Charlotte Palludan er ansat ved DPU og forsvarede i 2005 sin ph.d.-afhandling om børns og pædagogers daglige interaktion i børnehaven. Bogen Børnehaven gør en forskel er hendes ph.d.-afhandlingen formidlet for en bredere målgruppe. Bogen har dog stadig et vist afhandlingspræg.
Charlotte Palludan har under sit arbejde med afhandlingen opholdt sig i en unavngiven københavnsk børneinstitution 3-4 timer ad gangen, 3-4 dage om ugen i perioden april 2001 til maj-juni 2002 for at observere samspillet mellem børn og pædagoger.
Udgangspunktet for afhandlingen er spørgsmålet:

Hvordan genskabes og omskabes sociokulturelle forskelle samt
uligheder mellem børnehavebørn i deres møde med pædagoger? (s. 7)

Det vil sige, at Palludan tager for givet, at der er forskel på børnehavebørn og deres muligheder i børneinstitutionen. Dette udgangspunkt viser sig at være frugtbart. Ens udbytte af tiden som børnehavebarn afhænger i høj grad af, hvilken baggrund man kommer fra.
Palludan undersøger ovennævnte spørgsmål ved hjælp af ”spor, rytme, toner, placeringer (…)”
(s. 9). Hun interesserer sig altså i sit feltstudium for, hvordan de forskellige børnehavebørn placerer sig i børnehavens forskellige rum, hvordan de markerer sig med deres krop og stemme, og hvordan de formår at samtale med pædagogerne. Også pædagogernes reaktion på de forskellige børn er en vigtig del af Palludans undersøgelse.
Det viser sig hurtigt, at udgangspunktet i spørgsmålet om de sociokulturelle forskelle viser sig tydeligt i pædagogernes reaktion på børnenes opførsel: Nogle børn behandles som ligeværdige samtalepartnere, mens andre oftest behandles som elever, der skal undervises, og som pædagogerne derfor sjældent behandler som ligemænd.
Der er en tydelig sammenhæng mellem børnenes baggrund og den måde, pædagogerne behandler dem på: Hvis man er pige med minoritetsbaggrund (det vil sige anden etnisk baggrund) og/eller ufaglærte forældre, har man den ringeste mulighed for at blive behandlet som jævnbyrdig. Hvis man er dreng med majoritetsbaggrund og/eller med uddannede forældre, har man den største chance for at blive behandlet som jævnbyrdig.
Det mest pinagtige i konklusionen er, at mange af de børn, der rubriceres som elever, gør alt hvad de kan for at blive samtalepartnere, men det lykkes sjældent – dog bedre for drenge end for piger.
Desuden finder Palludan, at piger og drenge, der behandles som elever, reagerer forskelligt.
Pigerne forsøger ofte at blive godtaget som samtalepartnere, men det lykkes sjældent. Drengene, derimod, mødes ofte af pædagogerne med tilbuddet om ændring af forholdet fra elev til samtalepartner, men nægter som regel at forsøge at ændre forholdet.
Et smerteligt eksempel er pigen Fatima (navnet er opdigtet, ligesom børnehaven er anonymiseret).
Hun forsøger gentagne gange at blive godtaget som samtalepartner, men nedenstående eksempel viser det umulige i projektet (NADJA er pædagog, mens de andre navne betegner to drenge i børnehaven):

NADJA (til drengen Anders): ”Kan du huske, hvilken flot tegning du tegnede i går, Anders.” Fatima: ”Han klippede den i stykker.” NADJA: ”Hva?”. Fatima: ”Ja, han klippede den selv.” (…) Fatima går over til NADJA. Fatima: ”NADJA har jeg lavet mange tegninger?”. NADJA: ”Ikke endnu, du har ikke været her så længe”. (…) NADJA (til drengen Muhammed): ”Muhammed skal vi lave din maske?”. Fatima indleder en sætning, NADJA lægger sin hånd hårdt på hendes arm og trykker hende lidt tilbage mens NADJA kører lidt væk på sin stol. NADJA: ”Se Muhammed, skal vi lave maske”. (…) Fatima afbryder hende. NADJA svarer meget kort og vender opmærksomheden tilbage til Muhammed (…). (s. 136)
 
Stakkels Fatima har ikke en chance, selv om hun forsøger gentagne gange!
Pointen og problemet er, at pædagogernes stigmatisering formentlig har stor betydning for det enkelte barns opfattelse af sig selv som ”rigtig” og ”forkert” i forhold til samfundets norm, og at den selvopfattelse, der grundlægges i samværet med pædagogerne, vil følge barnet resten af livet.
Palludan undersøger ikke det enkelte barns følelsesmæssige reaktion, men udtrykker et behov for at det sker i en anden sammenhæng og gætter på, at de ”forkerte” børn må føle smerte i forhold til deres ”forkerthed”, og bygger det på børnenes tilsyneladende store behov for at blive en jævnbyrdig samtalepartner for pædagogerne. 
Den unavngivne børnehave er speciel, idet der går børn af både uddannede og ufaglærte forældre, majoritetsforældre og minoritetsforældre. Dermed er der mulighed for i den samme børnehave at iagttage børn fra et bredt udsnit af Danmarks befolkning.
Palludan er ikke fordømmende i sin undersøgelse, eftersom hun opfatter pædagogerne som velvillige over for børnene (latterliggørelse af og vrede mod børnene er meget lidt praktiseret af pædagogerne). Dog er de noget gammeldags i deres teoretiske tilgang til pædagogikken, idet de opfatter majoritetsbørn fra middelklassehjem som ”rigtige” og ”færdige”, mens andre typer opfattes som ”forkerte” og ”ufærdige” og dermed som nogle, man som pædagog skal lave om på.
Så meget desto mere trist er det, at selv dygtige og reflekterede pædagoger ikke blot reproducerer samfundets hierarki, men i virkeligheden også skaber det.
Bogen er resultatet af et ualmindeligt velgennemført praksisforløb kombineret med en dyb teoretisk indsigt og konklusionen er foruroligende for alle os, der til daglig beskæftiger os med pædagogisk praksis. For undertegnede, der underviser på HHX, er det klart en øjenåbner. Jeg kan simpelthen sætte mine elevers navne på flere af de cases, Palludan gennemgår.
Problematikken, at mennesker behandles forskelligt afhængigt af deres køn og øvrige baggrund, er i og for sig ikke overraskende, set i forhold til samfundet, men rystende, fordi den ifølge Børnehaven gør en forskel, forekommer så tidligt som i børnehavealderen.
Mit eneste problem med bogen er, som nævnt i indledningen, at den minder meget om den phd-afhandling, den er en omskrivning af. En ekstra formidlingsgennemskrivning havde været velkommen, da bogen som den foreligger minder mere en ”ph.d.-bog” end om en ”bog-bog”.