November 2002
GLOENDE HOT
Hot eller Not. Så firkantet er voksenbedømmelsen af den fagre ny pc-verden ofte, især når brugerne er samfundets mindste. På forlaget Børn & Unge er udkommet ”Computerpædagogik”. Om børn og computere i institutionsmiljøet. Den er skrevet af Trine Lund Lauridsen og Søren Nørgaard, begge pædagoger. Bogen formidler erfaringer og resultater fra et projekt om emnet – et projekt, der har varet et år og haft base på forfatternes arbejdsplads, en jysk fritidsklub. Forfatterne skjuler ikke, at de er begejstrede for computerens muligheder. Men deres bog er andet end ukritisk fascination. De skriver ikke om HOT eller NOT. Begejstringen er derimod både begrundet og forbeholden. Bogen ”Computerpædagogik” er såvel læsevenlig som relevant.
Lauridsen og Nørgaard ønsker at ”inspirere”. Og det mål når de til UG med kryds og snabel-a.
Allerede forord og indledning giver plusser. Her tager forfatterne klogt de forbehold, der gør det trygt for læseren at begive sig videre ind i de 122 sider, som bogen fylder: Vi ved fra start, hvad ophavsmændene vil – og hvad der er i vente.
De to har – uden at benytte skarpe grænser – splittet bogen op i tre dele. I første del formår de elegant at løse to opgaver. Deres projekt introduceres, samtidig med at de begynder i let forståelige temaer, sådan at ingen falder fra.
Her oplever jeg, at navnlig de følgende spørgsmål bliver besvaret:
Hvordan ser det ud med det sociale, når pc’en tændes? Hvad ligger der i begrebet ”computerpædagog”? Hvordan bør pædagogen udfylde denne rolle? Og hvad kan børnene lære sig gennem leg og aktivitet i pc-rummet? Desuden byder første-delen på en nuanceret tilgang til selve computerspillene.
Mens man glider ind i forfatternes verden, ”klædes man på” til at læse de to næste hoveddele.
Denne ”påklædning” foregår hyppigt på et formidlingsmæssigt effektivt plan.
Et eksempel: ”Derudover har vi haft ”dårlig smag i munden”, hvis vi er blevet set siddende i computerrummet og kigge på en skærm, mens forældrene har hentet deres barn (side 27)”.
Det er god formidling, fordi en stor del af de pædagogiske medarbejdere, der forhåbentlig læser bogen, vil sige: ”Ja, det er lige præcis sådan, det er.”
Bogens anden del handler om delprojekterne under det store projekt, og en væsentlig pointe er, at børnene i højere grad er skabere end spillere.
Tredje og sidste del peger fremad og afrunder bogens hoveddel.
Sidst i værket er en række afsnit, som har karakter af bilag. De er alle relevante, og set i det lys, at forfatterne vitterlig er meget begejstrede for computerne, er det et særlig sympatisk træk, at de her præsenterer flere bekymringer formuleret af andre. Bekymringer i forhold til børns samvær med pc’en.
Computerpædagogik fortjener at blive udsolgt, og da IT-udviklingen har turbofart på, vil der formentlig og forhåbentlig blive brug for en tunet udgave 2 af bogen.
Da bør forfattere og forlag muligvis huske på de følgende, men dog små kritikpunkter:
1) Under bekymringer om børn og computere er temaet ”børn og netporno” ikke med. ”Vi pædagoger har aldrig opholdt os i rummet (…)”, står der ellers, muligvis illustrativt, på side 27 – om personalets tidligere kontakt til computerbørnene.
2) Ordet ”meget” er så ekstraordinært hyppigt benyttet i Computerpædagogik, at betydningen af ordet udvandes.
3) Bogens tre dele savner tydelige overskrifter.
4) I korrekturlæsningen er der ikke nået en klar plan for, om der skal være ”luft” efter tankestregerne eller ej (det skal der), ligesom nogle ærgerlige kommafejl har overlevet korrektionerne. For eksempel det såkaldte idiotkomma. Endelig sker det for ofte, at sætninger inde i den almindelige tekst begynder med samme ord – sommetider fire gange i træk. Netop dét er ikke godt sprog.
Disse ridser i pc-skærmen opvejes dog mange gange af, at Lauridsen og Nørgaard er blevet støttet i at nå et fint og anvendeligt formidlingssprog i bogen. Man får det indtryk, at de to har fået godt og vel total opbakning fra de redaktionelle med-aktører, Hanne Dot og Erik Michael Zonkjer. For selvom det er sværest at skrive let, så er det lykkedes – samtidig med, at forfatternes personlige stil er holdt intakt.
Ud over de mange JAGOO-roser, der allerede er plukket til Trine Lund Lauridsen og Søren Nørgaard, så skal der, her mod slutningen, overrækkes en enkelt mere.
Rigtig mange i pædagogmiljøet er bange for at tage ordet på skrift. Men forfatterne bag Computerpædagogik tog modigt ordet i egne hænder og realiserede deres tanker. Jeg håber, at dette kan inspirere andre, så pædagogiske medarbejdere kan blive en mere synlig del af vores samfund. Det er så uendelig positivt, at I har villet videregive jeres relevante erfaringer. Og så meget mere glædeligt, at det er lykkedes.
Jeg har netop udgivet en bog om socialarbejdere og kommunikation, så naturligvis bliver jeg glad, når pædagoguddannede skribenter når i mål. Det hører bestemt ikke hverdagen til.
JAGOO anbefaler Computerpædagogik til alle institutioner med børn i pc-alderen. Ligeledes til pædagog- og lærerseminarier. Der findes andre gode bøger om emnet, men Computerpædagogik rummer alle de væsentlige kvaliteter: Bogen er på en gang tilgængelig, oplysende, inspirerende og praktisk anvendelig. Desuden er det en varm bog.
HOT eller NOT? Gloende HOT.

Poul Majgaard