Udgivelsen "Dannelse – Kontekster, visioner, temaer og processer" giver otte forskellige vinkler på emnet, men lykkes ikke helt med at fremstå som en samlet helhed.

Bogen indeholder som sagt otte artikler, som alle har hver sin vinkel på det overordnede emne dannelse. En del af artiklerne tager udgangspunkt i den seneste folkeskolereform og forsøger at give et indblik i den dannelsestanke (eller mangel på samme), der findes her. Det spor, der går stærkest gennem udgivelsen, er overvejelserne om skolen som begreb og dens formål i vores samfund i dag. Det gælder Thomas Astrup Rømers Hvad er folkeskolens dannende formål?, Peter Kemps Kosmopolitanisme som vor tids dannelsesopgave og Steen Nepper Larsens Kundskab og karakterdannelse. Rømers artikel udmærker sig ved at give en aldeles glimrende fortolkning af den nuværende formålsparagraf i bekendtgørelsen for at vise, at det ikke er paragraffen der skal omskrives, hvis vi vil have almendannelsen tilbage som fokus i folkeskolen. Men i stedet skal der en genlæsning og fortolkning til, for de vigtige ting står der allerede. Det får Rømer til at konkludere, at det er sandsynligt, at skolens egen tradition udgør en dannelseskilde, som i sig selv fastholder dannelsesprocesserne i deres fulde dybde og liv. Det læser jeg som en positiv konklusion, for det betyder, at folkeskolen ikke har brug for endnu en reform men i stedet brug for, at vi læser bekendtgørelsen grundigere, og begynder at gøre som der står.

Kemps artikel har en noget anden og interessant vinkel på almendannelsen, da han vælger at lægge særligt vægt på kosmopolitanismen dvs. dannelse til at kunne begå sig i en verden, der bliver stadigt større. Eleven skal lære at begå sig som verdensborger. Med udgangspunkt i Ulrik Becks teorier argumenterer Kemp for, at det er helt nødvendigt for eleverne at kunne begå sig i en stadigt mere kompleks og globaliseret verden. Kemp arbejder med en såkaldt vindrose, som kan anvendes til at strukturere arbejdet med eleverne som verdensborgere. Pointen er god, men man savner som læser måske nogle flere konkrete eksempler.

Og den anke kunne man godt have som læser generelt. Det virker, som om udgivelsen ikke er helt tydelig i forhold til sin læser. Nogle af artiklerne er yderst teoretiske og mangler et tydeligere fokus på praksis. Andre artikler går tættere på praksis og leverer dermed fx en grundig kritik af folkeskolereformen. Det betyder, at man som læser kan blive i tvivl om formålet. Moos skriver i indledningen, at det netop er variationen i artiklerne, som er udgivelsens styrke. Som læser er jeg noget mere skeptisk. Men individuelt står flere af artiklerne stærkt, og i den sammenhæng er der tale om endnu en vigtig udgivelse i afsøgningen af vor tids dannelsesbegreb.

Faglitteratur
Hans Reitzels Forlag
Lejf Moos (red.)
220
Sune Weile
24. november 2017

Seneste anmeldelser

-->