November 2002
KLOG BOG OM FRIHEDSVEJE
Den er i høj grad fremadrettet, psykoanalytikeren Boris Cyrulniks nye dansksprogede udgivelse. Bogen peger på vejene, hvis man efter en traumatiserende oplevelse igen skal kunne føle – eller skal kunne TURDE at føle – frihed og lykke. DE GRIMME ÆLLINGER er oversat fra fransk af Tine Byrckel.
Emnemæssigt bevæger det digre værk sig inden for det stadig mere aktuelle område: traumer og traumebehandling. Bogen rummer en række velfortalte erindringer om traumatiserede mennesker – og fyldige kommentarer til disse menneskers forløb. Indimellem formidles eksemplerne som case stories, og børn som ofre fylder generelt meget på siderne.
DE GRIMME ÆLLINGER er beretningen om tiden efter. Om tiden efter omsorgssvigt, voldtægt, indespærring, mishandling eller måske tortur. Om konsekvensen af nye tiders kyniske krigsaktioner. Men fokus er ikke på hverken konkrete begivenheder – eller på skyld og straf. Derimod på det menneske, som skal rejse sig og leve igen.
Indenfor skizofrenierne – i psykiatrien – hedder det ”recovery”. I denne bog hedder det ”resiliens”. At komme sig eller at genopbygge personlighed.
De resiliente er gode til at overleve, men dårlige til at leve.
DE GRIMME ÆLLINGER benytter ordet, resiliens, omtrent synonymt med EVNEN til at rejse sig igen eller til at ”vende tilbage”.
Men ofte har ”de resiliente” kun taget det første af to nødvendige skridt.
Hér illustreret gennem et lille uddrag:
””Jeg undslap”, lyder det undrende fra de resiliente, der efter at være blevet skadet atter har lært at leve, men når man undslipper kælderen eller graven, må man samtidig med passagen fra skyggen til lyset lære at leve et andet liv.”
Og teksten fortsætter:
”Når man undslipper kz-lejren, er det ikke lig med at være fri.”
Boris Cyrulnik har mere end en professionel tilgang til de traumer og voldsomme begivenheder, der dukker op i bogen. Han var kun fem år, da han mistede både mor og far – de blev deporteret til kz-lejren Auschwitz i Polen.
DE GRIMME ÆLLINGER er en anderledes bog, fordi den på én gang fortæller historier, som MÅ fange interessen hos ethvert socialt engageret menneske. SAMTIDIG med, at den når omkring et hav af undertemaer, som er faglige på et meget oplysende niveau.
Men jeg synes, at forfatterens idealer nogle gange er præget er et nærmest snobbet livssyn:
”Godt, at den fattige, overansvarlige dreng mistede sin familie, så fik han jo en fin stilling som forsker. Ellers var han nok ikke blevet til noget helt så fint.”
Det er ikke ordret, men det er tæt ved. Jeg tænker, om det ikke er nok, at drengen blev glad. Forsker eller ej.
Provokationen må dog gerne optage en plads – midt i så megen visdom og velfortalthed, som denne bog byder på.
For det er faktisk som om, at forfatteren er mere end en iagttager; mere end en behandler – mere end en forfatter. Han er først og fremmest vis, Boris Cyrulnik.
Som hans læser kommer man ind i såvel krigszoner som forfatterens egen klinik, og undervejs præsenterer Cyrulnik en række undertemaer, der behandles sådan, at man både beriges og provokeres.
For eksempel skriver han om forældre-barn-forholdet, og måske navnlig om FAR og barn. Forholdet til de nærmeste er overordentlig vigtigt i en helbredelsesproces, fastslår Cyrulnik.
Han mener, at børn kan klare meget, HVIS de voksne også evner at udvikle sig. Men her kniber det, skriver han.
Cyrulnik giver et eksempel:
En kvinde, der føder ved kejsersnit, vil af og til opleve et sløvt barn, på grund af moderens egen bedøvelse.
Men efter et par dage, hvor barnet har udviklet sig til at være frisk, vil moderen stadig se det som sløvt, fordi hun ikke selv fortsætter sin nysgerrige sansning.
Der er dog andre end mor og far, der betyder noget: Bogen slår fast, at også et samfunds signaler påvirker udviklingen for et traumatiseret menneske.
Den provokerende læsning drejer sig blandt andet om, hvor lille en forskel vi fædre i grunden gør. Skulle en mandlig læser af denne anmeldelse føle nogen som helst værdi i sin forvaltning af faderrollen, så slå op på side 118 i bogen. Og mist selvtilliden på under 20 ord. Cyrulnik illustrerer, at end ikke de flinke pædagoger kan tage en far alvorligt, når han henter sit barn:
”Husk at sige til Deres kone, at Eva spiste godt af flasken, og at hun har fået sin hostesaft.”
DE GRIMME ÆLLINGER er anderledes – også i selve sproget.
I sin stil minder den om en kloning mellem en doktorgrad i pædagogik og et eksemplar af Paul Austers ”MR. VERTIGO”. Austers bog begynder sådan her:
”Jeg var 12 år gammel, da jeg første gang gik på vandet.”
Cyrulniks bog begynder sådan her:
”Jeg blev født som femogtyveårig, da jeg skrev min første sang.”
Men trods galskab i skrivetalentet kan det siges enkelt: DE GRIMME ÆLLINGER mixer tilgængelig fortælling og dragende undervisning på et ofte meget højt plan. At læse Boris Cyrulniks bog er således som at være til et overmåde vellykket foredrag.
Forskellen er, at man ikke bagefter skal sætte sig ud i en kold bil. Det er blot at slukke natlampen og sove. Hvis man kan. For bogen er sine steder barsk og medrivende.
JAGOO anbefaler DE GRIMME ÆLLINGER til alle med interessere i pædagogik, psykologi og psykiatri. Fra den nye pædagogstuderende – og til den trænede fagperson, der har lyst til at vide mere.
For nogle vil det være nødvendigt at slå enkelte ord op hen ad vejen. Men i netop denne bog er det rimeligt, at det er sådan. DE GRIMME ÆLLINGER vælter sig ikke i meningsløse fremmedord.
Bag i bogen er et omfattende noteapparat.

Poul Majgaard