Når man sidder med bogen Den fantastiske bus i skødet, er man ikke et sekund i tvivl om, at det her er en særlig bog. Vi kan starte med formatet: En tung (2,5 kilo!) og stor bog, der kræver sin plads. Men lige så bøvlet og uhandy den er som fysisk bog, lige så fuldstændig fabelagtig er den som billedbog. Der er ikke sprunget over nogle lave gærder; samtlige sider er gennemtænkt i motiv og perspektiv, der giver en løbende glidende læsning af billederne kombineret med en uhyre detaljegrad.

Selve historien i Den fantastiske bus er på mange måde en klassisk Strid-historie med en snert af roadtrip over sig: Den lille Timo er alvorligt syg og kan kun reddes af nogle helt særlige Safran-liljer, der vokser i det mytiske land Balanka. Der er altså ikke andet for end at bygge en stor, fantastisk bus og sammen tage på eventyr for at finde det mystiske land og den magiske plante.

Pointen i historien kunne være, at hvis der er noget, der skal redde os, så er det fællesskabet, teknologien og lysten til at ændre tingenes tilstand og tage på eventyr. Det kan man så lige tænke over.

Hvis man skal dvæle lidt ved formatet igen, så er der måske en selvstændig pointe her: For det er åbenlyst ikke en bog, der lige passer ind i reolen på børneværelset. Det er snarere en bog, der skal ligge eller stå fremme. Den kræver plads, rum og tid både fysisk og mentalt. Det er om noget en bog, man kan gå på opdagelse i. Og på den måde kan man hævde, at den faktisk på en måde transcenderer det blot at være et bogværk og måske snarere skal betragtes som et kunstværk?

Den fantastiske bus er, helt fortjent, nomineret til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris 2024.