Jerome Bruner har beskæftiget sig med en bred vifte af emner med relevans for pædagoger i sit snart hundredårige liv. Denne bog når også langt omkring. Blot for at tage nogle eksempler: perception, kognition, konstruktivisme, psykologi, bevidsthed, læring, sprog, kultur og litteratur. Hans liv bliver ikke mindre imponerende af, at han er født blind og først efter en operation som toårig blev i stand til at se.


Bruner og små børns læring hæfter hele tiden Bruners nye erkendelser sammen med begivenheder i hans eget livsforløb. Bruners barndom er grundigt belyst. Han er barn af polske indvandrere og voksede op i New York i en familie med mange børn. Ros fik han ikke meget af, og han gik ikke op i skolen og viste i det hele taget ingen intellektuel nysgerrighed som barn. Bruner tillægger legen og drømmene stor betydning i et barns liv.


Bruner lavede en del undersøgelser af læring. Er læring reproduktion af viden eller produceres der også ny viden? Er man passiv modtager af eller aktiv deltager i sin læring? I dag kan det synes underligt at spørge, men i starten af forrige århundrede var det en reel debat. Bruner er især inspireret af Pavlov, Vygotsky, Piaget med flere.


Piaget har bl.a. inspireret med antagelsen, at den lærende ikke er en passiv modtager af viden men en aktiv medskaber af ny viden. Piaget og Bruner var til gengæld uenige om andre ting. Bruner tog f.eks. afstand fra den passivitet, der er indbygget i Piagets stadieteori.


Han gjorde også op med at se barnet som tomme kar, man skulle fylde op. I Bruners optik var børn ikke egenrådige og skulle ikke disciplineres. I stedet opstillede han fire dominerende pædagogiske modeller: Barnet imiterer, barnet bearbejder teoretisk viden, barnet lærer i samspil med andre (og i samspil med redskaber) og barnet reflekterer (og skaber derved metaviden). Målet var at gå fra meget voksenstyret undervisning til at betragte læring som en proces, som sker i den lærende. Som underviser udviklede Bruner selv en art akademisk mesterlære, hvor kernebegrebet var legitim perifer deltagelse. Bruner og små børns læring peger på Jean Lave og Etienne Wengers begreb situeret læring i den sammenhæng.


I forhold til Vygotsky var Bruner meget påvirket af bevægelsen fra at have brug for hjælp til at være uafhængig (den nærmeste udviklingszone), og han udviklede stilladseringsbegrebet, som betyder, at pædagogens rolle er at støtte barnet til at kunne selv i stedet for at gøre tingene for barnet.


Bogen beskriver et spændende eksperiment, hvor enkelte spillekort blev skiftet ud med andre i forkert farve; altså røde spar, sorte ruder osv. Forsøgspersoner blev naturligvis langsommere til at genkende en hjerter syv, hvis den var sort, men det viste sig, at også de originale kort blev sværere at genkende. Det er væsentlig viden, når man eksempelvis tænker på, hvor meget et institutionsskift eller et kulturskifte kan betyde for et barn.


En side i Bruner og små børns læring giver en række praktiske anvisninger med inspiration fra Basil Bernstein. Den gode aktivitet for især de små børn bygger på børnenes erfaringer, respekterer forskelle i sprog(koder), er tilpasset barnets udviklingsmæssige mulighed for at se forskelle på ting, indeholder fortællinger (og højtlæsning), er meningsfuld for barnet og bygger på en motivation fundet hos barnet. Pædagogen skal starte med at undersøge, hvad de små (vuggestue)børn selv undersøger eller spørger om, når de gør det, de gør. Man skal spørge sig, hvor de retter deres opmærksomhed hen - når de ikke selv har sproget til at fortælle det verbalt.


For de større børn skal der være opmærksomhed på sproget som noget, der skaber virkeligheden og ikke blot beskriver den.


Kapitlerne i Bruner og små børns læring har en indledning og en afrunding og sidst i bogen er der en 14 siders ordliste, som ikke udelukkende dækker Bruner-specifikke ord. Det gør bogen nem at orientere sig i.