-En praksisguide i rummelighed

Triaden forestillingsevne – samspil – kommunikation går gennem BØRN MED SÆRLIGE BEHOV som en rød tråd. Læseren guides gennem en teoretisk del over den almindelige praksis til et kapitel om den særlige praksis. De sidste to kapitler handler om den svære adfærd og det at fremstille materialer, hvor der er fem kopiark. Man bliver nærmest taget ved hånden og det er befriende at læse så lavpraktisk en bog. Forfatteren anbefaler, at man læser bogen fra ende til anden første gang og derefter bruger den til opslag.


I forordet tages det forbehold, at BØRN MED SÆRLIGE BEHOV ikke kommer ind på de forskellige diagnoser og særlige behov for hver enkelt diagnose.


Empati forstås som en fireleddet størrelse: (1) Man opdager den andens reaktioner, (2) man aflæser og forstår mimik, lyde og krop, (3) man vælger en handling og (4) man udfører den valgte handling. Hos nogle børn består kæden ikke af de nødvendige fire led, og man definerer, at han/hun ikke har empatisk evne. Det kan være mere relevant at undersøge, hvor det er, kæden hopper af, og det hjælper bogen med.


Helle Overballe Mogensen bruger et billede på arbejdet med børn: der er tre håndværksmæssige niveauer, ligesom hos de, der arbejder med træ: tømreren, snedkeren og træskæreren. De tre niveauer svarer til tre kapitler i bogen. Man skal gøre sig klart, at man ikke kan dække alle tre niveauer samtidig.


Til at give barnet overblik bruger BØRN MED SÆRLIGE BEHOV ni spørgsmål, hvor det første og de tre sidste er de vigtigste:

1. Hvad skal jeg?
2. Hvorfor? Hvad er målet?
3. Hvornår laver vi det?
4. Hvor laver vi det?
5. Hvem er jeg sammen med?
6. Hvilke ting/redskaber/faglige metoder skal jeg bruge?
7. Hvor lang tid varer det?
8. Hvordan kan jeg se, at jeg er færdig?
9. Hvad skal jeg bagefter?


Ved at forstå kravene til en arbejdsopgave skaber man ro hos barnet. Ro, som kan veksles til overblik, trivsel, læring. ”Da elevens overblik er svagt, og hans motivation kan være lav, kan han ikke overskue, at belønningen for at have lavet én kopiside er, at han får endnu en side, som han ikke vidste, han skulle lave! Dette er anledning til megen ballade og uro.” En situation, som er genkendelig for de fleste – hvis ikke alle – støttepædagoger.


Et par løftede pegefingre er der også. Uvirksom pædagogik kaldes det. Heldigvis følges det straks af en liste af ”virksom pædagogik”; man kan gribe til i stedet.


BØRN MED SÆRLIGE BEHOV bruger gule og røde kort. Bogen giver forslag til, hvad en pause kan indeholde, så man ikke bare er dømt "ude."


Støttepersonens rolle beskrives ganske kort. Den er ofte udefineret og kræver derfor en erfaren og uddannet støtte for at kunne fungere, selv om det ofte er det modsatte, man ser i praksis.


Som eksempel på emner, man kan arbejde med, nævnes kammeraters urørlighedszone, at kunne flytte sig fra en kontekst til en anden og at bruge sociale historier. Yderst relevante og brugbare emner.


Jeg vil anbefale BØRN MED SÆRLIGE BEHOV både til støttepersoner og til andre, som arbejder med børn med særlige behov i deres gruppe/klasse.