Hvordan skaber vi organisationer, hvor mennesker trives og vokser og glæder sig til at møde ind? Her starter Nørlem og Struck deres bog, og jeg kan dårligt forestille mig et vigtigere forehavende. For arbejdslivet (og alt det vi gør, mens vi er der) skal kunne holde. Stress og depression må aldrig være en bivirkning af at gå på arbejde, og alligevel er det blevet hverdag i et landskab præget af stigende forventninger, modsatrettede krav, konstant forandring og vedvarende knaphed på tid og ressourcer.

Bogen er klassisk bygget op med et begrebsapparat, der etablerer et fælles sprog for det regenerative, efterfulgt af øvelser og afslutningsvis konkrete projekter, hvor tænkningen foldes ud i praksis. Det gør den til en god indføring for nye i feltet, samtidig med at der også er meget at hente for den mere erfarne projektleder, der kender til tilgangen.

Jeg har arbejdet med projektledelse i mange år og vidste godt, at der ventede noget særligt i det regenerative. Alligevel overraskede det mig, at den følelse, jeg sad tilbage med, var en slags at komme hjem. For det er ikke kun et menneskesyn, men snarere et helhedssyn, hvor organisationen gøres til en væren, der ikke forstås som en maskine, der skal optimeres, men som et levende væv af mennesker, relationer og praksisser, der gensidigt påvirker hinanden. Den måde at se organisationen matcher mit syn på både natur som mennesket. Det har jeg manglet i gængs organisationsteori.

For vi har haft travlt måske så travlt, at vi har glemt at lytte. Ikke kun til hinanden, men også til det, vi er en del af. Det regenerative peger på et opmærksomhedsskifte, hvor vi må træne evnen til at lytte dybt; til os selv, til hinanden og til de systemer, vi indgår i og også til det, der rækker ud over det menneskelige. Naturen bliver her ikke en ressource, men en forudsætning.

At jeg føler mig hjemme i dette, er måske ikke så mærkeligt. Jeg genkender forbindelser til både U-teorien og den tidlige systemteori, hvor netop den dybe lytning er central. En lytning uden indre dom, uden hurtige svar og uden skjulte dagsordener. En lytning, der åbner et rum, hvor noget nyt kan opstå.

For tiden er inde til at stoppe med at gøre ting bedre og i stedet skabe bedre ting.

Og det begynder med radikalt andre spørgsmål end vi er vandt til:

Hvad forsøger forandringerne at lære os?
Hvad giver os energi i arbejdet?
Hvad kan vi kun løse sammen?
Hvad ser du, som jeg ikke ser?
Og hvor flyder eller bremses energien i det, vi gør?

Jeg vil anbefale denne bog bredt både i diplomrammen i uddannelsesregi og til generel inspiration. Jeg tænker fx på mit arbejde som konsulent i socialpsykiatrien, hvor jeg arbejdede med læsegrupper. Det kunne være en oplagt ramme for arbejdspladser at tænke læsegrupper ind netop omkring dette værk. Kun her kan vi sammen begynde de spæde modige tanker i spørgsmålet: Hvad i vores måde at arbejde på kalder mon på at blive gentænkt?

For bogen nøjes ikke med at pege på, at der kunne være en anden vej den viser den. Og det har vi brug for. At se, at det ikke kun lever i festtalerne, men faktisk kan udfolde sig i en levende hverdag; at det ikke er romantisk hippie-halløj helt væk fra bundlinjen. Men at det faktisk skærer dybt ind i kernen af organisationen og bygger solidt op. Her fungerer bogen virkelig godt, ikke mindst gennem de mange ambitiøse og vigtige projekter, den deler erfaringer fra.

Bogen er et vigtigt bidrag til en tid, hvor hamsterhjulet udfordres heldigvis også i organisatoriske termer. For vi kan og skal finde nye måder at skabe organisationer på, for hverken vi eller vores jord kan holde til den kurs, vi så uretmæssigt har sat os selv på.

Her får vi et stærkt, levende og bæredygtigt bud.