Runes liv er ikke let. Hans bedstefar er lige død. Det forhindrer ikke Anton, Præstesønnen og Ruben fra Drammen i at ødelægge den hytte, Rune har bygget sammen med vennen Morten. Han beslutter sig for at tage hævn i skikkelse af Brune, som bl.a. maler de tre slynglers cykler brune. Senere slutter Sorten sig til og bruger sort maling som våben. Da Rune og Morten finder sammen med Åse, udvides Alliancen endda med Blåse, som maler med blå. Den afdøde bedstefar spiller en fint beskrevet rolle i historien, mens krigen mellem børnene står på.


Brune er fortalt i et fint sprog og enkle men udtryksfulde illustrationer. Brunes ønske om at slippe af med sine plageånder deler han sikkert med mange andre børn. Han har en drøm om at bevare kontakten til bedstefaren, og den fylder meget i hans liv.


Brune er skrevet ind i en realistisk ramme, men der sker alligevel en del fantastiske ting. Brune kan f.eks. flyve, og den døde bedstefar fortæller, at han sneg sig ud af kisten, inden den blev gravet ned.


I den relativt korte tekst lykkes det at give fine personkarakteristikker af Rune og hans familie samt af hans venner. "Skurkene" fremstår meget flade, og vi finder ikke ud af, hvad der driver dem. Spillet mellem de få voksne i historien er gengivet, så børn kan følge det. Begravelsen af bedstefaren har fået plads nok til at gengive stemningen, som i dette tilfælde tilføres, at præsten begynder at tale om sønnens cykel.


Brune er fremstillet som den superhelt, han er i sine egne øjne. Læseren vil sandsynligvis kunne gennemskue, at Rune i modsætning til rigtige superhelte udelukkende har som mål at hævne ugerninger mod sig selv og hans kære. Han fryder sig over, at "skurkene" bliver "fanget at politiet", som han kalder det.


Det kan være et rigtigt godt afsæt til en samtale om etik: Hvilke mål helliger hvilke midler? Bagsideteksten griber fat i denne problematik ved at afvæbne en kritik af Rune: "Så er det jo ikke Runes skyld, at Brune har givet de store drenges cykler en god omgang brun maling."


Brune vandt Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris og er også meget nordisk i sin afslappede tilgang til børnekarakterer, som ved nærmere eftersyn ikke er helt rene i kanten. Nogen Pippi Langstrømpe er Rune ikke, men man kan se ham som en arvtager til mange af drengene i Ole Lund Kirkegaards bøger, nu også i team med en aktiv pige.