Undertitel: Godt begyndt i daginstitution og dagpleje

DE MINDSTE er resultatet af tre pædagogiske forskeres observationer i dagplejer og vuggestuer, der af kommunen er blevet udpeget som ”særligt gode”. Den handler i sagens natur – og som bogens titel antyder - om de tre første år af barnets liv og den start på det institutionsliv, der i de næste mange år vil være en væsentlig del af dets hverdag og præge det – vil det vise sig – foruroligende meget resten af dets liv.


Den første forsker er Erik Sigsgaard, mangeårig forsker i institutioner, tidligere seminarielektor og stadig med tilknytning til Videncenter for Institutionsforskning. Erik Sigsgaard har tidligere markeret sig offentligt, både i medier og i bogform om børn og skældud. De to medforfattere er Rie Haslund og Rikke Sværke Madsen, begge ansat ved Videncenter for Institutionsforskning.
Bogen er opbygget i kapitler, der har emner som ”Familien og dagtilbuddet – to verdener mødes” og ”Institutionaliseringen af småbørnenes liv”. Alle kapitlerne – undtagen det sidste - er meget praktisk funderede, da de nærmest er oversåede med cases fra de ovennævnte observationer i de ”særligt gode” institutioner.


Forskerne når frem til, at ”et godt dagtilbud er et dagtilbud, hvor børnene har det godt” (s. 167). Ikke så overraskende, kan man indvende, men det fremgår af de forskellige cases, at jo mere de voksne skal bestemme, jo mindre godt har børnene det.
Ifølge konklusionen i DE MINDSTE får børn det godt, hvis de får lov at disponere over deres egen tid, kan være med til at bestemme og har voksne omkring sig, der vil dem det godt, det vil f.eks. sige, at de ikke skælder dem ud, men i stedet ”bare siger det almindeligt” (s. 161), og som kan stimulere dem, f.eks. sprogligt, uden decideret at undervise dem. De voksne og dagtilbuddet ses her som en livs- og udviklingsarena. Det konkluderes sidst i bogen, at dette menneskesyn hænger fint sammen med FN’s børnerettighedskonvention.


Denne konklusion vil nok ikke vække undren i alle, men nok i nogle kredse, f.eks. hos dem, der for bogens forfattere står for det modsatte menneskesyn af det, der ligger bag ovenstående holdning, som jo indirekte giver udtryk for en stor respekt for det enkelte barn og ikke mindst en erkendelse af, at børn ikke skal opdrages, men leves sammen med og i sidste ende skal blive i stand til at fungere i et demokrati.


Modsætningen er jo så det menneskesyn, der medfører opfattelsen af, at børn skal opdrages (herunder skældes ud), at dagtilbuddets fremmeste formål er at forberede børnene til skolen, og at de ansatte i dagtilbuddet er et servicetilbud.
En sidegevinst ved forskningen er en undersøgelse af, hvordan det er gået mennesker, der ikke har fået skældud som børn. Et vidunderligt eksempel er ”Drengen med agurkerne”, som i dag er 70 år. Som barn var han med til at plukke og sylte agurker. De stod og fristede i kælderen, og smart tog han én fra hvert glas. Senere tog hans mor ham ved hånden og viste ham alle glassene med de mugne agurker. Ingen skældud, ingen tæv, bare en mild konstatering af, at arbejdet med syltningen nu var spildt. Manden konkluderer: ”Nu er jeg 70 år, og jeg elsker stadig agurker”.


Mht. selve undersøgelsen er der ikke mange fakta om, hvor længe de forskellige dagtilbud blev observeret, hvor mange der blev det, og heller ikke om fordelingen mellem dagplejer og vuggestuer.
Specielt det sidste er problematisk, fordi langt de fleste af de gode cases kommer fra dagplejer. Et par gode cases kommer dog fra vuggestuer, men også et par, som skal bruges som dårlige eksempler, mens der ikke er et eneste dårligt eksempel fra dagplejerne.
Nogle af casene viser gode dagplejere, der evner at lukke en konflikt uden at skælde børnene ud, at rumme et barns vrede, men holde fast ved, at man ikke må slå, og at give børnene medbestemmelse, konkret f.eks. ved at måtte vælge dug til bordene. Efter min bedste overbevisning kunne man også finde gode eksempler på ovenstående i de gode vuggestuer.


Bogen pointerer desuden, at der i selve dagplejens struktur er bedre mulighed for at lave et dagtilbud, hvor børnene har det godt. Det skyldes, at der er færre børn i den enkelte dagpleje, og at man derfor ikke behøver følge et skema i aktiviteterne, som kan medføre, at børns leg afbrydes, og at den kvikke dagplejer kan følge op på noget, der lige er sket. Bogen nævner et eksempel på nogle dagplejebørn, der har hørt klassisk musik med lyden af hestehove om formiddagen, og som om eftermiddagen går ud og ser på ”rigtige heste” (s. 41). Det ville ikke kunne ske i en vuggestue, hvor der er et større behov for konkret skemalægning. Desuden har bogen et budskab om, at dagplejen er bedre end en vuggestue, fordi den kommer tættere på ”det almindelige liv”, fordi der ofte er en familie omkring dagplejeren, og fordi pasningen foregår i et privat hjem.


Og det er her, i sin favorisering af dagplejen som bedre, fordi den ikke minder om en institution, bogen efter min mening går hen og bliver problematisk. Man kan forestille sig forskellige dagplejer, den ene fremragende, den anden på mange måder rigtig skidt. Det kan f.eks. skyldes, at den ikke-så-fremragende dagplejer har det ikke-demokratiske menneskesyn og i vid udstrækning gør brug af skældud som opdragelsesform, mens den gode har et demokratisk menneskesyn.


Men, men, men: I en vuggestue ville børnene have haft andre voksne at gå til, i en dagpleje er de prisgivet den dagplejer, de nu er blevet placeret hos.
Målet med bogen er ifølge forfatterne at lære af de gode dagplejeres måde at være sammen med – ikke opdrage - på. Som nævnt mener jeg, der mange fine eksempler fra dagplejerne, som også kunne findes i de vuggestuer, der ikke er overfyldte. I så fald bliver det vanskeligt at leve op til FN’s børnekonvention, men så er det jo politikerne, ikke pædagogerne, den er gal med.


Alt i alt en bog, der maner til eftertanke, både med hensyn til hvilken effekt de første leveår har for det voksne menneske og for vores demokrati i sidste ende. Men også i forhold til det at skælde ud, som forhåbentlig er en profeti om det næste, der bliver forbudt i forbindelse med børneopdragelse, nu, hvor det heldigvis er blevet ulovligt at slå.