksprutten. Illustrationerne er holdt i gule og brune nuancer med lidt blåt. Meget afdæmpede og på nogle sider direkte skræmmende, når handlingen kalder på det. Der er mange detaljer, når man kigger efter. Især Guldmajs legetøj, dyrene.

Budskabet er klart nok: Det er aldrig din skyld. Det er vigtigt at have nogen at tale med. Og livet skal gå videre.

Skønlitteratur
Jensen & Dalgaard
Gro Dahle
Svein Nyhus
48
Bjarne W. Andresen
4. oktober 2018

Seneste anmeldelser

-->