BØRN KAN – I praksis er en del af Jeg-kan-pædagogikken, som er en trinvis metode opbygget af Ben Furman i samarbejde med kollegaen Tapani Ahola.Metoden "skal hjælpe børn til at lære færdigheder og klare psykiske og adfærdsmæssige problemer med støtte fra familie, venner og andre nærtstående personer".


Ben Furman er finne og uddannet psykiater og psykoterapeut. Hans metode retter sig primært mod børn på 3-12 år, og først og fremmest børn med ADHD eller andre psykiske og adfærdsmæssige problemer, men i virkeligheden til alle, der gerne vil blive bedre til at komme deres egne svagheder til livs.


På bogens første sider gør Furman kort rede for de teoretikere, der har påvirket hans Jeg-kan-pædagogik. Det er Milton Erickson, Jay Haley, Insoo Kim Berg og Steve de Shazer og Michael White og David Epston. Men bogen er først og fremmest en praktisk gennemgang af jeg-kan-pædagogikken med et væld af vellykkede eksempler, fundet hos børn i flere lande.


I jeg-kan-pædagogikken fokuseres der ikke på barnets problem, men på løsningen. Problemet skal først og fremmest omformuleres til færdigheder, der skal læres, og der er 15 trin i processen, som gennemgås minutiøst i bogen.


Andre vigtige trin er at navngive færdigheden, at finde en superhjælper, der skal være med i tilegnelsen af processen og at beslutte sig for, hvad der skal ske af glædelige ting, når færdigheden er tilegnet. Det kan f.eks. være en fest, der skal holdes for barnet.


Eksemplerne er klart det, der fylder mest i bogen, og de strækker sig fra at overvinde frygten for edderkopper til at blive glad igen efter sine forældres skilsmisse. Eksemplerne er fra alle verdensdele, og metoden er altså tilsyneladende egnet til alle kulturer.
Et af de tungere eksempler er pigen Sarah fra Canada, hvis forældre er blevet skilt. Faderen er flyttet langt væk, og moderen er sammen med børnene flyttet hjem til Sarahs bedsteforældre. Sarah er indebrændt over stort set alt, har ingen venner og har det skidt i skolen.


Jocelyne Poulilot, pensioneret lærer og ambassadør for Jeg-kan med en privat rådgivningspraksis, tager et møde med hende og de aftaler, at Sarah skal lære at kommunikere bedre:

"Jeg tror, du skal lære at blive bedre til at kommunikere. Jeg tror, du skal lære at blive bedre til at udtrykke dine følelser over for de mennesker, der er omkring dig, når du er ked af det, eller der er noget, du ikke bryder dig om. På den måde kan du undgå at gå og gemme på dine følelser, så du til sidste eksploderer. Du skal tænke på, at det ikke er din skyld, hvad der er sket, og du har ret til at føle, som du føler."


Sarah får også en lille regnbuefarvet bog af Jocelyn, hun kan tegne "gode øjeblikke" i.
Sarah forandrer sig tydeligt på få uger, og ender med at have det godt både i skolen og med forældrene.


Der er også et afsnit til sidst i bogen om Jeg-kan anvendt i grupper og til allersidst i bogen er nogle ting, der skal overvejes inden bogens metode tages i anvendelse:

Vær sikker på, at du har kontakt med barnet; Vær sikker på, at barnet indvilliger i at lære færdigheden;
Vær sikker på, at færdigheden er mulig at udføre;
Tag sigte på de specifikke træk ved psykiatriske forstyrrelser;
Vær fleksibel; Vær forberedt på forhindringer og tilbagefald og Husk at holde det store billede for øje.


Metoden virker umiddelbart let tilgængelig, og som Furman skriver i afsnittet Er der etiske problemer ved brugen af Jeg kan?: "(…) det værste, der kan ske, er, at metoden ikke virker (…) ligesom alle andre redskaber kan det misbruges (…) til at lære børn færdigheder af tvivlsom karakter".


Problemet er for mig at se, at man risikerer – trods ovenstående advarsel – at pædagoger uden nogen psykolog-baggrund kaster sig ud i at give hårdt belastede børn nye færdigheder og ikke har den ballast, der skal til, for at det lykkes på en forsvarlig måde.

Furman tager bestemt højde for risikoen for det netop ved hjælp af alle sine forbehold, men i min bog rummer denne type hjælp en "hurra-fare", som jeg også synes ligger i positiv psykologi-tanken.


Men det er bestemt positivt at møde børn med den holdning, at man skal opelske færdigheder hos dem, snarere end at fokusere på mangler og problemer. Og i de rette hænder er den ganske givet brugbar, specielt i forhold til de mindre alvorlige problemer (eller manglende færdigheder), børn – og mennesker i det hele taget – kan gå og rode rundt med i løbet af livet.