Med sin spiralryg, sit tykke papir og sine sort/hvide stregtegninger ligner De 2 dovne ulvebrødre ikke andre bøger. Historien er også helt sin egen: De to ulve levede kun af dåsemad, fordi de var for dovne til at gå på jagt. Da maden blev for kedelig, annoncerede de efter en madmor.


Dyrene i skoven kom med smagsprøver, men ulvene kunne ikke lide musens ost, pindsvinets regnorme eller uglens skelletsuppe. Sådan gik det også for de efterfølgende dyr. Indtil et stort hvidt får bankede på. Hun fik stillingen og ”lavede faktisk så god mad, at de 2 ulvebrødre fik endnu en fiks ide. De kunne genbruge deres tomme dåser ved at hælde Johannes lækre retter i dem og sælge dem til dyrene i skoven. Selvfølgelig til en rimelig pris. De 2 ulvebrødre var som sagt en smule dovne, men dumme var de ikke.”


Man kommer til at tænke på Rune T. Kidde ved at læse De 2 dovne ulvebrødre. Han tegnede også skøre dyr, som gør skøre ting. Tanke- og talebobler er ikke hverdagskost i en billedbog, og lydmalende ord bliver sjældent brugt så bevidst som her.


Allersidst er der en lille opgave til læseren, som kan følge linjerne og finde ud af "Hvem får hvad?" Oven i hatten opfordres børnene til at farvelægge tegningerne og dermed gøre bogen til deres egen. En herlig tilgang til bogen som et stykke brugskunst.


(Højt)læseren vil grine undervejs og vende tilbage til bogen. Der er ikke meget variation i tegningerne, men det fremhæver blot den renhed, både tekst og tegning besidder. Der er valgt en finurlig skrifttype, hvor vokalerne er understreget. Det hjælper ikke på læsbarheden men er med til at gøre bogen særlig.


Jeg håber, der kommer mere fra Mia Sinding Jespersens hånd.