Februar 2004

Rummelighed betyder at kunne omgås og interessere sig for mennesker, som er anderledes end én selv.
Børn i en rummelig skole må kunne være forskellige fra hinanden og alligevel være gode nok. Skal det lykkes, må man forlade et syn på barnet som et menneske, som de professionelle ”finder fejl ved”, og i højere grad sætte fokus på barnets ressourcer, relationer og muligheder i fællesskabet. En rummelig skole inddrager alle aktører: børn, pædagoger, lærere, forældre, ekspertsystemerne, embedsmænd og politikere.

DEN RUMMELIGE SKOLE er en antologi af tekster om de modsatrettede krav, skolen og dens lærere mødes af: på den ene side skal den enkelte elevs særlige forudsætninger tilgodeses, på den anden side fællesskabets behov.
Antologien er opdelt i tre afsnit med hver sit tema. Første afsnit tematiserer læreren og undervisningen, andet afsnit kredser om, hvorledes rummeligheden kommer til udtryk og hvor den bliver udfordret. Tredje afsnit handler om det netværk af eksperter, der er tilknyttet skolesystemet. Bogens afslutning former sig som en dialog mellem en folkeskolelærer og en børne- og ungdomspsykiater.

Bidragyderne skyder i mange forskellige retninger. Men fælles for artiklerne er, at de peger på et behov for faglig nytænkning blandt lærere og skoleledere. Alle i og omkring skolen har et medansvar, og den hyppige henvisning til ekspertsystemet er et udtryk for ansvarsfralæggelse: gennem de seneste 10 år er der sket en stor stigning i antallet af de børn, der diagnosticeres og henvises til specialundervisning. Samtidigt er der store forskelle på dette tal skolerne imellem. Den faglighed, som begrunder specialundervisning, ser ud til at være usikkert funderet. Flere af bidragyderne fremhæver, at de såkaldte eksperters faglighed og interesser må sættes til diskussion – ikke mindst i eksperternes egne rækker.

Et interessant bidrag er Per Fibæk Laursens ”Rummelig og autentisk”, som stiller det spørgsmål, om ikke institutionel rummelighed forudsætter personlig rummelighed hos den enkelte lærer – og om personlig rummelighed måske er noget, man er født med, snarere end noget, der kan erhverves gennem uddannelse. Per Fibæk Laursen tager udgangspunkt i den udbredte overbevisning, at man ikke i dag kan opretholde et skarpt skel mellem person og profession. Han har gennemført en større undersøgelse af 30 folkeskolelærere, som alle besidder et stort mål af autenticitet, dvs. har en vis ægthed og originalitet. Alle disse lærere er enige om, at det er nødvendigt for en god lærer at specialisere sig: ingen kan være dygtig til alt, og følger man sine personlige passioner, følger eleverne én. Konklusionen på Laursens bidrag er, at man skal ville den professionelle læreropgave så meget, at ens sym- og antipatier bliver ligegyldige for én.

Antallet af børn med særlige behov, f.eks. med diagnoser som DAMP, Asperger og autisme, er steget i de senere år. Niels Egelund argumenterer for, at det ikke så meget er fordi der virkelig er flere tilfælde, eller endog fordi vi er blevet for hurtige til at stille diagnoser – men snarere fordi, at vi har gjort den fejl at forestille os, at det samme er godt for alle. Inklusion er nok idealet, men vi må give individerne ret til at vælge, mener Egelund, i dette tilfælde har forældrene ret til at vælge og fravælge specialundervisning.
Hvad man passende kunne starte med, skriver Egelund, er at afskaffe begrebet specialundervisning om de aktiviteter, der er rummelighedsskabende for de almindelige klasser.
Søren Langager placerer i artiklen ”Plads til forskellighed?” et sundt spørgsmålstegn ved hele rummelighedsbegrebet: stort set alle kan erklære sig enige i idealet om den rummelige skole. Men bag den tilsyneladende enighed gemmer der sig vidt forskellige begrundelser og forestillinger om, hvad rummelighed er. Og der findes i forskningen kun meget begrænset viden om, hvilken undervisning og hvilken skolestruktur, der i praksis formår at være mere rummelig end andre. Også Langager betoner en vigtighed af, hvilken attitude, lærerne lægger for dagen i mødet med forskellige elever.
Rummelighed handler også om tilpasning til det omgivende samfunds teknologiske udvikling, skriver Birgitte Holm Sørensen i sit indlæg. Opvæksten med interaktive medier betyder, at mange børn har it-kompetencer, der er større end de voksnes. Dette stiller helt nye krav til skolens organisering af læreprocesser – hvilket samtidigt ændrer lærerrollen.

Et opslag i en tilfældig søgemaskine på nettet på begrebet ”Den rummelige skole” giver 5-7.000 resultater. Rummelighed er blevet et buzzword i skoleforskningen, ligesom begreber som fleksible strukturer, varierende læringsmiljøer og øget samarbejde. De dækker imidlertid over mange forskellige tankesystemer – og begrebet ”Den rummelige skole” er blevet ladet med så mange betydninger, at det næsten ikke længere lader sig definere. På den baggrund kan man undre sig over, at man i nærværende bogs titel har valgt dette gummibegreb.
På den anden side er bogen netop et forsøg på at komme nærmere en afgrænsning af begrebet, og af hvilke konkrete revisioner af skolelivet i Danmark, det må indebære. Fælles for bidragyderne er, at de gør op med de psykologisk-pædagogiske teorier, der placerer problemerne hos eleverne. Problemerne ligger snarere i folkeskolens måde at løse problemer på og forældrenes forventninger til skolen.

Stadigt flere forældre fravælger det offentlige skolesystem, ofte fordi de tvivler på folkeskolens evner til at have plads nok til netop deres barn. Hvis denne udvikling skal vendes, er det væsentligt at gøre status over folkeskolens opgave. Derfor er DEN RUMMELIGE SKOLE nyttig læsning for lærere, pædagoger, skoleledere, psykologer, forvaltninger og alle andre med interesse for den offentlige skole.