Camilla Ahrensbach kærer for det enkelte menneske, og som teolog er eksistens noget, der ligger hende på sinde. Den offentlige arbejdsplads må ikke forråes, men hvordan undgås det, når der hverken i uddannelser eller i den pressede hverdag er et nødvendigt fokus på at få forebygget mental sundhed, spørger hun med bogen. Hun afslutter dermed bogen med en opfordring baseret på mange empiriske udsagn Jeg er blevet en hård hund af arbejdet, sådan er det, det kan ikke være anderledes efter så mange år. Men jeg ved en ting. Sådan skal det ikke være for vores nyuddannede og nyansatte, dem kan og skal vi hjælpe, så de ikke skal gå med alle de oplevelser alene. Og vi skal gøre det nu (hospitalssygeplejeske).

Når det moderne menneskes hjerne slet ikke kan se forskel på reelle farer og man kan sige mere psykiske oplevelser af fare, betyder det, at det enkelte menneske i sit krævende arbejdsliv ikke kan styre, hvordan personen reagerer på utilsigtede hændelser. Vore nervesystems kringlede kroge tager over.

Grundlæggende er defusing en kort semistruktureret samtale, hvor du får talt situationen igennem ved at blive lyttet ordentligt til.

Bogen er så let og tilgængelig og kommer utrolig nok rundt om afgørende emner som både at definere de anvendte fænomener og grænsefladerne, reaktionerne på det mentalt belastede, hvordan belastning smitter både på arbejdspladsen og i menneskets relationer generelt og udover stort fokus på implementering, er der også mange citater af praktikere, der har arbejdet med at gøre defusing til en vane i deres arbejdsliv.

Jeg er supervisor på et botilbud, der har en kompleks hverdag. En dag talte vi om, hvordan vi arbejder med utilsigtede hændelser, fordi lederen var bekymret for, at der ikke blev dokumenteret nok. Man kan nemlig ikke bare ryste en situation af sig eller håbe det går over uden at være blevet lyttet til. Nyere medarbejdere så aldrig de mere erfarne medarbejdere skrive mere end 5 ud af 10 point på bekymringsskalaen, derfor skrev de aldrig selv mere end max 5. Det viste sig hurtigt at der var mange utilsigtede hændelser, der aldrig var blevet rummet, holdt og foldet ud i fællesskabet for at sikre den enkeltes mentale sundhed.

Når jeg trækker min egen praksis fra supervision ind i denne anmeldelse om defusing, handler det om det produktive i at få en metode, der ikke er optaget af at lære, men er optaget af det enkelte menneskes egentlige oplevelse. Efter defusing kan debriefing være en god måde at komme videre på. Debriefing har det kendte fokus på læring. Men det er afgørende, at defusing alene handler om at altså opløse den konkrete situations effekt på det enkelte menneske.

Efter en meget lang periode med mere fokus på læring end det enkelte menneske ser jeg som superviser det meget velkomment og ligefremt menneskeligt at sikre et rum for at favne det enkelte menneske. Dette bliver afgørende i en velfærdsstat, hvor det til stadighed bliver sværere at rekruttere de fagprofessionelle. Vi kan med dette samtalerum, som defusing tilbyder, faktisk vise, at den enkelte medarbejder er vigtig i sig selv. Ikke kun qua hvad denne lærer af en specifik situation. Jeg vil klart have modellen med i min samlede værktøjskasse, når jeg er rundt i landet som superviser på de sociale tilbud.