”Den fantastiske fortælling” er en ganske bestemt genre inden for litteraturen. Det gælder også specielt for børnelitteraturen. Det er denne genres udvikling og og karakteristika for perioden 1967-2003 med danske børnebøger som udgangspunkt, som Anna Karlskov Skyggebjerg har taget sig for at belyse. Der er tale om en let omarbejdet ph.d.-afhandling, og langt hen ad vejen er det en uhyre interessant fremstilling for den børnelitterært interesserede læser generelt.

Forfatteren fremhæver, at bogens hovedafsnit – et teoriafsnit, et genrehistorisk afsnit, og et afsnit, der analyserer 6 udvalgte danske værker – både kan læses sammen og hver for sig, og det samme gælder konklusionen (som forfatteren også kalder et hovedafsnit). Og det er faktisk rigtig nok: det kan de. Men hvad får læseren så at vide i de tre nævnte afsnit?

Jo, i teoriafsnittet diskuteres, hvordan ”Den fantastiske fortælling” kan defineres, og hvilke genrer, den ligger tæt på - dvs. eventyret, nonsensfortællinger, science-fiction osv. I det genrehistoriske afsnit drøftes og gennemgås ”Den fantastiske fortælling” helt tilbage til genrens ”fader”, børnelitterært set, nemlig til forfatteren E.T.A. Hoffmann. Det historiske perspektiv føres videre over H.C. Andersen, til Selma Lagerlöf og Astrid Lindgren. I det længste af de tre hovedafsnit, der er målet for selve afhandlingen, gennemgås, analyseres og indplaceres så 6 danske fortællinger for børn i forhold til de karakteristika, som den fantastiske fortælling kan siges at have – og på baggrund af bogens to foregående afsnit. De 6 værker er:

”Gummi-Tarzan” (af Ole Lund Kirkegaard), ”Shamran – den som kommer” (Bjarne Reuter), ”Silke. En forvandlingshistorie” (Bent Haller), ”Skelettet på hjul” (Louis Jensen), ”Drengen med sølvhjælmen” (Hanne Kvist) og endelig ”Skammer”-serien (af Lene Kaaberbøl). Og akkurat som de to foregående hovedafsnit er det altså spændende læsning! Vel kan måden Skyggebjerg gennemgår bøgerne og forfatterne på af og til forekomme lige lovligt mekanisk, idet samtlige afsnit gennemgås på stort set samme måde med de samme metoder. Men denne lidt firkantede tilgang er samtidig en styrke, idet den udover, formoder jeg, at opfylde visse litteraturviden-skabelige krav, selvfølgelig også giver læseren en ganske klar ramme at forholde sig til.

Det er en stor styrke ved bogen, at forfatterens tilgang hele tiden tvinger læseren til at tænke komparativt – hvorledes adskiller nu denne bog sig fra den anden, selv om de er i familie? For den, der  - som undertegnede -  netop har interesse i at læse børnelitteratur også med dét blik, og som er interesseret i hvilke (ældre) værker, disse nyere danske børnebøger trækker på, er der virkelig noget at komme efter i denne grundige og oplysende bog.

En af forfatterens ambitioner har eksplicit været at søge bogen formidlet i et sprog og en form, så den ikke kun kan studeres af forskere og undervisere på højere læreanstalter, men også anvendes af studerende, bibliotekarer, lærere, pædagoger og andre (s. 10). Ok. Selv om jeg bestemt ikke lider af den fordom, at fremmedord skal være forbeholdt den førstnævnte gruppe, kunne forfatteren nu i den sammenhæng godt have overvejet ord som ”anafor” og ”onomatopoietikon”, der eksempelvis slynges ud uden skyggen af en note (s. 150). Og så her på falderebet lige en KLAGE af en ganske anderledes art - ikke til den formentlig helt uskyldige forfatter, men til UDGIVEREN, Roskilde Universitetsforlag: Shame on You! Selv om produktionsomkostningerne skal holdes nede, er det altså muligt at producere en bog med et omslag mere holdbart end det, der her er valgt! Et stykke pap, der nærmest går i stykker ved berøring!? Det holder bare IKKE, venner!

Nå, men Anna Karlskov Skyggebjergs ”Den fantastiske fortælling i dansk børnelitteratur” har uanset hvad fuldt fortjent sine 5 stjerner. Hendes bog har i hvert fald givet denne læser lyst til at læse de værker, der omtales i hendes bog, som jeg ikke har læst, eller genlæse dem som jeg allerede har læst med nye briller i lyset af hendes analyser. Det er slet ikke så ilde endda!