Caroline Sehested har ønsket at skrive en lærebog, som kan bruges selvstændigt eller i undervisningen på pædagoguddannelsen. Det er i høj grad lykkedes med BØRNELITTERATUR, som også har meget at give den erfarne pædagog. Bogens område er litteratur til 3-6 årige. Et stort plus er, at hvert kapitel rundes af med åbne spørgsmål og/eller øvelser, hvor læseren kan anvende sin nye viden til eftertanke. Den første øvelse opfordres man oven i købet til at gentage, når hele bogen er læst. Det virker ikke spor kunstigt og er en god måde lige at stoppe op efter endt kapitel.


Som lærebog indeholder BØRNELITTERATUR naturligvis en del teori omkring børnelitteraturens forskellige former. Er det kultur for børn, kultur med børn eller kultur af børn? Er det dannelse/påvirkning? Sådan spørger forfatteren og giver selv nogle bud på svar. Dialogisk læsning og børns eget valg beskrives.


De forskellige syn på barnet og barndommen belyses gennem eksempelvis Freud, Piaget og Stern, suppleret med sociologerne Giddens og Bourdieu. Desværre har forfatteren vist ikke læst netop sin Bourdieu, når kulturer sættes lig nationalitet i en reflektionsøvelse om tradition for højtlæsning i hjemmene.


Et meget spændende og grundigt kapitel behandler litterære tilgange: 1) Nykritikken, som forholder sig til værkets kerne løsrevet fra forfatter og tid. 2) Ideologikritikken, som arbejder med at afsløre magtforhold i teksten. 3) Receptionsæstetikken, som anser værket som det medie, en forfatter kommunikerer med læseren gennem. Læseren ses som medskaber af værket. 5) Dekonstruktion, som beskæftiger sig med værket, men især det mellem linierne og temaer i yderkanten af værket. 6) Mesterfortolkning, som antager, at der er én måde at læse teksten – og det kan læres.


Af analysemodellerne anser jeg særligt aktantmodellen og berettermodellen for at have relevans i børnehaver. Aktantmodellen kendes måske fra folkeskolen og identificerer de forskellige aktører og deres roller. Berettermodellen beskæftiger sig især med spændingskurven. Der er ikke lagt op til, at børnene skal kende disse modeller. Derimod er de et vigtigt arbejdsredskab i udvælgelsen og arbejdet med børnelitteratur.


Illustrationerne i børnelitteratur får alt, alt for lidt opmærksomhed. Et kapitel på sølle syv sider og ikke ret meget i de øvrige kapitler. Desuden er illustrationer i bogen helt fraværende. Der er af og til citater fra de bøger, der refereres til, men aldrig en illustration. Kun Tove Krebs Langes forsideillustration er det blevet til. Det er simpelthen ikke i orden. Kapitlet om "Billederne i billedbogen" er godt, men alt for kort. Det pointerer, at der er stor forskel på, hvad voksne og børn ser, når de ser billeder. At det er vigtigt at være opmærksom på den forskel i tempo, der ofte er mellem voksnes og børns afkodning af billeder.


Ca. sidste halvdel af BØRNELITTERATUR er helliget arbejdet med børnelitteratur i praksis. Den lægger ud med udviklingen i børnelitteraturen og skiftende fremherskende syn på den. Om at arbejde med litteraturformidling. Man skal være opmærksom på, at forældre, pædagoger, ledere og ikke mindst børnene kan have hver sine forskellige mål med den samme aktivitet. Afsnittet om pædagoguddannelsen fylder under en side, men det er vist desværre mere udtryk for, hvor meget børnelitteratur fylder i uddannelsen, end det er udtryk for en prioritering fravalg fra forfatterens side.


Et kapitel er helliget læreplaner, som det næsten konsekvent kaldes. Først i det allersidste kapitel om dokumentation kaldes de korrekt pædagogiske læreplaner. Det må siges at være en om'er set i lyset af, hvor ophedet netop debatten omkring pædagogiske læreplaner har været. Behandlingen af de pædagogiske læreplaner har ikke kun denne svaghed. Litteraturformidlingen ses i relation til læreplanstemaerne (i BØRNELITTERATUR kaldet kompetenceområder), men "krop og bevægelse" og "naturen og naturfænomener" forbigås i tavshed. Det er rigtigt ærgerligt, især fordi det nok netop er disse to lærplanstemaer, som flest pædagoger har svært ved at sætte ind i en litteratursammenhæng.


Så er der mere at hente i kapitlet om at skabe læsemiljøer i daginstitutioner. Der er stadig forståelse for, at indretningen skal tage hensyn til mange andre aktiviteter end læsning. Det er dejligt, at forfatteren ikke er spor enøjet i den sammenhæng. Hvordan indrette arbejdspladser til fælles læsning? Der er god hjælp at hente til valg af bøger og til nye indkøb til bogsamlingen. Læseren bliver med rette mindet om, at man skal huske nyere bøger (her defineret som bøger skrevet efter 2000).


Mod slutningen af BØRNELITTERATUR kommer der vi ind på læsningens funktioner. Der peges i hvert fald på tre funktioner: 1) Den didaktisk-pædagogiske funktion: at give barnet viden, udvikle sprog osv. 2) Den æstetiske funktion: litteratur som kunst. 3) Den rekreative funktion: at skabe ro. Her refereres til Torben Weinreichs fem kompetencer: læserkompetence, konventionskompetence, encyklopædisk kompetence, intellektuel kompetence og retorisk kompetence. Det vil føre for vidt at referere disse her.


BØRNELITTERATUR runder af med et kapitel med titlen "Dokumentation", som også peger fremad med en anbefaling af at læse, læse og læse. Der er meget relevante litteraturhenvisninger, så det er bare at gå i gang.