September 2005

Jeg kan-metoden er udviklet i Finland for 4-7 årige med særlige behov. Udviklingen af metoden bliver nærmere forklaret i BØRN KAN. Ben Furman anbefaler, at man følger metoden ret slavisk i starten og så improviserer, efterhånden som man opnår erfaring med den. Han skriver selv, at bogen kan benyttes enten 1) som en lærebog i Jeg kan-metoden, 2) som en introduktion til løsningsfokuseret læring eller 3) som en samling uafhængige ideer.

Jesper Juul har skrevet forordet til den danske udgave af JEG KAN. Han roser bogen i høje toner. Hans overvejelser omkring forholdet mellem de to begreber leg og læring er med til at skærpe interessen for BØRN KAN. Han skriver bl.a. "Barndommen er en lang læreproces, hvor børn udforsker sig selv og omverdenen fireogtyve timer i døgnet, og en stor del af børns forskningsaktivitet har voksne defineret som leg - som om det tilhører en anden og mindre seriøs kategori end det, voksne kalder læring.

Jeg kan-metoden indeholder mange elementer, som lægger sig tæt op ad eller i forlængelse af den aktuelle pædagogiske praksis i Danmark, mens andre elementer nok vil få panderynkerne frem hos en og anden pædagog, og disse stiller jeg mig selv meget kritisk til.

På plussiden er udgangspunktet for Jeg kan-metoden: pædagogen skal vende fokus fra, at barnet har et problem. I stedet kan hun betragte det som en færdighed, barnet ikke har lært endnu. Børn skal ikke bekæmpe problemer, de skal lære færdigheder. Det er første trin af de i alt femten trin, som bliver udførligt beskrevet i BØRN KAN.

Barnet bliver gjort opmærksom på fordelene ved at kunne færdigheden, bliver gjort til herre over egen mestring og er endelig den, der beslutter, hvornår færdigheden er tilegnet nok til, at det skal fejres. Kravet om at lære færdigheden videre er et andet stort plus ved Jeg kan-metoden. I visse kulturer slutter en læringsproces først, når færdigheden er delt med andre. Det gælder både børn og voksne!

Det var et krav til udviklingen af Jeg kan-metoden, at den skulle være let at gå til og let at forstå. Det, synes jeg, er lykkedes, oven i købet hjulpet godt på vej af en velskrevet bog. F.eks. er der overgange fra det ene kapitel til det andet, som på samme tid er en opsummering af det foregående trin og en introduktion til næste trin. Det gør metoden letforståelig, selv om man skal holde tungen lige i munden for at have barnet som første prioritet, så det hele ikke går op i at følge en ny ”brugsanvisning” for enhver pris.

På minussiden tæller jeg, at Jeg kan-metoden beskæftiger sig så meget med selvtillid og ikke med selvværd. Ordet ros bliver brugt mange gange, og fejringen i trin 13 får mere præg af en belønning end en markering. I et af de mange eksempler på brug af metoden får syvårige Stefan flotte point i sin kontaktbog. BØRN KAN går noget let henover risikoen for, at et barn slet ikke får succes med at lære en bestemt færdighed. Når tolvårige Simons mor opbygger hans selvtillid ved, at han kan lære gangetabellerne, fordi han er en kvik dreng - hvad tænker hun så om ham, hvis det mislykkes?

Et sidste kritikpunkt, jeg vil rejse, er omkring læring af mange færdigheder. BØRN KAN anbefaler, at man lader færdighederne stå i kø og først påbegynder læring af en færdighed, når den forrige færdighed er indlært. Sådan fungerer det efter min mening ikke for mennesker. Vi lærer hele tiden så mange færdigheder - samtidig - at vi må forholde os til det. I vuggestuen skal jeg lære navnene på de nye børn og deres forældre. Jeg skal også lære at dokumentere i relation til pædagogiske læreplaner. Og det ene kan ikke vente på, at jeg behersker det andet.

Jeg vil slutte af med at rose BØRN KAN for en stor mængde praksiseksempler. En del af dem har ikke så meget med dansk daginstitutionspraksis at gøre, men der er lavet et appendiks med et dansk eksempel fra Grennessminde Birkerød Produktionsskole, som arbejder med Jeg kan-metoden. Det er sjældent, at oversatte bøger på den måde gør noget ved, at de er skrevet om og til en anden kultur end den danske. Imponerende.

De 15 trin indenfor Jeg kan-metoden er:
Trin 1: Omdan problemerne til færdigheder.
Trin 2: Bliv enige om den færdighed, der skal læres.
Trin 3: Tal om fordele ved færdigheden.
Trin 4: Find et navn til færdigheden.
Trin 5: Vælg en superhjælper.
Trin 6: Få fat i personer, der kan hjælpe og støtte barnet.
Trin 7: Styrk barnets selvtillid.
Trin 8: Planlæg en fest.
Trin 9: Vis færdigheden.
Trin 10: Fortæl det til andre.
Trin 11: Træn færdigheden.
Trin 12: Husk færdigheden.
Trin 13: Fejr succesen.
Trin 14: Giv færdigheden videre.
Trin 15: Videre til næste færdighed.
Faglitteratur
Hans Reitzels Forlag
Ben Furman
192
Bjarne W. Andresen
25. september 2005

Seneste anmeldelser

Tilmeld dig vores nyhedsbrev