Japanske Yamagatas bog Den magiske rejse er en klassisk findebog, hvor læserne (fra 3-4 år og opefter) kan gå på opdagelse i detaljerede universer og gå på jagt efter detaljer.

Og universerne på de 32 sider ER magiske. Små voks- og plasticfigurer og dukkelandskaber med krøllede gengivelser af byer, drømme og rejser. Specielt parafrasen over den sidste nadver, i bogen kaldet ”Dyrenes middags selskab”, er vidunderlig. Det ligner still-billeder fra storstilede animations- eller dukkefilm.

Knap så magisk er den tilhørende tekst derimod. Helt fra starten er det uklart, hvad der driver historien. Vi får at vide, at en bamse er blevet stjålet af en blå fugl, men druknes løbende i informationer, beskrivelser af illustrationerne, der forvirrer og tager fokus væk fra hovedhistorien. Som læser bliver man forvirret, når der fx står: ””Hvem har briller på? Et brev til dig. Tak skal du ha’! Wow, sikken en flot ring! Et fint guldbæger. En rød farveblyant og en knap. To sommerfugle og en mariehøne er også inviteret. Der er et hjerte derovre, kan du finde det? Hvor er det?”. Pyh, sikke en smøre …

Og sproget er flere steder trægt og upersonligt: Fx når vi bevæger os fra et ørkenlandskab til et snelandskab står der: "Idet vi lægger den varme ørken bag os, kommer vi til et koldt land fuldt af sne."

Så; en anbefalelsesværdig bog, hvor man kan gå på opdagelse med de små, men spring teksten over og nyd i stedet de små magiske universer og den smukke detaljerigdom.