Februar 2005

MENER DU AT BØRN SKAL HAVE VENNER SKAL DU LÆSE DENNE BOG!

Denne udmærkede bog er en bog om pædagogik og først derefter om psykologi.
Det skal forstås på den måde, at bogen er funderet i praksispædagogik. De to forfattere har skrevet bogen i samarbejdet med svenske pædagogers iagttagelser af børn i børnehaven.
Bogen viser også, hvordan man igennem refleksioner over samspillet mellem barn/barn, barn/voksen og barn/struktur giver det enkelte barn god mulighed for at udvikle sig i zonen for nærmeste udvikling.

Bogen er letlæselig, og de teorier, der benyttes, er simpelt og enkelt beskrevet. Det er en dejlig tanke, at hvis den voksne giver sig tid til at se barnet ved at give det mere positiv opmærksomhed, vil barnet over en rum tid føle større tilhørsforhold i gruppen og blive medregnet af de andre børn i fællesskabet. Trods tanken er dejlig, er den dog ikke ny. Men det, der til gengæld er nyt i bogen, er at ligge fokus på de voksnes evne til at lege.

Budskabet er, at leg kan hjælpe børn ind i et fællesskab. Hvor forfatterne som oftest oplever, at anden litteratur har beskrevet børns evne til leg som en naturlig kompetence, ønsker de her at beskrive de voksnes betydning for, at alle børn får mulighed for at udvikle denne kompetence.

Jeg mener, at det er et meget centralt emne i debatten om børn, der ikke leger. Et emne der ligger op til et personalemøde, hvor man komme ned og røre ved børnene.

Hvis de voksne kan lege og sætte lege i gang, hvis voksne kan se andre lege end de, vi opfatter som traditionelle, vil der være større mulighed for, at alle børn kan få gavn af de processer, som legens evner sætter i gang i børnenes udvikling.

Når man læser stillingsannoncer indenfor den pædagogiske verden står der aldrig ”vi søger en person, der kan lege…” men måske er det netop en af de evner, som vores fag ikke gør nok ud af.
Jeg har valgt nedenstående citat fra bogen, for at beskrive hvilken udvikling pædagogerne i bogen gennemgår. En udvikling der beskrives meget konkret igennem hele bogen. Og viser en meget vigtig egenskab for nutidens pædagoger.
”Man ser legen på en anden måde. Spørger mere om, hvad børnene laver. Jeg er mere aktiv nu, når det gælder om at holde øje med, at alle får lov at være med. Jeg sørger får, at alle er med, hjælper på forskellige måder at få dem med i legen. Jeg er nok mere tålmodig nu og mere forstående. Jeg tager mig bedre tid til at sætte mig ned og tale med børnene”

Med ”legebriller” på nærmer pædagogen sig det enkeltes barns indre verden. Ved hjælp af praktisk pædagogik, her forstået som pædagogen er på gulvplan med børnene og i samme psykiske rum, giver bogen en meget klar formel på, hvordan man starter en udvikling og følger den til dørs.

Derfor mener jeg, at denne bog vil være til gavn for alle, der arbejder med børn i alle aldersgrupper.
Lad os huske legen og lad definitionen på leg, som forfatterne her slår på tromme for, brede sig ud.

Teoretikere der henvises til I bogen:
Vygotsky, Lev S. (1896-1934): Russisk psykolog, der udformede en teori om sprog og tænkning i udviklingspsykologisk perspektiv. Var blandt pionererne under formuleringen af den kulturhistoriske skole. Efter at han i 1978 af amerikaneren Stephen Toulmin blev omtalt som "Psykologiens Mozart", har benævnelsen været gængs om ham. Læs mere om Vygotsky i Eric Danielsen: "Vygotsky. Psykologiens Mozart".

Winnicott, Donald Woods (1896-1971): Britisk psykoanalytiker, børnelæge og -psykiater. Forskede i og arbejdede med barnets tidligste udvikling ud fra objektrelationerne.

Aaron Antonovsky, professor i medicins sociologi, Salutogen teori. dvs. interessen for sundhedens opståen og udvikling.