Der tales meget om coaching og personlig udvikling inden for både privatlivet og arbejdslivet. Som Kim Gørtz så rigtigt skriver i sin bog COACHING FOR VIDEREKOMNE; hvad er det egentlig, vi mangler? Selvom vi har et rigt materielt samfund, så har mange af os stadig behov for at blive guidet i det moderne samfunds mange valg.


Bogens formål er at tydeliggøre, hvad coachingfeltet er, og hvad det har med filosofi at gøre. Gørtz introducerer fire såkaldte filosofiske forståelsesrammer (modets, nærværets, ansvarets og tillidens arbejdsramme).Det er Gørtz’ pointe, at disse rammer både udgør en teknik, en metode og en spørgeform, som coachen kan arbejde ud fra.


I bogens kapitler uddyber Gørtz, hvad der skal forstås ved disse arbejdsrammer og inddrager forskellige filosoffer, der kan bruges til at sige noget om henholdsvis mod, nærvær, tillid og ansvar.


Der er uden tvivl nogle overlappende felter mellem filosofi og coaching, og derfor er bogen som udgangspunkt også relevant. Gørtz begår dog nogle kedelige fodfejl, der gør, at bogen bliver knap så vellykket og ikke særlig læsevenlig.


Et grundlægende problem er, at Gørtz presser nogle filosofiske termer og teorier ned over coachingfeltet og postulerer en sammenhæng. Det er som om, at tingene for enhver pris skal passe sammen – nogle steder bliver denne tvangstilpasning særlig søgt. F.eks. nævnes Wittgenstein og hans interessante tanker om sprogspil – det bliver brugt til at sige, at coaching må foregå i overensstemmelse med det sprogspil, man er indlejret i og er en social praksis. Det er lidt af en selvfølgelighed, og man får lyst til at spørge om Wittgenstein ikke kan bruges til at indholdsbestemme nogle coaching-emner? Det virker her som om, at der ikke bliver fokuseret på, at hvad filosofien så kan bruges til, men mere på, hvordan man videnskabsteoretisk kan kategorisere et begreb.


Et andet problem ved bogen er den læsbarhed. Bogen er ganske enkelt knudret skrevet og forfatterens iver for at vise sin filosofiske kunnen resulterer i lange, svært tilgængelige sætninger, der ofte er meget upræcise. Det er tydeligt, at Gørtz er meget inspireret af den kontinentale filosofiske tradition, hvilket ikke altid har sin fordel, når man skal skære ind til benet og præsentere emner kort og koncist. Af og til virker det som om, at Gørtz gør en dyd ud af at præsentere filosofi som et vanskeligt tilgængeligt felt, det er netop filosofiens akilleshæl; at den har tendens til at formlurere sig selv alt for indviklet – og det er synd.


Et eksempel på den sproglige forvirring er den måde Gørtz definerer filosofiens formål på: ”Det filosofiske formål har (…) til alle tider, dog på hver sin måde, været at søge efter at skabe et punkt i nærheden af midten; at finde en entydig akse, at ændre organiseringsmodus gennem opgøret med et dominerende sprogs magtovertagelse”


Den definition er meget uklar. Hvad er det for en akse, der tales om? Menes der mon blot, at filosofiens formål i bund og grund er at reflektere over verden og sætte spørgsmålstegn ved selvfølgeligheder?


Endelig kunne man godt savne, at forfatteren rent faktisk brugte filosofien i sin tilgang. Det kunne have været spændende at læse nogle flere refleksioner over coaching-branchen som feel-good industri. Hvorfor fokuserer coaching f.eks. altid kun på den enkeltes potentiale og udvikling, hvad med fællesskabets? Har coaching en fremtid, hvis den bliver ved med at fokusere på individets selvudvikling?