Maj 2004

Med ”Blomstergrisen” befinder vi os ude på landet, nærmere bestemt i det svenske Småland med skove og søer, dyr og fugle og ikke mindst massevis af blomster. Dét illustrerer bogens farvelagte tegninger på smukkeste vis.

Historien går ud på, at drengen Carl og hans bedste ven - en doven gris ved navn Lindblom - går ud for at lede efter gøgeliljen. Specielt for denne blomst er, at den er allersmukkest og dufter allerstærkest, når natten er sortest. Den er Mørkets Dronning, som Carls far forklarer ham.
”Mørket Dronning” – vi varskoes om visse farer! Men Carl og Lindblom udsættes ikke for de store strabadser, de ender med smertefrit at finde gøgeliljen ude i den store skov, da mørket er ved at falde på. Ganske vist tror Carl og Lindblom dér til sidst i skumringslyset, at de ser en Kæmpe sammen med en Helhest – men det var bare Carls far og ingen kæmpe, og det var bare arbejdshesten Lina, og ingen helhest.

Undervejs har vi hørt navnene på de blomster, som Carl og Lindblom støder på under deres vandring, smukke poetiske navne, såsom kornblomst, kraftfladbælg, blodrød kattehaleblomst og mange flere. Odysséen fra Carls og grisens bondegård til en anden lille gård og videre gennem skoven, former sig også som en dialog mellem den blomsterglade Carl og grisen. Sidstnævnte er betydeligt mere interesseret i at hvile sig og æde, end at se på blomster. Det er både sødt og sjovt.

Faktisk foregår historien i fortiden, nemlig i 1712. Der er et par fine kort over området, hvor Carl har sine oplevelser. Selv om det historiske aspekt ikke har den helt store betydning for selve fortællingen, er det nu en rigtig god idé forfatteren har fået - at spinde en ende over barndommen hos den berømte svenske naturforsker og botaniker Carl von Linné (1707-1778). Hovedpersonen Carl er således fem år gammel i 1712, hvilket passer meget godt med målgruppens alderstrin - plus et par år.

Jeg læste ”Blomstergrisen” op for Puk (på seks), og jeg skævede bekymret til hende, for var det ikke alt for meget med opremsningerne af diverse plantenavne, især da historien ikke rummer den store dramatik? Men hun holdt fint ved, og det gjorde hun nok især på grund af bogens spændende billedside; hun interesserede sig også for kortene; på hver enkelt side byder en detaljeret opdagelse sig til for læseren, en sommerfugl dér og et egern her. Og så havde Carls bedstemor inden ”afrejsen” advaret mod trolde i skoven:

Som de to rejsende trænger ind i dén, får man øje på mange haler og små trolde- og alfe-væsener, halvt skjulte bag sten og træer, alt imens tegningerne bliver stadig mørkere. Da faderen til sidst dukker op og ligner en Kæmpe, hvad han så heldigvis ikke er, forløses vi. Så findes troldene og alferne inde i skoven jo nok ikke rigtigt alligevel. Men den herligt duftende og mystiske gøgelilje, den findes!

Bogen er oversat fra svensk til knirkefrit dansk af Mich Vraa.
Skønlitteratur
Forlaget Carlsen
Björn Bergenholtz
28
Anders Vægter Nielsen
28. maj 2004

Seneste anmeldelser

Tilmeld dig vores nyhedsbrev