En tankevækkende og dyster bog om, hvordan det er at have en bror med autisme. Fortalt i korte sætninger og en ganske lille historie. Med et efterord til især den voksne medlæser. Sådan er BROR.


Clara har det ikke godt hjemme. Hun er bange for sin bror, som skriger, slår og sparker. Clara har endda dårlig samvittighed, når Mor bagefter græder. Hvis Clara ikke var der, ville Mor måske blive glad? Hun tager væk hjemmefra og bor i et smukt træ, hun selv har sået. Der leger hun med Fugl. Da hun vender hjem, bliver hendes forældre glade.


Det er et tungt og mørkt emne, Anna Margrethe Kjærgaard har taget op. Billederne illustrerer den stemning, teksten formidler: I starten er det gråt og blåt. Da hun møder Fugl, kommer der lysere farver i orange nuancer. På de sidste sider er de to stemninger blandet.


Det er ikke en bog, man bliver i godt humør af. Den har ingen lette udveje fra Claras problem, og det er måske hele pointen: At Clara er elsket, men at forældrene ikke magter at beskytte hende mod det, Bror gør. Det er et meget stort ansvar at give hende: At hun skal kunne rumme ham; men hun indser undervejs, at hun savner både forældrene og Bror.


BROR kræver, at man tager samtalen med barnet om det tunge emne. Man kan godt blive lidt bange undervejs, f.eks. er der et billede, hvor Bror springer frem, skriger og slår Clara. "Clara ved det godt. Han kan jo ikke gøre for det." Derfor er det godt, at klinisk psykolog Tina Holm Nyland får to sider sidst i bogen til at fortælle. Det er meget normalt, at søskende til børn med autisme føler sig overset, og at de stiler høje krav til sig selv. Hun argumenterer for åbenhed. Det er i orden at have svære følelser, men det er ikke i orden, hvis de ikke italesættes. På den måde er BROR i lige så høj grad en øjenåbner for børn som for voksne.

BROR er en stærk bog, som kan være igangsætter af mange samtaler om at skulle leve med svære betingelser som barn. Den benægter ikke, at det kan være svært, og det er netop dens styrke.