Januar 2004

DEN ANDEN DAG er en kritisk diskussion af den moderne skoleform. Titlen henviser til dengang, eleverne gik i skole den ene dag, mens de den anden dag deltog i lokalsamfundets praktiske aktiviteter. Skolen gav eleverne teoretisk indsigt i de problemer, som de blev præsenteret for ”den anden dag”. Denne vekslen mellem liv og læring er bogens sigte, om end titlen skal forstås metaforisk: det ville i den moderne skole ikke være aktuelt, at eleverne kun gik i skole hver anden dag.
Hvad den anden dag symboliserer, er alt det, der ikke har med skolen at gøre.

Den moderne skole må ifølge bogens forfattere stille sig spørgsmålet: hvad er god og meningsfuld læring, og hvad giver dybe og varige kundskaber?
Hvis unge mennesker oplever, at de ikke forstår det, skolen ønsker de skal forstå, påvirker det deres selvopfattelse: de tror, det er dem selv, der er noget i vejen med. Forfatterne argumenterer for, at der i skolen skal være mere plads til det, der giver mening i de unges liv; at de unge i mødet med de voksne i skolesystemet skal have kontakt med sig selv, med det legende og det musiske. Kundskaben skal ledsages af følelser.

I 1950’erne betød dannelsen af storbyerne og industrisamfundet, at flere og flere fik brug for specialiseret viden og uddannelse. Derfor kom skolen til at fylde gradvist mere i børns hverdag, og den anden dag forsvandt fra skoleskemaet.
Forfatterne kritiserer den moderne skole for med sit uddannelsestyranni at overskygge alt andet i elevernes hverdag og lægge for meget vægt på karakterer og dygtiggørelse. Skolens læringsrum er ved at blive for snævert. En god lærer skal kunne se sine elever: kunne koble lynhurtigt mellem det faglige og det, der kommer til udtryk fra eleverne i klassen. Læreren skal altså kunne to ting: børnene og sit fag – børnenes egne livserfaringer skal inddrages i læringsprocessen, fordi det giver en større lyst i undervisningen. Forfatterne taler om ”lysende læringsmøder”, hvor livserfaring og faglig viden mødes – ligesom gamle pædagogiske teoretikere som Comenius, Pestalozzi, Köhler og andre har været talsmænd for.
Lægger skolen udelukkende vægt på at forberede til voksenlivet, bliver skolelivet kedeligt og ensidigt.

Så hvilke skridt kan skolerne konkret tage for bedre at optage den anden dag i undervisningen?
Børnene skal stadig lære matematik og stavning; spørgsmålet er, hvordan man skaber meningsfulde og inspirerende læringsprocesser. Dvs. hvordan man kan gøre f.eks. matematikken vedkommende og engagere eleverne i den. Et af bogens eksempler på dette er fra en skole i Alabama, hvor eleverne i flere år har været dårlige til matematik. Man engagerede derfor to fagfolk, som valgte at vække elevernes matematik-interesse på en utraditionel måde: de organiserede udflugter til nogle gamle miner i skolens lokalområde. Gennem flere uger interviewede eleverne tidligere minearbejdere og deres familier, skrev noveller og manuskripter til skuespil, som de opførte på forældreaftner. Ind imellem alt dette fik de opgaver med direkte relevans for matematikken. Ved skoleårets slutning lå eleverne 20 procent over gennemsnittet i matematik, hvor de før lå 20 procent under. Eleverne fik en større forståelse for matematikken, fordi opgavernes kontekst var velkendt for dem og noget, de havde fået et engageret forhold til.
DEN ANDEN DAG er, i Aaron Falbels ånd (Skolen eller livet, 1994), et opgør med myten om, at undervisning er mest effektiv, når læreren står og underviser elever, der med stive ører sidder ned og lytter. Eleverne skal bruge deres krop mere i skoletiden, mener forfatterne, ikke bare til idræt og gymnastik, men til håndens arbejde. Man lærer ikke bedst ved at blive undervist, mener Tiller, men ved at udøve.
Desuden må man ud over lærerstaben tænke i bredere læringsnetværk, engagere folk fra lokalmiljøet med forskellige kompetencer, der kan fungere som læremestre for børnene, for at skabe en større mangfoldighed i elevernes skolehverdag.
Lærernes kompetencer skal desuden udvides, for det er krævende at skabe kreative, fantasifulde projekter. Tiller citerer den norske filosof Arne Næss for at foreslå, at man i skolen kunne begynde at stille spørgsmål som ”Hvad ville der være sket, hvis Napoleon havde vundet slaget ved Waterloo?”, hvilket ville appellere til børns fantasi og fortællelyst og dermed også skabe en farbar vej for læring.

Det er forfatternes holdning, at den samlede læringsenergi reduceres, hvis eleverne ikke får lov til at fantasere og give udtryk for personlige følelser i skolens rum. Læringsenergien vokser derimod, når eleverne kan arbejde med velkendte og nære eksempler, som betyder noget for deres livssituation. Elever der trives i skolen og glæder sig til at lære hver eneste dag, svigter ikke deres skole.

Bogens forfattere har besøgt daginstitutioner og skoler, bl.a. et ridegymnasium, hvor eleverne ind imellem den teoretiske undervisning har ridning og riderelaterede fag, hvilket giver dem en glæde ved skoledagen, fordi de midt i den kedelige teoriundervisning har noget at se frem til, som de personligt brænder for.
I det hele taget fremhæves friskoler som steder, hvor eleverne nemmere får plads til ”at lave ingenting”, til at tage ansvar og til at få indflydelse på deres egen skolehverdag.
Den anden dag forvaltes ifølge forfatterne bedre i daginstitutionerne end i skolerne. Daginstitutionerne tager udgangspunkt i børns livsverden og lader hverdagserfaringerne få stor plads i den pædagogiske virksomhed. Mange daginstitutioner benytter lokalmiljøet i formidlingen af værdier og normer til børnene, f.eks. til at give dem naturoplevelser og kombinere dem med viden om naturen.
I denne tid, hvor de danske daginstitutioner pålægges at udarbejde og følge læreplaner, er det interessant at blive mindet om, at det måske er et skridt i den forkerte retning. At det ikke er daginstitutionerne, der skal efterligne skolerne, men måske snarere skolerne, der kan lære af daginstitutionerne!

DEN ANDEN DAG er en vedkommende og reflekteret debatbog, der tager udgangspunkt i respekten for mennesket. Den er skrevet i Norge af norske forskere, men er et lige så tiltrængt indlæg i den danske skoledebat. Mange danske folkeskoleelever keder sig og får aldrig oplevelsen af skolen som et levende sted, der interesserer sig for dem.
Skal jeg komme med indvendinger mod bogen, er det at begrebet ”den anden dag” ikke afgrænses fra bogens begyndelse, men først aftegner sig i løbet af læsningen. I bogens første kapitler er ”den anden dag” tilsyneladende ensbetydende med alt det, der har med fritiden at gøre, altså det som eleverne laver, når de fysisk ikke er på skolen. Senere bliver den anden dag snarere synonymt med en åndelig værdi, retten til at drømme. Forfatterne bruger begrebet ”den anden dag”, som om det var en fast, almindelig kendt størrelse. Man kunne godt have ønsket sig en tidligere og klarere definition af ”den anden dag”, så man ikke skulle lede efter begrebets betydning bogen igennem.
Men dette er blot en lille strukturel svaghed. DEN ANDEN DAG bør læses af alle, der har direkte eller indirekte berøring med skolelivet i Danmark. Forhåbentlig vil den plante spirer af liv og leg rundt omkring på de danske skoler.