Med mange sjove ordspil genfortælles det klassiske eventyr om Rødhætte i en vandet version. Den lille Rødspætte skulle ud til sin onkel Kulmule, som var søsyg og lå hjemme i sin vandseng uden hverken vådt eller tørt. Så er tonen slået an. Undervejs mødte Den lille Rødspætte ulken, hvis tænder løb i vand. Han narrede Den lille Rødspætte til at plukke søanemoner og slugte imens onkel Kulmule trods vandlåsen på huset. Sværdfisken kom til sidst og reddede både onkel Kulmule og Den lille Rødspætte. Ulken blev udstoppet og står nu på en skole.


Den lille rødspætte og ulken er holdt i grønne og blå nuancer, kun afbrudt af rødt og den brune ulk. Det er ikke hverken smukt eller let at aflæse, for de meget kraftige farver bliver for voldsomme og tager fokus fra fiskene på illustrationerne. Der er meget få detaljer, og malerierne viser primært fiskene i forskellige variationer med små forskelle fra opslag til opslag.


Fortællingen er den stærkeste side ved Den lille rødspætte og ulken, uanset om man bruger det som et sjovt alternativ til folkeeventyret om Rødhætte og ulven, eller om man lader den stå alene. Som højtlæsning eller genfortælling vil den fremkalde mange smil og meget latter. Som billedbog har den mindre potentiale. Billederne understøtte ikke teksten på en måde, så man kan følge handlingen ved at læse illustrationerne. De er hver især farvestrålende billeder, som sandsynligvis fungerede bedre på den vandreudstilling til biblioteker og akvarier, de oprindeligt blev lavet til.