Hanne Bistrup er uddannet psykolog og har gennem en lang årrække beskæftiget sig med børns tegninger og disses ”sprog”, dvs. hvad man af tegningerne kan udlede om barnets personlighed og ikke mindst om dets sindstilstand i det øjeblik, tegningen blev til.
Bistrup foretager i indledningen til sin korte og lettilgængelige bog en historisk gennemgang af den pædagogiske opfattelse af børns tegninger, som ender med let omarbejdet version af Lowenfeldts udviklingsmodel, der sammenholder børns aldre med deres tegneevner: Kradsestadiet (1-3 år), Det præ-skematiske stadium (3-6 år), Skemastadiet (7-9 år), Begyndende realisme (9-11 år), Det pseudo-naturalistiske stadium (11-13 år) og endelig Pubertet (14-17). Det sidstnævnte når kun børn med særlige evner til. De fleste ”almindeligt tegnende” børn opgiver i Det pseudo-naturalistiske stadium, når evnerne ikke længere står mål med ambitionerne.
Herefter gennemgår Bistrup flere børnetegninger fra de forskellige stadier med kommentarer om, hvad man kan udlede om tegnerens eller ”kunstnerens” psykiske tilstand ved at analysere dem. Bistrup er forsigtig med at bruge betegnelsen ”kunstner”, men mener dog den er på sin plads i forhold til nogle af tegningerne, og man må give hende ret – det er tydeligt at se, hvor stor spredning i evnerne der er hos tegnerne af de enkelte billeder.

To af bogens kapitler beskæftiger sig med tegninger fremstillet af børn, der falder udenfor betegnelsen ”normal”. Det drejer sig dels om handicappede børn, dels om børn der fra naturens hånd er normale, men som af den ene eller den anden grund er i krise; på grund af angst forårsaget af problemer på hjemmefronten, eller ligefrem på grund af seksuel eller voldelig mishandling. Tegningerne i de to kapitler taler deres tydelige og meget ubehagelige sprog. Der er ingen tvivl om, at tegnerne af disse billeder har andre forudsætninger for at udtrykke sig end de børn, der falder ind under kategorien ”normale”. Bistrup gør sig i den forbindelse mange etiske overvejelser og gør sig stor umage for at sløre tegningerne, så de ikke afslører kunstnernes identitet, og efter min mening lykkes det hende at få sagt noget alment om de marginaliserede børn via deres tegninger uden at forfalde til nyfigenhed eller befamling.

Bogens analyser er jordnære, begavede og sobre, og det er tydeligt at forfatteren er en velbevandret psykolog og analytiker af tegninger. Spændende er det ved konkrete eksempler at konstatere, hvor stor sammenhæng, der er mellem sprog, motorik og tegneevner – selv om det måske på et mere overordnet niveau er almindeligt kendt.
Af og til retter forfatteren grumme cirkelspark mod de voksne, der omgiver de tegnende børn: Forældre og pædagoger. De er efter forfatterens mening af og til ikke lydhøre nok over for det enkelte barns signaler, af og til stiller de for få krav til dets udførelse af tegningerne og andre aktiviteter. Bistrup mindes en ”ubønhørlig” tegnelærer: ”(…) man var ikke færdig, før det var godt nok.” Én af de tegninger, Bistrup selv har udarbejdet hos bemeldte lærer, har fundet vej til bogen, og den skal med for at ” (…) give pædagoger og andre lidt mere mod på at kræve noget af børn, når de sætter alle de forskellige aktiviteter i gang. Der kan faktisk godt komme noget godt ud af indimellem at kræve noget af børn.” Tegningen (af fugle) er vældig flot, men med al respekt virker det en smule indbildsk og ikke helt i tråd med bogens ærinde, at den er taget med, og kritikken af nutidens pædagogiske praksis, som jeg selv kender den, bør efter min bedste overbevisning ikke erstattes af gentagne og ørkesløse tegneøvelser.

Mens vi er ved kritikken forekommer bogens henvendelsesform problematisk, fordi man faktisk føler sig talt ned til som læser, som i det følgende fra bogens forord:
”Tegning er et sprog, der forstås af alle mennesker i hele verden” eller fra kapitlet om ”Afvigende udvikling”: ”For at kunne producere et sprog, skal de to hjernehalvdele populært sagt kunne arbejde sammen hen over midten” (s. 84).
Et andet problem med bogen er dens manglende korrekturlæsning. Især er der ofte umotiverede bindestreger i ordene, som for eksempel ”om-sorg”.

Mit sidste kritikpunkt går på, at Bistrup i kapitlerne med analyse af de forskellige tegninger i høj grad gentager det indledende teoretiske kapitel – en del redundans kunne være undgået, hvis der havde været mere analyse og mindre teori i analysekapitlerne. Måske er tanken, at bogen også skal kunne fungere som et opslagsværk, men det er antageligt ikke nødvendigt med en bog af et så beskedent omfang.
Alt i alt er gennemgangen af de forskellige tegninger dog en fint teoretisk og praktisk gennemgang af et ikke så kendt fagområde, som vil kunne tjene til fin inspiration for forældre såvel som for folk, der praktiserer pædagogik under den ene eller den anden form.